Anmeldelse: "The Lunchbox" (2013)

The Lunchbox præsenterer os for et stille og roligt Indien, hvor almindelig mennesker lever almindelige trivielle liv midt i Mumbais kaos og travlhed. Her er ingen action,  ingen CGI og ingen leflen for NRI-publikummet. Og det er virkelig forfriskende!

I Mumbai findes et madudbringningssystem som intet andet: Hver dag bringer ’dabba-walas’ stålmadkasser i fire lag til ca. 200.000 indere. Dabba’en (madkassen) fyldes med dampende varm hjemmelavet mad og bringes ud til de mange kontorarbejdere i millionbyen. Og der er stort set aldrig fejlleveringer. Kun én ud af seks millioner ender det gale sted, og det er denne ene fejllevering, The Lunchbox tager udgangspunkt i.

Mumbais dabbawalas, som spiller dem selv i The Lunchbox

En fejlslagen dabba-leverance forbinder en ung gift kvinde med en gnaven pensionsmoden mand. I et forsøg på at få sin ægtemands opmærksomhed giver Ila (Nimrat Kaur) sig i kast med en masse nye opskrifter og fylder sin mands dabba med himmelske retter. De ender ved en fejltagelse hos Saajan Fernandes (Irrfan Khan), og gennem små håndskrevne sedler i madkassen får de begge opfyldt deres behov for nærvær.  I stedet for at skrive om noget så uendelig kedeligt som alder, navn og status, formår de to fremmede at fortælle om det i deres hverdag, der betyder noget.

The Lunchbox er velspillet, velskrevet og præsenterer os for en væsentlig anderledes Indien, end hvad vi bollywoodfilmfans er vant til at se. Jeg elsker bollywoodgenren, men her på det sidste har der været langt mellem de gode, og de blockbustere, der har domineret (som f.eks. Dhoom:3), har været ligegyldige og hysteriske.

Et venskab vokser i et tætpakket tog.

Filmen er underspillet på trods af at de tre hovedrolleindehavere har baggrund i bollywoods mainstreamfilmindustri. Især de to herrer Irrfan Khan og Nawazuddin Siddiqui er velbevandret ud i gangster- og actionfilmgenren, så det er forfriskende at se dem vise andre talenter.

Lidt i stil med Stanley ka Dabba (Stanley’s lunchbox fra 2011), der handler om en lærer, der tvinger sine små elever til at dele deres frokost med ham, er The Lunchbox en simpel historie, der formår at vise et Indien vi sjældent ser i andre film om og fra Indien. Filmen er awesome på en dejlig stille måde.

Se The Lunchbox-traileren her

Læs mere om dabbawalas

Se Stanley ka Dabba-traileren her

Filmen vises den næste uges tid (til omkring 2. april) i bl.a. København: Empire, Grand Teatret, Dagmar, Park samt bl.a. i Bagsværd, Odense, Århus m.fl.

Filmen vises også i Snurretoppen i Store Heddinge torsdag d. 24. april, fredag d. 25., søndag d. 27. april og torsdag d. 1. og 8. maj. 

                                         

Anmeldelse: Chennai Express kan ikke holde dampen oppe

Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs

Jeg har forgæves forsøgt ikke at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.

De sidste mange år er sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af sporet.

Chennai Express er endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.

Dobbeltforvirrende bliver det også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod (undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man risikerer at blive efterladt på perronen.

Plot

Plotanslaget fejler ellers ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.

Rahul har imidlertid andre planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til Rameswaram i Tamil Nadu.

Topplan! Rahul skal bare overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.

DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)

Shah Rukh Khan fik sit store gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge, og Chennai Express virker som én stor homage til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli, Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.

Alle filmreferencerne bliver sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi, hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone spillede over for hinanden. Det var i Om Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.

Det begynder morsomt, da Rahul møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.

Med alle de referencer så er der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!

Rahul og Meena i Chennai Express.
Rahul: "I 've done this before."

Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge.

Falden-på-halen-komik og lungi-dans

Til gengæld synes jeg, at SRK leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy, da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå hinanden.

