Bad-ass Bollywood – Dhoom:3 og Gulaab Gang

Om under en måned kommer action-braget Dhoom:3 i biograferne og slutter dermed 2013 af med et brag. 2014 lader til at lægge i kakkelovnen til endnu mere action med kvinde-hævnerfilmen Gulaab Gang.

Dhoom:3

Dhoom-filmene er sjov og action-packed heist-film med Abhishek Bachchan og Uday Chopra som hhv. Assistant Commissioner of Police, Jai Dixit, og den småkriminelle bilentusiast Ali, der sammen bekæmper kriminalitet. Den første Dhoom-film havde John Abraham i rollen som den lokale bandeleder Kabir, som Bachchan og Chopra var oppe imod. I Dhoom:2 var det Hrithik Roshan, som den interationale megaskurk Mr. A., der satte Bachchan og Chopra  på overarbejde.

Den 20. december er det Aamir Khan, der bliver føjet til filmseriens skurkeliste i Dhoom:3, og at dømme efter traileren bliver det en rigtig underholdende heistfilm med masser af båd-, bil- og motorcykelagter, hvilket selvfølgelig hører sig til i en film, hvis titel referere til den lyd en acceleration giver: dhoom, dhoom.

Gulaab Gang

I 2006 dannede Sampat Pal Devi kvindebevægelsen The Gulabi Gang, der lige siden har kæmpet for indiske kvinders rettigheder i deres lyserøde sarier (‘gulaab’ betyder ‘lyserød’ på hindi). I 2012 lavede filminstruktør Nishtha Jain en norsk dokumentarfilm om de lyserøde hævnere, og nu kommer et action-brag af en spillefilm. I hvert fald hvis man skal tro plakaten, der er det fedeste actionfilmplakat, jeg længe har set.

Indiske kvinder, der har fået nok af hustruvold,
børneægteskaber og manglende kvinderettigheder. 

Der er endnu ingen trailere for bollywoodfilmen, men det lader til at Madhuri Dixit, Juhi Chawla og Mahi Gill fremstiller deres kvindelige hovedpersoner som bollywood-action-film-heltinder af den hævntørstige slags. Det kan gå gruelig galt, når man laver bollywood-action baseret på virkelige hændelser, men vi må vente lidt endnu på traileren, der så forhåbentlig viser en film, der bliver fantastisk og ikke forfærdelig.

Mens vi venter, har vi Dhoom:3 og en af de fedeste filmplakater til at forsøde ventetiden. Dhoom:3 vises i Valby, Albertslund, Odense, Kolding og Århus frem til 5. januar.

Tjek kvindebevægelsen Gulaabi Gangs hjemmesiden: http://www.gulabigang.in/

Dokumentarfilmens hjemmeside: http://kudosfamily.com/film/gulabi

Desiworld: http://desiworld.dk/

Meget fjollet, men velfungerende komedie

Kodeordet er fjollet i Sajid Khan komedie Housefull 2. Det er en forvekslingskomedie med forveksling på, fuld af filmreferencer og overdreven brug af langt ude planer om at narre folk. Det hele ender selvfølgelig med et bryllup. Men absolut ikke et almindeligt et af slagsen – et forvekslings-, skuddrama-, falden på halen-komedie-et af slagsen.

Hindikomedie. Allerede dér plejer jeg at stå af. Men når nu filmen var i biffen, tænkte jeg ”Hva’ fa’en, hvor slemt kan det være?!” Og det viste sig slet ikke at være slemt. Jeg var utrolig godt underholdt i de 2 ½ time, filmen tordnede hen over det store lærred i Albertlund bio.

No animals were injured
”Shooting was done abroad and no animals were injured”. Når en film begynder på denne måde, så ved man, at det nok skal blive fedt. Vi er i London, nærmere bestemt i et cirkustelt, hvor to af vores kvindelige hovedpersoner Henna (Asin) og Bobby (Jacqueline Fernandez) bliver præsenteret. De arbejder for at sikre dyrerettigheder, og så er de selvfølgelig ærkefjender. Det giver god mening, at de er ærkefjender, for det viser sig, at deres forældre også hader hinanden, skønt de er i familie og bor klods op ad hinanden.

