Viser opslag med etiketten tamil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tamil. Vis alle opslag

lørdag den 10. august 2013

Anmeldelse: Chennai Express kan ikke holde dampen oppe



Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs

Jeg har forgæves forsøgt ikke at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.

De sidste mange år er sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af sporet.

Chennai Express er endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.

Dobbeltforvirrende bliver det også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod (undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man risikerer at blive efterladt på perronen.

Plot
Plotanslaget fejler ellers ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.

Rahul har imidlertid andre planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til Rameswaram i Tamil Nadu.

Topplan! Rahul skal bare overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.


DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)
Shah Rukh Khan fik sit store gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge, og Chennai Express virker som én stor homage til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli, Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.

Alle filmreferencerne bliver sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi, hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone spillede over for hinanden. Det var i Om Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.

Det begynder morsomt, da Rahul møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.

Med alle de referencer så er der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!

Rahul og Meena i Chennai Express.
Rahul: "I 've done this before."

Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge.

Falden-på-halen-komik og lungi-dans
Til gengæld synes jeg, at SRK leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy, da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå hinanden.

Desværre virker de sydindiske referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på mig virker det som et forsøg på at give Chennai Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis, idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers præger filmen.

”My name is Rahul, and I am not a terrorist.”
Forspildte muligheder
Instruktør Rohit Shetty forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener, der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…

Men filmen har bestemt sin charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man sagtens stige om bord på Chennai Express. Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt den et par gange.

”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”

torsdag den 9. august 2012

Kæmpe indisk filmfestival i Kbh

Gandu

Så er der indisk festival i byen – en måned spækket med indisk kunst og kultur og selvfølgelig en masse filmoplevelser.

Så har PIX endelig offentliggjort filmprogrammet for filmfestivalen Indian Indies – Bollywood & Beyond, og det ser rigtig godt ud! Filmfestivalen foregår fra den 19. august til den 16. september og er en del af festivalen India Today Copenhagen Tomorrow, som er et erhvervs- og kulturfremstød med indisk kunst, mode, film, dans, politik, videnskab og erhverv.

Filmfestivalen giver os en unik mulighed for ikke kun at se bollywoodfilm, men også at stifte bekendtskab med film fra andre af Indiens mange filmindustrier og rigtig mange film, der ikke kører bolly-stilen – de indiske indier. Her er film fra Bengalen, Tamil Nadu, Maharashtra, Punjab, Gujarat og Kashmir.

Her er en liste over de film, der bliver vist under festivalen. Alle film bliver vist i Cinemateket på Gothersgade, Kbh. og er med engelske undertekster.

Gangs of Wasseypur (2012) 320 min. – hindi
søndag d. 19. august kl. 16:15
fredag d. 24. august kl. 19:00


Udaan (2010) 134 min. – hindi
onsdag d. 22. august kl. 18:45
lørdag d. 25. august kl. 16:60


Om Shanti Om (2007) 168 min. – hindi
Vises på Strøget/Nytorv lørdag d. 1. september kl. 20:30


7 Khoon Maaf (7 Sins Forgiven) (2011) 137 min. – hindi
søndag d. 26. august kl. 16:30


Abosheshey (At the End of it All) (2012) 118 min. - bengalsk
tirsdag d. 21. august kl. 20:00
søndag d. 26. august kl. 19:30


Zindagi Na Milegi Dobara
Zindagi Na Milegi Dobara (2011) 155 min. – hindi
lørdag d. 15. september kl. 19:00


Ballad of Rustom (2012) 117 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl.16:00
tirsdag d. 11. september kl. 16:30

Rockstar (2011) 150 min. – hindi
fredag d. 7. september kl. 19:00


Raavanan
Raavanan (2010) 137 min. – tamil
tirsdag d. 4. september kl. 21:00
onsdag d. 12. september kl. 19:00


The Untitled Kartik Krishnan Project (2010) 75 min. – engelsk og hindi
fredag d. 31. august kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 22:00

Greater Elephant (2012) 90 min. – hindi
lørdag d. 25. august kl. 19:30
torsdag d. 30. august kl. 21:30


Kshay (Corrode) (2011) 92 min. – hindi
søndag d. 2. september kl. 19:00
fredag d. 14. september kl. 21:30

Gandu (Asshole) (2010) 89 min.– bengalsk
fredag d. 7. september kl. 21:45
torsdag d. 13. september kl. 19:00


Deool (The Temple) (2011) 135 min. – marathi
tirsdag d. 21. august kl. 16:30
søndag d. 9. september kl. 19:00


Anhey gorhey da daan (Alms for a Blind Horse)(2011) 112 min. – punjabi
tirsdag d. 28. august kl. 21:30
torsdag d. 6. september kl. 19:00