Desværre virker de sydindiske referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på mig virker det som et forsøg på at give Chennai Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis, idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers præger filmen.

”My name is Rahul, and I am not a terrorist.”

Forspildte muligheder

Instruktør Rohit Shetty forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener, der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…

Men filmen har bestemt sin charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man sagtens stige om bord på Chennai Express. Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt den et par gange.

”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”

Agneepath – Path of Fire

Agneepath version 2012

Jeg havde virkelig glædet mig til at se Agneepath: En Karan Johar-produktion, der er en genindspilning af et Bachchan-hævnerdrama fra 1990. En film der for en gangs skyld gør opmærksom på, at den er en genindspilning. Det må være Bachchan-effekten, der gør, at man ikke tør stjæle rettighederne.

Første halvdel af Karan Malhotras instruktørdebut levede også fuldt ud op til forventningerne til et rigtig godt hævndrama: Den unge Vijay (Arush Bhiwandiwala) ser folkene i sin landsby franarret deres jord af den onde Kancha (Sanjay Dutt). Kancha vil selvfølgelig ikke fortsætte med ærlig landbrugsproduktion, men vil producere kokain, som han kan sælge i Mumbais underverden. Inden dagen er omme, har Vijay set sin far bliver framed af Kancha for utilladelig omgang med en skolepige, hvilket får landsbybeboerne til at lynche faderen fra det største træ i byen. Og så ved man godt, hvad klokken er slået: Vijay skal selvfølgelig vokse op og hævne sin familie i skikkelse af Hrithik Roshan med dertilhørende muskuløse krop og store talent.

Hrithik Roshan som Vijayy Dinanath Chauhan

Stereotyperne bekræfter os i, at dette er mainstream hævnerfilm: Den sædvanlige fantastiske helteintroduktion, skønne klichéindstillinger, hvor Kancha ser rigtig ond ud (ørering, hæslige tænder, han er fed og skaldet og brugen af lys og skygge fremhæver hans ondskab), og blot Vijays navn (der betyder ’sejr’) gør det klart, at helten forhåbentlig vil sejre over skurken.

Agneepath spiller på vores primalinstinkter – det er en film berøvet for nogen form for raffinement. Det behøver et hævnerdrama heller ikke have – simpelt og primalt behøver ikke betyde dårligt. Det gør det dog desværre alligevel i Agneepath, da anden halvdel af filmen bliver alt for lang, har dårlige og unødvendige CGI-effekter, kokainen ligner sand, og den endelige opgør trækker ud i det uendelige. Katrina Kaif dukker pludselig op i et fuldstændig uprovokeret item number. Til gengæld er det skægt, at hver eneste gang, der tændes en smøg i sangen, kommer beskeden: ”Cigarette smoking is injurious to health”. Hvad med at vold, kokain, prostitution, mord og dårlig tandhygiejne? Det kan da vist heller ikke være helt sundt. Hvorfor moralisere i en film, der har til hensigt at få publikum til at svælge i  og retfærdiggøre vold?

Og så er jeg sgu lidt træt af, at det altid er indiske muslimer, der spiller skurke; det er aldrig hinduer. Og det er altid ikke-indere, der køber unge piger til prostitution.

Så på trods af en først halvdel med højt tempo og 1000 plottråde, smukke scener, fantastiske farver, godt skuespil af bl.a. Hrithik Roshan og Arush Bhiwandiwala, og stereotyper tilhørende de allerbedste genrefilm, bliver Agneepath langtrukken og klichéfyldt (på den dårlige måde). Ikke en god begynderfilm, for folk der vil prøve kræfter med hindihævnergenren. Måske originalen er et bedre bud?

Agneepath version 1990. Den ser dog lidt 70'er-agtig ud,
men det behøver ikke være et dårligt tegn.