Her er de to familier, der hader hinanden. Fædrene spilles af de to tyksakke Rishi og Randhir Kapoor, der i virkeligheden er brødre og spiller sammen for første gang.

Men det der med dyrerettigheder, er straks sværere at se pointen i. Men det skal man heller ikke. Denne film er nemlig en film, hvor kun dem, der er allerbedst til at gemme den kritiske sans væk, kan more sig. Og det er absolut ingen kritik af filmen, men måske snarere af folk, der kritiserer film som Housefull 2 med korslagte arme og et udtryk i fjæset, der siger: ”Den her film er jo totalt urealistisk og folkekomedieagtig fjollet.”

En pyton i skridtet
Og netop folkekomedien og falden på halen-komedien kan spinde guld af to kvinder, der elsker dyr og har hhv. en kæmpepyton og en alligator som kæledyr, som kan bruges til at straffe selvsikre bejlere. Det har intet med handlingen at gøre, men det gør ikke noget.

Der bruges også det gamle trick med at spole filmen hurtigt, for at gøre noget morsomt, samtidig med at filmen er fyldt med ”dyt”, ”boing” og ”pift”-lyde, for at ingen skal være i tvivl om, at nu er det humor. Ja, sådan noget er virkeligt plat, men samtidig med denne ekstreme plathed er der en intensitet og en energi, så man må overgive sig. Det gjorde jeg i hvert fald, og der er ingen tvivl om, at min sidemand heller ingen problemer havde med at tilsidesætte sin kritiske sans, for hans latterudbrud rungede konstant i salen.

De fire fyre bærer filmen
Det var især de fire mandlige hovedroller, der gjorde filmen værd at se. Akshay Kumar, John Abraham, Shreyas Talpade og Ritesh Deshmukh var super! Især John Abraham virker, som om han har fundet sin form. Jeg kunne rigtig godt lide ham i Deepa Methas Water (som på ingen måde er bollywood), men ellers har jeg kun set ham i elendige roller i elendige film (Dhoom, Kaal og Zinda – sidstnævnte er en rigtig dårlig kopi af det sydkoreanske mesterværk Oldboy). Men her sammen med de tre andre er han rigtig god. Akshay Kumar fik åbenbart sit store gennembrud med Housefull (2010). Selv har jeg kun set ham i Singh Is Kinng fra 2008, hvis mest imponerende element var, at de havde fået Snoop Dogg til at synge rulletekstsangen. Talpade og Deshmukh kender jeg ikke, men når man kigger på deres track record på imdb, siger det vist mere om mig end om dem.

Chaplin-agtig humor med sang og dans
Af årsager jeg ikke kender til, er inderne vilde med en Buster Keaton- og Charlie Chaplin-agtig humor. Næsten alle bollywoodfilm indeholder naiv og klovnet humor, og jeg synes ikke altid, det fungerer. Men det gør det i Housefull 2. Derudover er der kung fu-inspirerede slåskampe, usandsynlig mange lussinger og en bryllupsarrangør, der taler hindi med italiensk accent. Det hele er selvfølgelig krydret med sang og dans, og især den første ”Papa toh Band Bajaye” er rigtig flot. Påklædningen er bedste 50’er-stil med farverige jakker, slips, briller og hatte. Det er koreograf Farah Khan, der er på spil her. Når man sammenligner med hendes fantastiske koreografi i film som Dilwale Dulhania Le Jayenge, Dil Se.., Monsoon Wedding, Kabhi Khushi Kabhie Gham..., Kal Ho Naa Ho, Paheli og Om Shanti Om er koreografien i Housefull 2 ikke imponerende, men ”Papa toh Band Bajaye” kommer tættest på.

De fire fyre Ritesh Deshmukh, Akshay Kumar, John Abraham og Shreyas Talpade

http://www.youtube.com/watch?v=Jvsgnk8lmn0

Genreforventninger
Men som jeg så ofte før har fablet om, så er genreforventninger vigtige, når man ser film. Og Housefull 2 er ikke det klassiske larger than life-melodrama, men en komedie med action, forviklinger og venskab. Det er de præmisser, filmen skal ses på. Og kan man det, så er her en lille guldgrube af absurd hindikomik.

