Delhi-6: stemningsbilleder af Indien

På trods af sine mange bollywoodklicheer er Delhi-6 en rørende fortælling om et moderne, men gammeldags Indien, hvis største fjende ikke længere er Pakistan, men inderne selv. En række poetiske billeder af Indien set gennem øjnene på en amerikansk inder, der vender hjem.

Roshan med sin Didi og skøre aunties.

I løbet af de seneste måneder har jeg set mange hindifilm. Virkelig mange hindifilm. Jeg tænkte, det var på tide at opdatere mit repertoire, så jeg reserverede 32 film på biblioteket, og så gik jeg ellers bare i gang.

Og hold da op, hvor har jeg set mange skodfilm! Det virker som om, at dem der sidder rundt omkring på landets biblioteker og køber bollywoodfilm ind, ikke rigtig ved, hvad det er, de køber. Der var bl.a. Sssshhh... (2003), Contract (2008) og Shakti (2002). Men dem skal jeg nok komme tilbage til en anden gang. Filmene, ikke bibliotekarerne.

I dag vil jeg skrive om en god film: Delhi-6.

Et stemningsbillede af Indien
For en gangs skyld har vi med en hindifilm at gøre, der ikke har 700 plottråde inden for de første 5 minutter. Det kan absolut have sin charme som for eksempel i klassikeren Amar Akbar Anthony (1979). Vi er ikke mere end 10 sekunder inde i filmen, da en far og husbond løslades fra fængsel og vender hjem til sin familie blot for at finde ud af, at hans elskede hustru er ved at dø af tuberkulose, og hans tre små drenge leger med våben. Og ikke nok med det, så har han siddet i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Så er scenen sat for 184 minutters drama med drama på.

Delhi-6 er en helt anden slags film. Den har kun ét plot, og er måske mere et stemningsbillede af Indien, end den er et plotdrevent melodrama. Vi skal nok få vores melodramatiske slutning, men selve filmen er rolig, og A.R. Rahmans fantastiske musik bidrager til en afdæmpet stemning. Vi har heller ikke de sædvanlige sang-og-dansescener, men korte sange og melodier, der skaber stemning, og kun i enkelte øjeblikke bruges som i en traditionel bollywoodfilm.

Roshan (Abhiskek Bachchan) og Annapurna Mehra (Waheeda Rehman)

En typisk NRI-film … og dog
Det er en af de der NRI-film, om en familie indere, der bor i vesten (som så mange gange før er det New York City), og modvilligt vender tilbage til Indien for at ordne noget. Her har vi en bedstemor (Waheeda Rehman), der er syg og vil hjem til Indien og dø. Hendes fortravlede søn vil ikke følge hende til det gamle land, men barnebarnet Roshan (Abhishek Bachchan) melder sig frivilligt til at tage med.

Så er scenen sat for alle de klicheer, vi altid ser i NRI-filmene: den vestlig-fødte unge inder, der render rundt med solbriller og mobiltelefon og som er totalt distanceret fra det hele. Roshan synes, Indien er et mærkeligt land, hvor han absolut ikke føler sig hjemme, og for ligesom at være sikker på, vi har forstået, hvor fremmedgjort han er, render han rundt og tager billeder på sin mobil af alt og alle, samtidig med at han nægter at spise alle de gudsgivne søde sager, som folk byder ham.

Som mange andre NRI-film, så giver Delhi-6 et billede af, hvad Indien er, og det er ikke kun teater om guderne, lækker mad og håbløs trafik. Delhi-6 kritiserer også Indiens korruption og magtmisbrug, der spilles billard i stedet for karam-board og det udstilles, hvor tåbeligt det er, at al trafik skal gå i står, når en hellig ko skal føde midt på kørebanen. Derudover lader Roshan sin familie forstå, hvor latterligt han synes det er, at han skal vaskes efter mødet med en lavere kaste.