Valley of Saints (2012) 82 min. – kashmiri
lørdag d. 8. september kl. 21:30
fredag d. 14. september kl. 19:00


Road, Movie (2009) 95 min. – hindi
tirsdag d. 21. august kl. 19:00
onsdag d. 5. september kl. 19:00


Patang (The Kite) (2011) 93 min. – hindi, gujarati og engelsk
torsdag d. 23. august kl. 19:15
onsdag d. 29. august kl. 19:15


Paan Singh Tomar (2010) 135 min. – hindi
lørdag d. 1. september kl. 16:45


Delhi Belly
Delhi Belly (2011) 103 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 16:30


Charulata (The Lonely Wife) (1964) 117 min. – bengalsk
søndag d. 16. september kl. 16:30

Læs mere om filmene og alle de andre udstillinger, koncerter, forestillinger og events på:
http://indiatoday.dk/aktiviteter/aktivitet/article/indiske-film-paa-cph-pix/

eller i festivalprogrammet som du kan læss her: http://issuu.com/andreascph/docs/cphpix_indian_indies_2012.pdf?mode=window&viewMode=double%20age  

søndag den 1. april 2012

Ra.One – genren er ikke science fiction, men masala!


En megaskurk fra et computerspil træder ud af spillet og dræber alle på sin vej i jagten på en lille dreng. En kvinde skriver en bog om, hvordan man omskriver alle kvindenedgørende bandeord om til mandenedgørende, og en penispiercing skaber ude-af-kontekst homoerotisk ’komik’. Årets science fiction-film. For børn. Nej, for voksne. Nej…

I går aftes fik jeg endelig set Ra. One – Shah Rukhs seneste science fiction-actionbrag. Godt nok 5 måneder efter premieren, men som du nok har opdaget, er det ikke altid de nyeste film, jeg anmelder. Nå, men efter at have set teasere, trailere og andet fantastisk pr-materiale i et halvt år op til premieren, var jeg virkelig spændt på Indiens nye stil inden for genrefilm – action og science fiction.

http://www.youtube.com/watch?v=yCtcNKb5RzA

Jeg havde ikke læst noget om filmen, så jeg vidste kun, hvad traileren havde vist: mega-action, science-fiction og superfede effekter. Det viste sig dog også at holde vand. Handlingen derimod…

Find og tilintetgør Lucifer
Shekhar (Shah Rukh Khan) udvikler computerspil, og på trods af hvad der ligner en fantastisk karriere (kæmpe huse i hhv. London og Mumbai, biler og privatskole til sønnike), så synes sønnen Prateek (Armaan Verma) ikke, at hans far er cool. På Prateeks opfordring udvikler Shekhar et spil med den ultimative skurk Ra.One, og sønnen synes nu, hans far er cool. Og da spillet udgives, bliver der ikke sparet på festlighederne i firmaet. Mens alle drikker, danser og synger – det er selvfølgelig Shekhar og hustruen Sonia (Kareena Kapoor) der står i spidsen – har Prateek (hvis screen name er Lucifer) fået lov til at prøve spillet, og af årsager jeg ikke forstod, bliver Ra.One bragt fra spillet og ud i virkeligheden (uden nogen opdager det), og nu er det så er hans mission at finde og tilintetgøre Lucifer.

Fra sangen "Chammak Challo" sunget af Akon

Taxabøller og tamilsk Megastar
Det siger sig selv, at Ra.One skal destrueres og hvem bedre til at gøre det end spillets helt G.One, der nu også bringes til live. Efter et par hæsblæsende, og meget velproducerede jagt- og kampscener i London, går turen til Mumbai.

Og her kommer så et af filmens absurde scener. De er ikke mere end lige kommet ud af lufthavnsbygningen, da de bliver truet af en flok lokale taxachauffører. Efter at G.One har kastet rundt med de lokale taxabøller, som selvfølgelig alle er udstyret med sværd i alle afskygninger, suser en bil med nummerpladen ’Superstar’ ind på pladsen foran lufthavnen. Bilen er selvfølgelig magnetisk, så alle våbnene havner henne på bilen.

Og det lader til, at bilens fører ikke er hvem som helst: Bøllerne er tydeligvis rædselsslagene for ham, og da han har sat sine sorte Nike-støvler solidt på jorden, stikker alle af. Og så stiger selveste Megastar ud af bilen. Altså skuespilleren Rajnikanth også kaldet Megastar. Og her set det ud til, at han spiller sig selv, for alle på pladsen genkender ham og hilser ærbødigt med sammenklappede hænder (dog kalder de ham Superstar og ikke Megastar).