Se traileren:
http://www.youtube.com/watch?v=mBKuW-cUK4g

Se mere om bollywood i biffen:
http://desiworld.dk/

Første bog om bollywoodfilm på dansk

Så er det ikke kun i blogform, jeg skriver om bollywoodfilm, for nu har jeg fået udgivet bogen Bollywoodfilm – en introduktion.

Bollywoodfilm – en introduktion er den første bog om bollywoodfilm på dansk. Den er en blid introduktion, en guide samt en kærlighedserklæring til indisk film og især til bollywoodfilm. Bogen her beskriver blandt andet den særlige masala-genre og giver et indblik i en unik underholdningsindustri fyldt med dansescener, økonomisk kaos, nepotisme, genialiteter og skamløs kopiering.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og fokus er på at udbrede viden og entusiasme om Indiens filmindustri til alle læsere. Bogen er saglig og veldokumenteret, samtidig med at den er let at læse. For som du ved, skal bollywoodfilm skal ikke ses med en intellektuel panderynken, men med en kæft fuld af popcorn og chai. Der skal grædes, grines, hujes og måbes, når man ser de berømte og berygtede indiske film. Det er en verden af seriøse dramaer, løsslupne komedier, melodramatiske kærlighedshistorier, sang, dans og kung fu-inspirerede slåskampe.

Hvis du har lyst til at læse bogen, kan den købes hos Forlaget Alt i Ord: http://alt-i-ord.dk/

Køb bogen på forlagets hjemmeside eller send en mail til mathias@alt-i-ord.dk og bestil bogen. Den koster 200 kr. eks. forsendelse og er intet mindre end et røverkøb, hvis jeg selv skal sige det.

Endhiran – Robotten, der får folk til at hade indisk film

Billede fra Endhiran med tamil megastjerne Rajni

En film om en robot, der kan skyde ud af fingrene, har overnaturlig styrke og som kan charmere den evigt skønne Aishwarya Rai, lyder for mig som den perfekte indiske film. Og det især hvis man er lidt træt af melodrama og romantik. Og når robotten så halvvejs inde i filmen bliver den sygeste bad guy, der skyder alt og alle, er involveret i biljagter, hvor alle kørertøjer eksploderer, bare man kigger på dem, kan det vel for fanden ikke gå galt!

Prøv selv at se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=hNXHveyzUvY

Men ak, det kan gå galt, og det gør det i den indiske storfilm Endhiran, som nu kan ses på CPH:PIX her den 26. april 2011. Og det er super ærgerligt, at filmfestivalen har valgt at vise netop denne film. Jeg er, som du nok har regnet ud, stor fortaler for indiske film i danske biografer, og netop derfor er det så forbandet, at Endhiran skal fylde det store lærred i København.

Og for en gang skyld er det heller ikke en bollywoodfilm, der bliver vist, men en tamilfilm. Er man i tvivl om, hvorvidt en film er en hindifilm fra Nordindien eller en film fra det sydlige Indien, skal man bare kigge på filmens helt. Er han en lille buttet, mørkhudet mand med en ordentlig snegl af et overskæg, ja så er den god nok: så er vi i Sydindien. Og der er rigtig gode chancer for, at vi enten er i delstaten Tamil Nadu eller Andhra Pradesh, der konstant kæmper om titlen som Indiens største filmproducent.

Sådan ser en rigtig mand ud i Sydindien. Rajni på et filmset.

Indisk science fiction i den dyre ende
Filmen her lægger ikke skjul på at være et af de nyeste skud på stammen af Indiens fascination af science fiction-film. Men desværre er det svært at have en følelse af, at dette er en original film, når det kommer til det visuelle udtryk, der tydeligvis er inspireret af både I, Robot og Terminator. Desværre lever filmens CGI ikke op til nogen af de to. Og det er mærkeligt, for den har om nogen film promoveret sig på sine effekter. Hele traileren er en stor special-effect! Filmen har bestemt sine CGI-øjeblikke, men kvaliteten svinger så meget mellem gode og dårlige effekter, at det bliver en joke.

Det er ellers en dyr film. Med et budget på ca. INR 1,900,000,000 (220.400.000 kr. plus minus et par kroner) skulle filmen efter sigende være den dyreste producerede film i Indien. Og der går da heller ikke mange minutter af filmen inden vi har product-placement for både Coca-Cola og Apple-produkter.