Endhiran – Robotten, der får folk til at hade indisk film

Billede fra Endhiran med tamil megastjerne Rajni

En film om en robot, der kan skyde ud af fingrene, har overnaturlig styrke og som kan charmere den evigt skønne Aishwarya Rai, lyder for mig som den perfekte indiske film. Og det især hvis man er lidt træt af melodrama og romantik. Og når robotten så halvvejs inde i filmen bliver den sygeste bad guy, der skyder alt og alle, er involveret i biljagter, hvor alle kørertøjer eksploderer, bare man kigger på dem, kan det vel for fanden ikke gå galt!

Prøv selv at se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=hNXHveyzUvY

Men ak, det kan gå galt, og det gør det i den indiske storfilm Endhiran, som nu kan ses på CPH:PIX her den 26. april 2011. Og det er super ærgerligt, at filmfestivalen har valgt at vise netop denne film. Jeg er, som du nok har regnet ud, stor fortaler for indiske film i danske biografer, og netop derfor er det så forbandet, at Endhiran skal fylde det store lærred i København.

Og for en gang skyld er det heller ikke en bollywoodfilm, der bliver vist, men en tamilfilm. Er man i tvivl om, hvorvidt en film er en hindifilm fra Nordindien eller en film fra det sydlige Indien, skal man bare kigge på filmens helt. Er han en lille buttet, mørkhudet mand med en ordentlig snegl af et overskæg, ja så er den god nok: så er vi i Sydindien. Og der er rigtig gode chancer for, at vi enten er i delstaten Tamil Nadu eller Andhra Pradesh, der konstant kæmper om titlen som Indiens største filmproducent.

Sådan ser en rigtig mand ud i Sydindien. Rajni på et filmset.

Indisk science fiction i den dyre ende
Filmen her lægger ikke skjul på at være et af de nyeste skud på stammen af Indiens fascination af science fiction-film. Men desværre er det svært at have en følelse af, at dette er en original film, når det kommer til det visuelle udtryk, der tydeligvis er inspireret af både I, Robot og Terminator. Desværre lever filmens CGI ikke op til nogen af de to. Og det er mærkeligt, for den har om nogen film promoveret sig på sine effekter. Hele traileren er en stor special-effect! Filmen har bestemt sine CGI-øjeblikke, men kvaliteten svinger så meget mellem gode og dårlige effekter, at det bliver en joke.

Det er ellers en dyr film. Med et budget på ca. INR 1,900,000,000 (220.400.000 kr. plus minus et par kroner) skulle filmen efter sigende være den dyreste producerede film i Indien. Og der går da heller ikke mange minutter af filmen inden vi har product-placement for både Coca-Cola og Apple-produkter.

A. R. Rahman, Daft Punk og Black Eyed Peas
Heller ikke sangene virker særlig originale, og det på trods af, at vi har med den fantastiske komponist og sangskriver A. R. Rahman at gøre. Han har skrevet megahits til film som Dil Se ..., Lagaan, Swadesh, Water, Rang de Basanti og Delhi 6. Her i vesten er han nok mest kendt for sit soundtrack til Slumdog Millionaire og 127 Hours.

En af filmens dansescener, der intet har med robotter at gøre. Men til gengæld er den optaget i Peru.

Men her i Endhiran går det helt galt: vi hører konstant forvrængede ”robotstemmer” og falder dybere ned i robot-kitsch-fælden med en Daft Punk ”Around the World” møder Black Eyed Peas-dansesekvens. Hvor slemt må det ikke stå til i indiske kultur, når man føler sig nødsaget til at kopiere Black Eyed Peas?!

Lige ved og næsten …
Som stor fortaler for indiske populærfilm er det rigtig utilfredsstillende at se en film, der på mange punkter prøver at være en amerikansk SF/actionfilm, og til tider er lige ved at lykkes. Næsten. Men her er problemet: som en, der elsker indisk film er det helt vildt utilfredsstillende at skulle synes, at filmen er næsten lige så god som en Hollywoodfilm. Indisk film kan være så meget bedre, og det er nedladende over for indisk film at skulle sammenligne dem med Hollywoodfilm. Især hvis sammenligningen falder ud til Hollywoods fordel. Den eneste måde, hvorpå man kan synes, denne film er god, er hvis man forventer, at den er underlegen Hollywood, og det er da en ret kedelig forventning at have, når man går ind og ser en film.