Men hvad er nu det?! Megastar spiller alligevel ikke sig selv, men robotten Chitti fra Megastars egen tamilfilm Endhiran. Så her har vi altså både en reference til virkelighedes stjerne samt til en fiktiv figur i en tamilfilm. Chitti og G.One har en lille solbrille-battle, og så er den scene er færdig!

http://www.youtube.com/watch?v=l2RPAk2Tipw

I modsætning til den netop beskrevne scene, kan jeg godt lave overgange, og Megastars pludselige tilstedeværelse bringer mig videre til det faktum, at det lader til, at familien Shekhar er fra Tamil Nadu. Jeg forstod aldrig, hvorfor de skal forestille at være tamilere, når de taler hindi, men sådan er der så meget.

Fremtid møder fortid
Som så mange andre science fiction-film møder fremtiden fortiden. Her møder moderne teknologi den indiske mytologi. Ra.One (udtales Ravaan) repræsenterer selvfølgelig antagonisten Ravaan i den store hindumytologi The Ramayna. G.One (udtales jeevan, der betyder ’liv’ på hindi) er selvfølgelig den perfekte helt, der kæmper bravt for at redde Prateek.

Science fiction? Action? Masala!
Men tilbage til det der med, hvem der egentlig er målgruppen for denne film. Jeg synes, traileren lagde op til en film, der ikke var en børnefilm, men Ra.One havde (mange!!) scener, der hørte til i en børnefilm. Til gengæld var der også scener, der bestemt ikke havde børn som målgruppe. Så var der også den sædvanlige falden-på-halen-komik, det romantiske plot samt tåbelig homoerotisk ’komik’. I begyndelsen af filmen var også en ret pludselig reference til klassikeren Kuch Kuch Hota Hai, så jeg må konkludere at på trods af, at jeg havde fået indtryk af, at Indien var begyndt at lave hardcore genrefilm, så er Ra.One masala med action, kærlighed, sang og dans, cameos, børn, gamle, modernitet og traditioner. Hvis du har det i tankerne, når du sætter Ra.One på, så er det en action-packed film, der med sine absurditeter og barnlige elementer er ret underholdende

torsdag den 14. april 2011

Endhiran – Robotten, der får folk til at hade indisk film

Billede fra Endhiran med tamil megastjerne Rajni

En film om en robot, der kan skyde ud af fingrene, har overnaturlig styrke og som kan charmere den evigt skønne Aishwarya Rai, lyder for mig som den perfekte indiske film. Og det især hvis man er lidt træt af melodrama og romantik. Og når robotten så halvvejs inde i filmen bliver den sygeste bad guy, der skyder alt og alle, er involveret i biljagter, hvor alle kørertøjer eksploderer, bare man kigger på dem, kan det vel for fanden ikke gå galt!

Prøv selv at se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=hNXHveyzUvY

Men ak, det kan gå galt, og det gør det i den indiske storfilm Endhiran, som nu kan ses på CPH:PIX her den 26. april 2011. Og det er super ærgerligt, at filmfestivalen har valgt at vise netop denne film. Jeg er, som du nok har regnet ud, stor fortaler for indiske film i danske biografer, og netop derfor er det så forbandet, at Endhiran skal fylde det store lærred i København.

Og for en gang skyld er det heller ikke en bollywoodfilm, der bliver vist, men en tamilfilm. Er man i tvivl om, hvorvidt en film er en hindifilm fra Nordindien eller en film fra det sydlige Indien, skal man bare kigge på filmens helt. Er han en lille buttet, mørkhudet mand med en ordentlig snegl af et overskæg, ja så er den god nok: så er vi i Sydindien. Og der er rigtig gode chancer for, at vi enten er i delstaten Tamil Nadu eller Andhra Pradesh, der konstant kæmper om titlen som Indiens største filmproducent.

Sådan ser en rigtig mand ud i Sydindien. Rajni på et filmset.

Indisk science fiction i den dyre ende
Filmen her lægger ikke skjul på at være et af de nyeste skud på stammen af Indiens fascination af science fiction-film. Men desværre er det svært at have en følelse af, at dette er en original film, når det kommer til det visuelle udtryk, der tydeligvis er inspireret af både I, Robot og Terminator. Desværre lever filmens CGI ikke op til nogen af de to. Og det er mærkeligt, for den har om nogen film promoveret sig på sine effekter. Hele traileren er en stor special-effect! Filmen har bestemt sine CGI-øjeblikke, men kvaliteten svinger så meget mellem gode og dårlige effekter, at det bliver en joke.