Den lavkastede kvinde Jalebi (Divya Dutta)

The Black Monkey
Allerede da Roshan og Didi ankommer i lufthavnen, bliver vi introduceret for breaking news-historien om The Black Monkey. Som handlingen skrider fremad, spiller den sorte abe en større rolle, og filmen fortæller sin historie om Indien gennem Roshans oplevelser af og i Indien, historien om den sorte abe samt en stor teaterforestilling baseret på Ramayana’en – hinduernes store episke mytefortælling om mennesker og guder. Frygten for den sorte abe kommer til at splitte det hyggelige nabolag, i Delhis gamle bydel, i hinduer og muslimer. Det ellers så rare nabolag, hvor alle handler og snakker med alle, bliver en slagmark, og da Roshan er både muslim og hindu, får filmens protagonister stridighederne at føle på egen krop. Og det bliver for meget for selv den patriotiske bedstemor, der i filmens mest rørende scene erklære, at her vil hun ikke dø: hun vil hjem til USA.

Der blev jeg rørt og imponeret på samme tid: imponeret, fordi aldrig før har jeg set en hindifilm, der ikke konkludere at Indien er det bedste sted i verden for alle uanset, hvilke problemer der nu engang er. I ca. 2 minutter blev Indien præsenteret som en skuffelse for en NRI, en skuffelse så hjerteskærende, som den kun kan være for den, der elsker Indien allermest. Men ak, glæden var kort. For Roshan (der ellers var på vej til USA – for han havde fået nok) pludselig synes, Indien er det mest fantastiske sted i verden, og han vil ikke rejse nogen steder. Nu er han selvfølgelig også blevet forelsket og ofrer sig for kærligheden. Kærligheden til kvinden, han elsker, og til sit land. Filmen slutter da også lidt corney, da det fortælles, at den sorte abe ikke er en trussel ude fra, men en trussel inde i os selv.

Roshan med Bittu (Sonam Kapoor)

Romantisering af terrorisme
Instruktøren er Rakeysh Omprakash Mehra, og da jeg fandt ud af, at hans sidste film var Rang de Basanti (2006), blev jeg lidt skeptisk. Jeg er ærlig talt dødtræt (undskyld ordspillet) af film om terrorisme, og Rang de Basanti var en af de tåbeligste af slagsen. Så jeg frygtede, at også denne film skulle være endnu en romantisering af terrorisme. En film, hvis morale er, at hvis man slår ihjel for sit land, er man ikke terrorist. Men det lader til, at det var Aamir Khans bidrag til filmen, for det var heldigvis ikke moralen i Delhi-6.

Sonam Kapoor sammen med instruktør Rakeysh Omprakash Mehra

Delhi-6 er en rolig og velproduceret fortælling, der på trods af klicheerne formår at levere en rørende fortælling om et moderne, men traditionelt og gammeldags Indien, der trods alt er værd at leve i.

Filmanmeldelse: My Name Is Shah Rukh, and I Am Not a Terrorist

Sikken en god oplevelse det var at se My Name Is Khan i går! I skulle have været der. Eller måske var I der og er enten enige eller uenige med mig. Det vil vise sig.

Bedre end en spansk sæbeopera

Jeg havde min veninde med i biffen i går. Min veninde som aldrig før havde set en hindifilm, og My Name Is Khan skulle være den første. Og sikken en god start hun fik. Det der overraskede hende mest var, at skuespillet rent faktisk var godt. Jeg kunne jo godt have fortalt hende, at når vi har med Shah Rukh, Kajol og Karan Johar at gøre, kan det ikke gå galt (hvilket jeg vidst egentlig også havde gjort), men nogle gange skal man se det med egne øjne.

Hun havde forventet, at skuespillet ville være dårligt som i en spansk soap opra, hvad så end det betyder. Men det var virkelig godt spillet af alle. Shah Rukh er mesterlig og yderst overbevisende som en mand med aspergers syndrom. Kajol er sød, sjov og smuk og spiller rigtig godt. Ikke på den der hysteriske filmy måde som hun gør i Kabhi Khushi Kabhi Gham ..., hvor hun er så skabet, at jeg i hvert fald må krumme tær, og det på trods af, at jeg synes, det er en god film. Men i filmen i går var hun rigtig god.

Da filmen begynder ser vi en voksen Riswan Khan, der bliver tilbageholdt i en amerikansk lufthavn mistænkt for at være terrorist. Han er i begyndelsen af sin rejse gennem USA for at fortælle præsidenten, at han ikke er terrorist og for at redde sit ægteskab. Det meste af filmen er et flashback, som går tilbage til Riswans barndom, hvor Riswan kun en dreng, som vokser op i Indien med aspergers syndrom.