Historien er om muligt endnu værre
Nu tænker du måske, at det da er muligt, at jeg har overset en fantastisk handling, fordi jeg har stirret mig blind på filmens visuelle udtryk. Til det kan jeg blot svare: Nej. Men jeg har allerede skrevet alt for meget nu, så hvis du insisterer på at vide, hvor dårlig også filmens historie er, ja så må du se filmen.
Hrithik Roshan og Priyanka Chopra på plakaten til Krrish (2006)

Men jeg kan anbefale…
Hvis man kan lide beskrivelsen af Endhiran og vil se en indisk actionfilm, der kan leve op til sin hype, så skal man gå på biblio og låne Krrish (2004). Her har vi super effekter, fede stunts og filmens stjerne Hrithik Roshan skuffer aldrig med sin spændstige krop, fede dansemoves og tre tommelfingre. Hrithik Roshan med vind i håret og musklerne spændte

Kilder:
http://www.imdb.com/ http://www.bollywoodworld.com/

Hindi-remake af danske Pusher

Så har de gjort det igen, Indien. Lavet en genindspilning af en udenlandsk film. Men denne gang ser det ud til, at de har betalt for det til en dansker. Nicolas Winding Refns Pusher fra 1996 er nu en hindifilm.



Filmen er omskrevet og instrueret af Assad Raja, som er forholdsvis ny i filmbranchen. Før han skrev, instruerede og spillede i Pusher har han haft et par roller i forskellige tv-produktioner bl.a. i den engelske tv-serie The Bill fra 1984. Filmens kvindelige stjerne har tilgengæld 32 film på bagen i diverse indiske produktioner, bl.a. som heltinden overfor Shah Rukh Khan i Pardes. En af de andre af filmens stjerne er også vant til at omgås de helt store, så som Meatloaf. Jo jo.

På filmens egen hjemmeside (pushermovie.com) beskrives filmen som en 100% "Brit-film shot in Hindi". Dvs. at filmen er lavet af et "100% europæisk crew" i England, London og the Midlands. Jeg ved ikke helt, hvorfor de fokuserer så meget på, at filmen er 100% europæisk, men det må betyde noget godt, da filmen (ifølge den egen hjemmeside) beskrives som "the most exciting, violent and innovative Indian gangster film ever made". Holdda op. Det var da vildt. Og det er helt uden sang og dans, så en bollywoodfilm er det ikke.



Men om det her i virkeligheden er en nyhed, det kan jeg ikke rigtig lure. På imdb står der godt nok 2010 lige som der gør det på filmens hjemmeside. Men BBC skrev om filmen i 2008, og fik det til at lyde som om, den havde præmiere dér.

Så hold vejret for her i 2010 kommer Indiens vildeste gangsterfilm!

Links:
www.pushermovie.com
http://twitchfilms.net/interviews/2010/05/a-conversation-with-nicolas-winding-refn.php

Filmfare Awards 2010 - resultater

Kære læser

I går aftes blev den 55. Filmfare Award holdt, og som forudset blev filmen 3 Idiots en af de helt store vindere. Men også Delhi 6 fik en del priser med hjem. Og i Indien kan en pris åbenbart godt deles som da to forskellige sangeinder fik prisen for bedste playbacksangerinde for hver deres sang fra hver deres film.

Her kan du se nogle af vinderne:



Bedste Skuespiller: Amitabh Bachchan for hans rolle i Paa

Bedste Skuespillerinde: Vidya Balan- Paa

Bedste Instruktør: Rajkumar Hirani- 3 Idiots

Mest Populære Film: 3 Idiots

Bedste Dialog: 3 Idiots

Bedste Manuskript: 3 Idiots

Bedste Historie: 3 Idiots

Bedste Birolleskuespiller: 3 Idiots

Bedste Musik: A.R. Rahman - Delhi 6

Bedste playbacksangerinde: Rekha Bhardwaj - "Genda phool" fra Delhi 6 og Kavita Seth -"Iktara" fra Wake Up Sid

Bedste Playbacksanger: Mohit Chauhan -"Masakali" fra Delhi 6

Se nyhedsindslag om Filmfare Awards 2010:
http://www.youtube.com/watch?v=CCBfIcg_RBM

Abu Dhabi er vært for Shah Rukh Khan

I går (onsdag d. 10. februar, 2010) fik My Name Is Khan verdenspræmiere i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater, og det var selvfølgelig med Mr. Khan himself som æresgæst.