A. R. Rahman, Daft Punk og Black Eyed Peas
Heller ikke sangene virker særlig originale, og det på trods af, at vi har med den fantastiske komponist og sangskriver A. R. Rahman at gøre. Han har skrevet megahits til film som Dil Se ..., Lagaan, Swadesh, Water, Rang de Basanti og Delhi 6. Her i vesten er han nok mest kendt for sit soundtrack til Slumdog Millionaire og 127 Hours.

En af filmens dansescener, der intet har med robotter at gøre. Men til gengæld er den optaget i Peru.

Men her i Endhiran går det helt galt: vi hører konstant forvrængede ”robotstemmer” og falder dybere ned i robot-kitsch-fælden med en Daft Punk ”Around the World” møder Black Eyed Peas-dansesekvens. Hvor slemt må det ikke stå til i indiske kultur, når man føler sig nødsaget til at kopiere Black Eyed Peas?!

Lige ved og næsten …
Som stor fortaler for indiske populærfilm er det rigtig utilfredsstillende at se en film, der på mange punkter prøver at være en amerikansk SF/actionfilm, og til tider er lige ved at lykkes. Næsten. Men her er problemet: som en, der elsker indisk film er det helt vildt utilfredsstillende at skulle synes, at filmen er næsten lige så god som en Hollywoodfilm. Indisk film kan være så meget bedre, og det er nedladende over for indisk film at skulle sammenligne dem med Hollywoodfilm. Især hvis sammenligningen falder ud til Hollywoods fordel. Den eneste måde, hvorpå man kan synes, denne film er god, er hvis man forventer, at den er underlegen Hollywood, og det er da en ret kedelig forventning at have, når man går ind og ser en film.

Historien er om muligt endnu værre
Nu tænker du måske, at det da er muligt, at jeg har overset en fantastisk handling, fordi jeg har stirret mig blind på filmens visuelle udtryk. Til det kan jeg blot svare: Nej. Men jeg har allerede skrevet alt for meget nu, så hvis du insisterer på at vide, hvor dårlig også filmens historie er, ja så må du se filmen.
Hrithik Roshan og Priyanka Chopra på plakaten til Krrish (2006)

Men jeg kan anbefale…
Hvis man kan lide beskrivelsen af Endhiran og vil se en indisk actionfilm, der kan leve op til sin hype, så skal man gå på biblio og låne Krrish (2004). Her har vi super effekter, fede stunts og filmens stjerne Hrithik Roshan skuffer aldrig med sin spændstige krop, fede dansemoves og tre tommelfingre. Hrithik Roshan med vind i håret og musklerne spændte

Kilder:
http://www.imdb.com/ http://www.bollywoodworld.com/

Delhi-6: stemningsbilleder af Indien

På trods af sine mange bollywoodklicheer er Delhi-6 en rørende fortælling om et moderne, men gammeldags Indien, hvis største fjende ikke længere er Pakistan, men inderne selv. En række poetiske billeder af Indien set gennem øjnene på en amerikansk inder, der vender hjem.

Roshan med sin Didi og skøre aunties.

I løbet af de seneste måneder har jeg set mange hindifilm. Virkelig mange hindifilm. Jeg tænkte, det var på tide at opdatere mit repertoire, så jeg reserverede 32 film på biblioteket, og så gik jeg ellers bare i gang.

Og hold da op, hvor har jeg set mange skodfilm! Det virker som om, at dem der sidder rundt omkring på landets biblioteker og køber bollywoodfilm ind, ikke rigtig ved, hvad det er, de køber. Der var bl.a. Sssshhh... (2003), Contract (2008) og Shakti (2002). Men dem skal jeg nok komme tilbage til en anden gang. Filmene, ikke bibliotekarerne.

I dag vil jeg skrive om en god film: Delhi-6.

Et stemningsbillede af Indien
For en gangs skyld har vi med en hindifilm at gøre, der ikke har 700 plottråde inden for de første 5 minutter. Det kan absolut have sin charme som for eksempel i klassikeren Amar Akbar Anthony (1979). Vi er ikke mere end 10 sekunder inde i filmen, da en far og husbond løslades fra fængsel og vender hjem til sin familie blot for at finde ud af, at hans elskede hustru er ved at dø af tuberkulose, og hans tre små drenge leger med våben. Og ikke nok med det, så har han siddet i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Så er scenen sat for 184 minutters drama med drama på.

