Anmeldelse: Chennai Express kan ikke holde dampen oppe

Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs

Jeg har forgæves forsøgt ikke at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.

De sidste mange år er sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af sporet.

Chennai Express er endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.

Dobbeltforvirrende bliver det også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod (undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man risikerer at blive efterladt på perronen.

Plot

Plotanslaget fejler ellers ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.

Rahul har imidlertid andre planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til Rameswaram i Tamil Nadu.

Topplan! Rahul skal bare overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.

DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)

Shah Rukh Khan fik sit store gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge, og Chennai Express virker som én stor homage til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli, Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.

Alle filmreferencerne bliver sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi, hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone spillede over for hinanden. Det var i Om Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.

Det begynder morsomt, da Rahul møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.

Med alle de referencer så er der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!

Rahul og Meena i Chennai Express.
Rahul: "I 've done this before."

Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge.

Falden-på-halen-komik og lungi-dans

Til gengæld synes jeg, at SRK leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy, da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå hinanden.

Desværre virker de sydindiske referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på mig virker det som et forsøg på at give Chennai Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis, idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers præger filmen.

”My name is Rahul, and I am not a terrorist.”

Forspildte muligheder

Instruktør Rohit Shetty forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener, der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…

Men filmen har bestemt sin charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man sagtens stige om bord på Chennai Express. Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt den et par gange.

”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”

Ra.One – genren er ikke science fiction, men masala!

En megaskurk fra et computerspil træder ud af spillet og dræber alle på sin vej i jagten på en lille dreng. En kvinde skriver en bog om, hvordan man omskriver alle kvindenedgørende bandeord om til mandenedgørende, og en penispiercing skaber ude-af-kontekst homoerotisk ’komik’. Årets science fiction-film. For børn. Nej, for voksne. Nej…

I går aftes fik jeg endelig set Ra. One – Shah Rukhs seneste science fiction-actionbrag. Godt nok 5 måneder efter premieren, men som du nok har opdaget, er det ikke altid de nyeste film, jeg anmelder. Nå, men efter at have set teasere, trailere og andet fantastisk pr-materiale i et halvt år op til premieren, var jeg virkelig spændt på Indiens nye stil inden for genrefilm – action og science fiction.

http://www.youtube.com/watch?v=yCtcNKb5RzA

Jeg havde ikke læst noget om filmen, så jeg vidste kun, hvad traileren havde vist: mega-action, science-fiction og superfede effekter. Det viste sig dog også at holde vand. Handlingen derimod…

Find og tilintetgør Lucifer
Shekhar (Shah Rukh Khan) udvikler computerspil, og på trods af hvad der ligner en fantastisk karriere (kæmpe huse i hhv. London og Mumbai, biler og privatskole til sønnike), så synes sønnen Prateek (Armaan Verma) ikke, at hans far er cool. På Prateeks opfordring udvikler Shekhar et spil med den ultimative skurk Ra.One, og sønnen synes nu, hans far er cool. Og da spillet udgives, bliver der ikke sparet på festlighederne i firmaet. Mens alle drikker, danser og synger – det er selvfølgelig Shekhar og hustruen Sonia (Kareena Kapoor) der står i spidsen – har Prateek (hvis screen name er Lucifer) fået lov til at prøve spillet, og af årsager jeg ikke forstod, bliver Ra.One bragt fra spillet og ud i virkeligheden (uden nogen opdager det), og nu er det så er hans mission at finde og tilintetgøre Lucifer.

Fra sangen "Chammak Challo" sunget af Akon

Taxabøller og tamilsk Megastar
Det siger sig selv, at Ra.One skal destrueres og hvem bedre til at gøre det end spillets helt G.One, der nu også bringes til live. Efter et par hæsblæsende, og meget velproducerede jagt- og kampscener i London, går turen til Mumbai.

Og her kommer så et af filmens absurde scener. De er ikke mere end lige kommet ud af lufthavnsbygningen, da de bliver truet af en flok lokale taxachauffører. Efter at G.One har kastet rundt med de lokale taxabøller, som selvfølgelig alle er udstyret med sværd i alle afskygninger, suser en bil med nummerpladen ’Superstar’ ind på pladsen foran lufthavnen. Bilen er selvfølgelig magnetisk, så alle våbnene havner henne på bilen.

Og det lader til, at bilens fører ikke er hvem som helst: Bøllerne er tydeligvis rædselsslagene for ham, og da han har sat sine sorte Nike-støvler solidt på jorden, stikker alle af. Og så stiger selveste Megastar ud af bilen. Altså skuespilleren Rajnikanth også kaldet Megastar. Og her set det ud til, at han spiller sig selv, for alle på pladsen genkender ham og hilser ærbødigt med sammenklappede hænder (dog kalder de ham Superstar og ikke Megastar).