I dag begynder Berlins store filmfestival, Berlinalen, og det er på denne festival, at Karan Johars nye storfilm My Name Is Khan får Europapræmiere. Det gør den i morgen fredag d. 12. februar, men allerede i går blev den vist i Abu Dhabi.

På the Emirates Palace Hotel blev filmen vist i hotellets auditorium, og der var intet mindre end 1200 mennesker, der havde fået billetter til filmen. Men endnu flere var selvfølgelig mødt op for at få et glimt af megastjernen Shah Rukh Khan, der gav interviews til journalister på den røde løber.

Og ikke nok med at filmen har et stjernehold bag sig, den er også den første hindifilm, der vil blive vist i 65 lande, fortæller Vijay Singh som er chief executive officer for Fox Stat Studios. Filmen foregår blandt andet i USA og er filmet på 250 forskellige locations inklusiv San Francisco og mange andre steder i USA. Men også i Mumbai, Indiens filmby nr. 1, der er kendt for sine enorme og spektakulære filmsets.

Så det er en stor produktion, og jeg forventer mig meget af filmen, som jeg selvfølgelig skal ind og se på lørdag i Bremen teater i København.

I skal nok komme til at høre, hvordan det går.

kilder: thenational.ae og berlinale.de

My Name Is Khan

Så kan du se Shah Rukh Khan og Kajol i filmen My Name Is Khan i biffen. Der er på lørdag d. 13. februar i teatret BREMEN i København.












Filmen handler om muslimen Rizwan Khan (Shah Rukh Khan), der gifter sig af kærlighed med hinduen Mandira (Kajol). De bor i San Francisco, og da 11. september rammer USA, får det forfærdelige konsekvenser for Rizwan. Da han bliver tilbageholdt i Los Angeles lufthavn, mistænkt for terrorisme, kommer hans forhold til Mandira på en alvorlig prøve. Rizwan begiver sig ud på en rejse for at møde USA's præsident, for at rense sit navn og for at redde sit ægteskab.

Filmen er instrueret af Karan Johar, der mange gange før har arbejdet sammen med Shah Rukh Khan. Som instruktør har Johar arbejdet sammen med Khan i Kuch Kuch Hota Hai (1998), Kabhi Khushi Kabhie Gham... (2001) og Kabhi Alvida Naa Kehna (2006). Som producer har Johar blandt andet arbejdet med Khan i en af mine yndlingsfilm Kal Ho Naa Ho (2003).

Shah Rukh Khan og Kajol har også før arbejdet sammen. Første gang var i filmen Baazigar (1993), men det er mest for filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge (1995) de to huskes som romantiske hovedpersoner. Siden har de spillet over for hinanden i Kuch Kuch Hota Hai (1998) og Kabhi Khushi Kabhie Gham... (2001).

Nu har jeg ikke set My Name Is Khan endnu, men jeg vil alligevel anbefale dig at tage ind og se den på lørdag. Det meste af det Johan rør ved bliver til guld, og med Khan og Kajol sammen igen i et kærlighedsdrama, der viser konsekvenserne af at være muslim i den vestlige verden efter 11. september, kan det da ikke gå galt.

Velkommen til bollywoodfilm

Kære læser
Velkommen til min blog om bollywoodfilm.
Her på siden vil du kunne læse rigtig meget om den indiske filmindustri og blive opdateret med, hvad der sker af bollywoodfilm-relaterede begivenheder i Danmark.

Jeg glæder mig til at fortælle dig om bollywoodfilm, og jeg håber på, at du vil kommenterer og debattere med mig.

God fornøjelse.