Delhi-6 er en helt anden slags film. Den har kun ét plot, og er måske mere et stemningsbillede af Indien, end den er et plotdrevent melodrama. Vi skal nok få vores melodramatiske slutning, men selve filmen er rolig, og A.R. Rahmans fantastiske musik bidrager til en afdæmpet stemning. Vi har heller ikke de sædvanlige sang-og-dansescener, men korte sange og melodier, der skaber stemning, og kun i enkelte øjeblikke bruges som i en traditionel bollywoodfilm.

Roshan (Abhiskek Bachchan) og Annapurna Mehra (Waheeda Rehman)

En typisk NRI-film … og dog
Det er en af de der NRI-film, om en familie indere, der bor i vesten (som så mange gange før er det New York City), og modvilligt vender tilbage til Indien for at ordne noget. Her har vi en bedstemor (Waheeda Rehman), der er syg og vil hjem til Indien og dø. Hendes fortravlede søn vil ikke følge hende til det gamle land, men barnebarnet Roshan (Abhishek Bachchan) melder sig frivilligt til at tage med.

Så er scenen sat for alle de klicheer, vi altid ser i NRI-filmene: den vestlig-fødte unge inder, der render rundt med solbriller og mobiltelefon og som er totalt distanceret fra det hele. Roshan synes, Indien er et mærkeligt land, hvor han absolut ikke føler sig hjemme, og for ligesom at være sikker på, vi har forstået, hvor fremmedgjort han er, render han rundt og tager billeder på sin mobil af alt og alle, samtidig med at han nægter at spise alle de gudsgivne søde sager, som folk byder ham.

Som mange andre NRI-film, så giver Delhi-6 et billede af, hvad Indien er, og det er ikke kun teater om guderne, lækker mad og håbløs trafik. Delhi-6 kritiserer også Indiens korruption og magtmisbrug, der spilles billard i stedet for karam-board og det udstilles, hvor tåbeligt det er, at al trafik skal gå i står, når en hellig ko skal føde midt på kørebanen. Derudover lader Roshan sin familie forstå, hvor latterligt han synes det er, at han skal vaskes efter mødet med en lavere kaste.

Den lavkastede kvinde Jalebi (Divya Dutta)

The Black Monkey
Allerede da Roshan og Didi ankommer i lufthavnen, bliver vi introduceret for breaking news-historien om The Black Monkey. Som handlingen skrider fremad, spiller den sorte abe en større rolle, og filmen fortæller sin historie om Indien gennem Roshans oplevelser af og i Indien, historien om den sorte abe samt en stor teaterforestilling baseret på Ramayana’en – hinduernes store episke mytefortælling om mennesker og guder. Frygten for den sorte abe kommer til at splitte det hyggelige nabolag, i Delhis gamle bydel, i hinduer og muslimer. Det ellers så rare nabolag, hvor alle handler og snakker med alle, bliver en slagmark, og da Roshan er både muslim og hindu, får filmens protagonister stridighederne at føle på egen krop. Og det bliver for meget for selv den patriotiske bedstemor, der i filmens mest rørende scene erklære, at her vil hun ikke dø: hun vil hjem til USA.

Der blev jeg rørt og imponeret på samme tid: imponeret, fordi aldrig før har jeg set en hindifilm, der ikke konkludere at Indien er det bedste sted i verden for alle uanset, hvilke problemer der nu engang er. I ca. 2 minutter blev Indien præsenteret som en skuffelse for en NRI, en skuffelse så hjerteskærende, som den kun kan være for den, der elsker Indien allermest. Men ak, glæden var kort. For Roshan (der ellers var på vej til USA – for han havde fået nok) pludselig synes, Indien er det mest fantastiske sted i verden, og han vil ikke rejse nogen steder. Nu er han selvfølgelig også blevet forelsket og ofrer sig for kærligheden. Kærligheden til kvinden, han elsker, og til sit land. Filmen slutter da også lidt corney, da det fortælles, at den sorte abe ikke er en trussel ude fra, men en trussel inde i os selv.