Men hvad er nu det?! Megastar spiller alligevel ikke sig selv, men robotten Chitti fra Megastars egen tamilfilm Endhiran. Så her har vi altså både en reference til virkelighedes stjerne samt til en fiktiv figur i en tamilfilm. Chitti og G.One har en lille solbrille-battle, og så er den scene er færdig!

http://www.youtube.com/watch?v=l2RPAk2Tipw

I modsætning til den netop beskrevne scene, kan jeg godt lave overgange, og Megastars pludselige tilstedeværelse bringer mig videre til det faktum, at det lader til, at familien Shekhar er fra Tamil Nadu. Jeg forstod aldrig, hvorfor de skal forestille at være tamilere, når de taler hindi, men sådan er der så meget.

Fremtid møder fortid
Som så mange andre science fiction-film møder fremtiden fortiden. Her møder moderne teknologi den indiske mytologi. Ra.One (udtales Ravaan) repræsenterer selvfølgelig antagonisten Ravaan i den store hindumytologi The Ramayna. G.One (udtales jeevan, der betyder ’liv’ på hindi) er selvfølgelig den perfekte helt, der kæmper bravt for at redde Prateek.

Science fiction? Action? Masala!
Men tilbage til det der med, hvem der egentlig er målgruppen for denne film. Jeg synes, traileren lagde op til en film, der ikke var en børnefilm, men Ra.One havde (mange!!) scener, der hørte til i en børnefilm. Til gengæld var der også scener, der bestemt ikke havde børn som målgruppe. Så var der også den sædvanlige falden-på-halen-komik, det romantiske plot samt tåbelig homoerotisk ’komik’. I begyndelsen af filmen var også en ret pludselig reference til klassikeren Kuch Kuch Hota Hai, så jeg må konkludere at på trods af, at jeg havde fået indtryk af, at Indien var begyndt at lave hardcore genrefilm, så er Ra.One masala med action, kærlighed, sang og dans, cameos, børn, gamle, modernitet og traditioner. Hvis du har det i tankerne, når du sætter Ra.One på, så er det en action-packed film, der med sine absurditeter og barnlige elementer er ret underholdende

Filmanmeldelse: My Name Is Shah Rukh, and I Am Not a Terrorist

Sikken en god oplevelse det var at se My Name Is Khan i går! I skulle have været der. Eller måske var I der og er enten enige eller uenige med mig. Det vil vise sig.

Bedre end en spansk sæbeopera

Jeg havde min veninde med i biffen i går. Min veninde som aldrig før havde set en hindifilm, og My Name Is Khan skulle være den første. Og sikken en god start hun fik. Det der overraskede hende mest var, at skuespillet rent faktisk var godt. Jeg kunne jo godt have fortalt hende, at når vi har med Shah Rukh, Kajol og Karan Johar at gøre, kan det ikke gå galt (hvilket jeg vidst egentlig også havde gjort), men nogle gange skal man se det med egne øjne.

Hun havde forventet, at skuespillet ville være dårligt som i en spansk soap opra, hvad så end det betyder. Men det var virkelig godt spillet af alle. Shah Rukh er mesterlig og yderst overbevisende som en mand med aspergers syndrom. Kajol er sød, sjov og smuk og spiller rigtig godt. Ikke på den der hysteriske filmy måde som hun gør i Kabhi Khushi Kabhi Gham ..., hvor hun er så skabet, at jeg i hvert fald må krumme tær, og det på trods af, at jeg synes, det er en god film. Men i filmen i går var hun rigtig god.

Da filmen begynder ser vi en voksen Riswan Khan, der bliver tilbageholdt i en amerikansk lufthavn mistænkt for at være terrorist. Han er i begyndelsen af sin rejse gennem USA for at fortælle præsidenten, at han ikke er terrorist og for at redde sit ægteskab. Det meste af filmen er et flashback, som går tilbage til Riswans barndom, hvor Riswan kun en dreng, som vokser op i Indien med aspergers syndrom.

De to forskellige børneskuespillere, som spiller Riswan, er også virkelig overbevisende, hvilket ikke altid er tilfældet med børneskuespillere (hverken i Indien eller i Danmark). Riswan bliver elsket af sin mor, der bruger så meget tid på ham, at Riswans storebror føler sig overset, og den dag storebroren bliver 18 tager han til USA. Da moderen dør rejser Riswan over for at bo hos sin storebror og hans kone.