Det er ellers en dyr film. Med et budget på ca. INR 1,900,000,000 (220.400.000 kr. plus minus et par kroner) skulle filmen efter sigende være den dyreste producerede film i Indien. Og der går da heller ikke mange minutter af filmen inden vi har product-placement for både Coca-Cola og Apple-produkter.

A. R. Rahman, Daft Punk og Black Eyed Peas
Heller ikke sangene virker særlig originale, og det på trods af, at vi har med den fantastiske komponist og sangskriver A. R. Rahman at gøre. Han har skrevet megahits til film som Dil Se ..., Lagaan, Swadesh, Water, Rang de Basanti og Delhi 6. Her i vesten er han nok mest kendt for sit soundtrack til Slumdog Millionaire og 127 Hours.

En af filmens dansescener, der intet har med robotter at gøre. Men til gengæld er den optaget i Peru.

Men her i Endhiran går det helt galt: vi hører konstant forvrængede ”robotstemmer” og falder dybere ned i robot-kitsch-fælden med en Daft Punk ”Around the World” møder Black Eyed Peas-dansesekvens. Hvor slemt må det ikke stå til i indiske kultur, når man føler sig nødsaget til at kopiere Black Eyed Peas?!

Lige ved og næsten …
Som stor fortaler for indiske populærfilm er det rigtig utilfredsstillende at se en film, der på mange punkter prøver at være en amerikansk SF/actionfilm, og til tider er lige ved at lykkes. Næsten. Men her er problemet: som en, der elsker indisk film er det helt vildt utilfredsstillende at skulle synes, at filmen er næsten lige så god som en Hollywoodfilm. Indisk film kan være så meget bedre, og det er nedladende over for indisk film at skulle sammenligne dem med Hollywoodfilm. Især hvis sammenligningen falder ud til Hollywoods fordel. Den eneste måde, hvorpå man kan synes, denne film er god, er hvis man forventer, at den er underlegen Hollywood, og det er da en ret kedelig forventning at have, når man går ind og ser en film.

Historien er om muligt endnu værre
Nu tænker du måske, at det da er muligt, at jeg har overset en fantastisk handling, fordi jeg har stirret mig blind på filmens visuelle udtryk. Til det kan jeg blot svare: Nej. Men jeg har allerede skrevet alt for meget nu, så hvis du insisterer på at vide, hvor dårlig også filmens historie er, ja så må du se filmen.
Hrithik Roshan og Priyanka Chopra på plakaten til Krrish (2006)

Men jeg kan anbefale…
Hvis man kan lide beskrivelsen af Endhiran og vil se en indisk actionfilm, der kan leve op til sin hype, så skal man gå på biblio og låne Krrish (2004). Her har vi super effekter, fede stunts og filmens stjerne Hrithik Roshan skuffer aldrig med sin spændstige krop, fede dansemoves og tre tommelfingre. Hrithik Roshan med vind i håret og musklerne spændte

Kilder:
http://www.imdb.com/ http://www.bollywoodworld.com/

tirsdag den 3. august 2010

Endhiran - The Robot


Jeg har lige set et indlæg på filmsitet Twitchfilm.net om den nyeste indiske science fictionfilm, Endhiran. Og lad mig begynde med at sige, at de ser fuldstændig crazy ud! Det kan selvfølgelig godt være at jeg har fået et helt forkert indtryk af filmen, da jeg ikke fatter, hvad der bliver sagt, men alligevel: der skal godt nok noget dybsindig dialog til at redde denne her i land. Men der er også bare min forudfattede mening om sydindiske film.

Det kunne dog blive fedt nok. Der er i hvert fald store kræfter bag: special effects lavet af Stan Winston Studeo i USA og stuntkoreografi af Yuen Woo Ping, som er bag stuntsekvenser i film som The Matrix, Kill Bill og Croutching Tiger, Hidden Dragon. Og ikke mindst superstjerne Superstar, Rajinikanth og Shankar (jeg ved ikke hvem de er, men deres navne er fede!)


Fedt fjæs, Rajinikanth

Men min pointe er netop også, at dette er en tamilfilm, en sydindisk film og ikke en bollywoodfilm, som Twitch har skrevet. Dog har den Aishwarya Rai som en af hovedrollerne, men selv på trods af det og at filmen får præmiere samtidig på tamil, hindi og telugu, så er det ikke nogen bollywoodfilm.

Så frygt ikke: I kan stadigvæk med æren i behold sige offentligt, at I godt kan lide bollywoodfilm, da Endhiran er en tamilfilm. Jeg tror til gengæld, at den er så skør, at den bliver helt sjov at se. Det troede jeg også med Dus, og den var bare dårlig, men jeg har en god fornemmelse med Endhiran. Døm selv: