Sikken en god oplevelse det var at se My Name Is Khan i går! I skulle have været der. Eller måske var I der og er enten enige eller uenige med mig. Det vil vise sig.
Bedre end en spansk sæbeopera
Jeg havde min veninde med i biffen i går. Min veninde som aldrig før havde set en hindifilm, og My Name Is Khan skulle være den første. Og sikken en god start hun fik. Det der overraskede hende mest var, at skuespillet rent faktisk var godt. Jeg kunne jo godt have fortalt hende, at når vi har med Shah Rukh, Kajol og Karan Johar at gøre, kan det ikke gå galt (hvilket jeg vidst egentlig også havde gjort), men nogle gange skal man se det med egne øjne.
Hun havde forventet, at skuespillet ville være dårligt som i en spansk soap opra, hvad så end det betyder. Men det var virkelig godt spillet af alle. Shah Rukh er mesterlig og yderst overbevisende som en mand med aspergers syndrom. Kajol er sød, sjov og smuk og spiller rigtig godt. Ikke på den der hysteriske filmy måde som hun gør i Kabhi Khushi Kabhi Gham ..., hvor hun er så skabet, at jeg i hvert fald må krumme tær, og det på trods af, at jeg synes, det er en god film. Men i filmen i går var hun rigtig god.
Da filmen begynder ser vi en voksen Riswan Khan, der bliver tilbageholdt i en amerikansk lufthavn mistænkt for at være terrorist. Han er i begyndelsen af sin rejse gennem USA for at fortælle præsidenten, at han ikke er terrorist og for at redde sit ægteskab. Det meste af filmen er et flashback, som går tilbage til Riswans barndom, hvor Riswan kun en dreng, som vokser op i Indien med aspergers syndrom.
De to forskellige børneskuespillere, som spiller Riswan, er også virkelig overbevisende, hvilket ikke altid er tilfældet med børneskuespillere (hverken i Indien eller i Danmark). Riswan bliver elsket af sin mor, der bruger så meget tid på ham, at Riswans storebror føler sig overset, og den dag storebroren bliver 18 tager han til USA. Da moderen dør rejser Riswan over for at bo hos sin storebror og hans kone.
Og USA spiller en rigtig stor rolle i filmen. Siden 1990'erne har en stigende mængde film henvendt sig til NRIs (Non-Resident Indians); indere, som ikke bor i Indien, men blandt andet i England, Canada, Australien og ikke mindst USA. Og den slags film handler oftest om, hvordan man kan integrere sig i et vestligt samfund samtidig med, at man beholder sin indiske identitet. Og på en måde skiller denne film sig ikke synderligt ud fra den formel. Som i så mange andre film er USA mulighedernes land, hvor Riswan, Mandira og andre kan få alle drømme opfyldt, hvis de bare arbejder hårdt.
Og det går rigtig godt. lige ind til 11. september 2001.
Alle med indisk, pakistansk, arabisk baggrund bliver mistænkeliggjort og skaber utryghed blandt de hvide amerikanere. Riswans svigerinde får revet sit tørklæde af på sin arbejdsplads, butikker bliver smadret, folk bliver overfaldet, og Mandira må lukke sin ellers succesrige frisørsalon på grund af sit muslimske efternavn.
Jeg synes, det er en god og hjerteskærende skildring af, hvordan nogle oplevede tiden efter 9/11. Riswans bror fortæller sin kone, at hun skal lægge tørklædet, for som han siger "God will understand. These people won't." Denne scene er blot en af mange, der skildre muslimer og islam som ikke-fanatiske.
Og det er selvfølgelig også filmens budskab. Ud over at være en skildring af, hvordan det kan være at være muslim i vesten efter 9/11, er det selvfølgelig også at fremstille hovedparten af de muslimer, som bor i vesten, som fredssøgende, tolerante mennesker, der bare vil leve i harmoni med de samfund, som omgiver dem, og have lov til at praktisere deres religion i fred.
I My Name Is Khan bliver USA symbolet på alt det onde og alt det gode, som mennesket kan indeholde. Khans rejse gennem USA bliver til tider som en eventyrrejse, da han møder forskellige folk på sin vej, der hver især gør indtryk på Khan. Så filmen bliver en blanding af et realistisk drama og en eventyrlig rejse.
Filmen har ikke de traditionelle sang-og-dansescener, som Bollywoodfilm altid har, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt have bruge 5-6 sang-og-dansescener, hvor igennem storladne følelser kunne udtrykkes. Vi får masser af følelser og melodrama på melodrama ... på melodrama, men det er tydeligt, at filmen også er stilet mod et vestligt publikum. Og af uforklarlige årsager har et vestligt publikum svært ved at kapere et seriøst drama kombineret med musicalsekvenser. Med mindre filmen er en musical, selvfølgelig.
My Name Is Khan er en seriøs film, der behandler et meget seriøst emne. Men på trods af det er det en meget humoristisk og rørende film, der på det varmeste kan anbefales. Det er rart at se én af de store Khans, der ikke prøver at retfærdiggøre terrorisme, som Shah Rukh Khans efternavnebror Aamir Khan, der i både Rang De Basanti (2006) og Fanaa (2006), synes at retfærdiggøre terrorisme, hvis bare man gør det af kærlighed til sit land.
My Name Is Khan har da også sine problemer, men de er af en helt anden karakter. Hele Wilhemina-uvejrsscenen er tydeligvis lavet i et studie med dårlig CGI, og det er en fuldstændig unødvendig måde at proppe ekstra plot ind i filmen på. Bollywoodfilm er kendt for sine mange plotlag, og det er da også fint nok, at Khan møder de her flinke afro-amerikanene i Georgia, der først hjælper ham, for at han senere skal trodse en storm af orkanstyrke for at redde dem og hele deres landsby. Det hører ligesom Bolly-genren til. Men derfor kunne Karan Johar godt have gjort det lidt bedre på det punkt.
Men det er også stort set mit eneste kritikpunkt af denne film. Den er præcis, hvad jeg forventede og håbede: SRK og Kajol sammen i en dejlig film om tolerance, had og kærlighed, med drama, drama og så lige lidt mere drama.
Lad mig slutte med et citat fra Information: Shah Rukh Khan "spiller, så man tror, det er løgn. Filmen er på alle måder for meget, men hvordan kan man lade være med at elske den?" Så kan du lide storslået hindifilm eller blot vil se Indiens megastjerne giver Rainman baghjul med skuespil i verdensklasse, så vil jeg på det varmeste anbefale My Name Is Khan. Dejligt med en indisk Khan, der ikke glorificerer terrorisme.