Roshan med Bittu (Sonam Kapoor)

Romantisering af terrorisme
Instruktøren er Rakeysh Omprakash Mehra, og da jeg fandt ud af, at hans sidste film var Rang de Basanti (2006), blev jeg lidt skeptisk. Jeg er ærlig talt dødtræt (undskyld ordspillet) af film om terrorisme, og Rang de Basanti var en af de tåbeligste af slagsen. Så jeg frygtede, at også denne film skulle være endnu en romantisering af terrorisme. En film, hvis morale er, at hvis man slår ihjel for sit land, er man ikke terrorist. Men det lader til, at det var Aamir Khans bidrag til filmen, for det var heldigvis ikke moralen i Delhi-6.

Sonam Kapoor sammen med instruktør Rakeysh Omprakash Mehra

Delhi-6 er en rolig og velproduceret fortælling, der på trods af klicheerne formår at levere en rørende fortælling om et moderne, men traditionelt og gammeldags Indien, der trods alt er værd at leve i.

DR fatter ikke bollywood

Som I måske ved har DR2 bollywoodtema i aften, og det er jo umiddelbart glædeligt. Men desværre har DR ikke fattet, hvad en god bollywoodfilm er. Eller bollywood i det hele taget. Jeg betragter i hvert fald ikke aftenens film som hverken bollywoodfilm eller kvalitet.

Aftenens tema begynder med tre udsendelser, hvoraf to af dem omhandler den danske sangerinde Anita Lerche og hendes indiske sangkarriere. Om man kan lide hendes sang er vel en smagssag, men det er altid dejligt at se folk, der brænder for det de laver. Især når det handler om Indien:) Indimellem sendes programmet "Bag om Bollywood", som uden tvivl kan opsummere alt hvad vi har brug for at vide om filmindustrien i de 9 minutter programmet varer.

Kl. 20.40 vises så filmen Bride & Prejudice, som i min mening under ingen omstændigheder kan karakteriseres som en bollywoodfilm eller som seværdig. Ja, nu synes I måske, at jeg er lidt hård ved en film som da både har en indiske skuespillerinde (Aishwarya Rai), flotte kostumer og sang og dans. Men det er en elendig fortolkning af Jane Austens Pride and Prejudice, som prøver at vise et vestligt publikum, hvor charmerende bollywoodfilm er.

Og bollywoodfilm er charmerende og fantastiske, derfor forstår jeg ikke, hvorfor DR vælger at vise en halvamerikansk udvandet version af slagsen. Hvad med at vise Kal Ho Naa Ho? Den foregår også i USA, men er af en helt anden kaliber.

Jeg anderkender, at DR før har vist rigtig gode indiske film som Devdas, Dil Se ... og Om Shanti Om. Men hvorfor stoppe der? For at bruge Devdas' ord: "I object!"

Kom så DR, se at vis os nogle rigtige filmperler. I kan godt. Og guderne må vide, der er nok at tage af. Jeg er rigtig glad, når andre viser interesser for en af mine store lidenskaber: indisk film, men når en hel filmindustri repræsenteres forkert er det svært at forsvare over for folk, som ikke har set indisk film, når de tror, at bollywoodfilm er det samme som Bride & Prejudice.

Filmfare Awards 2010 - resultater

Kære læser

I går aftes blev den 55. Filmfare Award holdt, og som forudset blev filmen 3 Idiots en af de helt store vindere. Men også Delhi 6 fik en del priser med hjem. Og i Indien kan en pris åbenbart godt deles som da to forskellige sangeinder fik prisen for bedste playbacksangerinde for hver deres sang fra hver deres film.

Her kan du se nogle af vinderne:



Bedste Skuespiller: Amitabh Bachchan for hans rolle i Paa

Bedste Skuespillerinde: Vidya Balan- Paa

Bedste Instruktør: Rajkumar Hirani- 3 Idiots

Mest Populære Film: 3 Idiots

Bedste Dialog: 3 Idiots

Bedste Manuskript: 3 Idiots

Bedste Historie: 3 Idiots

Bedste Birolleskuespiller: 3 Idiots

Bedste Musik: A.R. Rahman - Delhi 6

Bedste playbacksangerinde: Rekha Bhardwaj - "Genda phool" fra Delhi 6 og Kavita Seth -"Iktara" fra Wake Up Sid

Bedste Playbacksanger: Mohit Chauhan -"Masakali" fra Delhi 6

Se nyhedsindslag om Filmfare Awards 2010:
http://www.youtube.com/watch?v=CCBfIcg_RBM

Abu Dhabi er vært for Shah Rukh Khan

I går (onsdag d. 10. februar, 2010) fik My Name Is Khan verdenspræmiere i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater, og det var selvfølgelig med Mr. Khan himself som æresgæst.

I dag begynder Berlins store filmfestival, Berlinalen, og det er på denne festival, at Karan Johars nye storfilm My Name Is Khan får Europapræmiere. Det gør den i morgen fredag d. 12. februar, men allerede i går blev den vist i Abu Dhabi.

På the Emirates Palace Hotel blev filmen vist i hotellets auditorium, og der var intet mindre end 1200 mennesker, der havde fået billetter til filmen. Men endnu flere var selvfølgelig mødt op for at få et glimt af megastjernen Shah Rukh Khan, der gav interviews til journalister på den røde løber.

Og ikke nok med at filmen har et stjernehold bag sig, den er også den første hindifilm, der vil blive vist i 65 lande, fortæller Vijay Singh som er chief executive officer for Fox Stat Studios. Filmen foregår blandt andet i USA og er filmet på 250 forskellige locations inklusiv San Francisco og mange andre steder i USA. Men også i Mumbai, Indiens filmby nr. 1, der er kendt for sine enorme og spektakulære filmsets.

Så det er en stor produktion, og jeg forventer mig meget af filmen, som jeg selvfølgelig skal ind og se på lørdag i Bremen teater i København.

I skal nok komme til at høre, hvordan det går.

kilder: thenational.ae og berlinale.de

My Name Is Khan

Så kan du se Shah Rukh Khan og Kajol i filmen My Name Is Khan i biffen. Der er på lørdag d. 13. februar i teatret BREMEN i København.












Filmen handler om muslimen Rizwan Khan (Shah Rukh Khan), der gifter sig af kærlighed med hinduen Mandira (Kajol). De bor i San Francisco, og da 11. september rammer USA, får det forfærdelige konsekvenser for Rizwan. Da han bliver tilbageholdt i Los Angeles lufthavn, mistænkt for terrorisme, kommer hans forhold til Mandira på en alvorlig prøve. Rizwan begiver sig ud på en rejse for at møde USA's præsident, for at rense sit navn og for at redde sit ægteskab.

Filmen er instrueret af Karan Johar, der mange gange før har arbejdet sammen med Shah Rukh Khan. Som instruktør har Johar arbejdet sammen med Khan i Kuch Kuch Hota Hai (1998), Kabhi Khushi Kabhie Gham... (2001) og Kabhi Alvida Naa Kehna (2006). Som producer har Johar blandt andet arbejdet med Khan i en af mine yndlingsfilm Kal Ho Naa Ho (2003).

Shah Rukh Khan og Kajol har også før arbejdet sammen. Første gang var i filmen Baazigar (1993), men det er mest for filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge (1995) de to huskes som romantiske hovedpersoner. Siden har de spillet over for hinanden i Kuch Kuch Hota Hai (1998) og Kabhi Khushi Kabhie Gham... (2001).

Nu har jeg ikke set My Name Is Khan endnu, men jeg vil alligevel anbefale dig at tage ind og se den på lørdag. Det meste af det Johan rør ved bliver til guld, og med Khan og Kajol sammen igen i et kærlighedsdrama, der viser konsekvenserne af at være muslim i den vestlige verden efter 11. september, kan det da ikke gå galt.

Velkommen til bollywoodfilm

Kære læser
Velkommen til min blog om bollywoodfilm.
Her på siden vil du kunne læse rigtig meget om den indiske filmindustri og blive opdateret med, hvad der sker af bollywoodfilm-relaterede begivenheder i Danmark.

Jeg glæder mig til at fortælle dig om bollywoodfilm, og jeg håber på, at du vil kommenterer og debattere med mig.

God fornøjelse.