Og USA spiller en rigtig stor rolle i filmen. Siden 1990'erne har en stigende mængde film henvendt sig til NRIs (Non-Resident Indians); indere, som ikke bor i Indien, men blandt andet i England, Canada, Australien og ikke mindst USA. Og den slags film handler oftest om, hvordan man kan integrere sig i et vestligt samfund samtidig med, at man beholder sin indiske identitet. Og på en måde skiller denne film sig ikke synderligt ud fra den formel. Som i så mange andre film er USA mulighedernes land, hvor Riswan, Mandira og andre kan få alle drømme opfyldt, hvis de bare arbejder hårdt.

Og det går rigtig godt. lige ind til 11. september 2001.

Alle med indisk, pakistansk, arabisk baggrund bliver mistænkeliggjort og skaber utryghed blandt de hvide amerikanere. Riswans svigerinde får revet sit tørklæde af på sin arbejdsplads, butikker bliver smadret, folk bliver overfaldet, og Mandira må lukke sin ellers succesrige frisørsalon på grund af sit muslimske efternavn.

Jeg synes, det er en god og hjerteskærende skildring af, hvordan nogle oplevede tiden efter 9/11. Riswans bror fortæller sin kone, at hun skal lægge tørklædet, for som han siger "God will understand. These people won't." Denne scene er blot en af mange, der skildre muslimer og islam som ikke-fanatiske.

Og det er selvfølgelig også filmens budskab. Ud over at være en skildring af, hvordan det kan være at være muslim i vesten efter 9/11, er det selvfølgelig også at fremstille hovedparten af de muslimer, som bor i vesten, som fredssøgende, tolerante mennesker, der bare vil leve i harmoni med de samfund, som omgiver dem, og have lov til at praktisere deres religion i fred.

I My Name Is Khan bliver USA symbolet på alt det onde og alt det gode, som mennesket kan indeholde. Khans rejse gennem USA bliver til tider som en eventyrrejse, da han møder forskellige folk på sin vej, der hver især gør indtryk på Khan. Så filmen bliver en blanding af et realistisk drama og en eventyrlig rejse.

Filmen har ikke de traditionelle sang-og-dansescener, som Bollywoodfilm altid har, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt have bruge 5-6 sang-og-dansescener, hvor igennem storladne følelser kunne udtrykkes. Vi får masser af følelser og melodrama på melodrama ... på melodrama, men det er tydeligt, at filmen også er stilet mod et vestligt publikum. Og af uforklarlige årsager har et vestligt publikum svært ved at kapere et seriøst drama kombineret med musicalsekvenser. Med mindre filmen er en musical, selvfølgelig.

My Name Is Khan er en seriøs film, der behandler et meget seriøst emne. Men på trods af det er det en meget humoristisk og rørende film, der på det varmeste kan anbefales. Det er rart at se én af de store Khans, der ikke prøver at retfærdiggøre terrorisme, som Shah Rukh Khans efternavnebror Aamir Khan, der i både Rang De Basanti (2006) og Fanaa (2006), synes at retfærdiggøre terrorisme, hvis bare man gør det af kærlighed til sit land.

My Name Is Khan har da også sine problemer, men de er af en helt anden karakter. Hele Wilhemina-uvejrsscenen er tydeligvis lavet i et studie med dårlig CGI, og det er en fuldstændig unødvendig måde at proppe ekstra plot ind i filmen på. Bollywoodfilm er kendt for sine mange plotlag, og det er da også fint nok, at Khan møder de her flinke afro-amerikanene i Georgia, der først hjælper ham, for at han senere skal trodse en storm af orkanstyrke for at redde dem og hele deres landsby. Det hører ligesom Bolly-genren til. Men derfor kunne Karan Johar godt have gjort det lidt bedre på det punkt.

Men det er også stort set mit eneste kritikpunkt af denne film. Den er præcis, hvad jeg forventede og håbede: SRK og Kajol sammen i en dejlig film om tolerance, had og kærlighed, med drama, drama og så lige lidt mere drama.

Lad mig slutte med et citat fra Information: Shah Rukh Khan "spiller, så man tror, det er løgn. Filmen er på alle måder for meget, men hvordan kan man lade være med at elske den?" Så kan du lide storslået hindifilm eller blot vil se Indiens megastjerne giver Rainman baghjul med skuespil i verdensklasse, så vil jeg på det varmeste anbefale My Name Is Khan. Dejligt med en indisk Khan, der ikke glorificerer terrorisme.