De to forskellige børneskuespillere, som spiller Riswan, er også virkelig overbevisende, hvilket ikke altid er tilfældet med børneskuespillere (hverken i Indien eller i Danmark). Riswan bliver elsket af sin mor, der bruger så meget tid på ham, at Riswans storebror føler sig overset, og den dag storebroren bliver 18 tager han til USA. Da moderen dør rejser Riswan over for at bo hos sin storebror og hans kone.

Og USA spiller en rigtig stor rolle i filmen. Siden 1990'erne har en stigende mængde film henvendt sig til NRIs (Non-Resident Indians); indere, som ikke bor i Indien, men blandt andet i England, Canada, Australien og ikke mindst USA. Og den slags film handler oftest om, hvordan man kan integrere sig i et vestligt samfund samtidig med, at man beholder sin indiske identitet. Og på en måde skiller denne film sig ikke synderligt ud fra den formel. Som i så mange andre film er USA mulighedernes land, hvor Riswan, Mandira og andre kan få alle drømme opfyldt, hvis de bare arbejder hårdt.

Og det går rigtig godt. lige ind til 11. september 2001.

Alle med indisk, pakistansk, arabisk baggrund bliver mistænkeliggjort og skaber utryghed blandt de hvide amerikanere. Riswans svigerinde får revet sit tørklæde af på sin arbejdsplads, butikker bliver smadret, folk bliver overfaldet, og Mandira må lukke sin ellers succesrige frisørsalon på grund af sit muslimske efternavn.

Jeg synes, det er en god og hjerteskærende skildring af, hvordan nogle oplevede tiden efter 9/11. Riswans bror fortæller sin kone, at hun skal lægge tørklædet, for som han siger "God will understand. These people won't." Denne scene er blot en af mange, der skildre muslimer og islam som ikke-fanatiske.

Og det er selvfølgelig også filmens budskab. Ud over at være en skildring af, hvordan det kan være at være muslim i vesten efter 9/11, er det selvfølgelig også at fremstille hovedparten af de muslimer, som bor i vesten, som fredssøgende, tolerante mennesker, der bare vil leve i harmoni med de samfund, som omgiver dem, og have lov til at praktisere deres religion i fred.

I My Name Is Khan bliver USA symbolet på alt det onde og alt det gode, som mennesket kan indeholde. Khans rejse gennem USA bliver til tider som en eventyrrejse, da han møder forskellige folk på sin vej, der hver især gør indtryk på Khan. Så filmen bliver en blanding af et realistisk drama og en eventyrlig rejse.

Filmen har ikke de traditionelle sang-og-dansescener, som Bollywoodfilm altid har, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt have bruge 5-6 sang-og-dansescener, hvor igennem storladne følelser kunne udtrykkes. Vi får masser af følelser og melodrama på melodrama ... på melodrama, men det er tydeligt, at filmen også er stilet mod et vestligt publikum. Og af uforklarlige årsager har et vestligt publikum svært ved at kapere et seriøst drama kombineret med musicalsekvenser. Med mindre filmen er en musical, selvfølgelig.

My Name Is Khan er en seriøs film, der behandler et meget seriøst emne. Men på trods af det er det en meget humoristisk og rørende film, der på det varmeste kan anbefales. Det er rart at se én af de store Khans, der ikke prøver at retfærdiggøre terrorisme, som Shah Rukh Khans efternavnebror Aamir Khan, der i både Rang De Basanti (2006) og Fanaa (2006), synes at retfærdiggøre terrorisme, hvis bare man gør det af kærlighed til sit land.

My Name Is Khan har da også sine problemer, men de er af en helt anden karakter. Hele Wilhemina-uvejrsscenen er tydeligvis lavet i et studie med dårlig CGI, og det er en fuldstændig unødvendig måde at proppe ekstra plot ind i filmen på. Bollywoodfilm er kendt for sine mange plotlag, og det er da også fint nok, at Khan møder de her flinke afro-amerikanene i Georgia, der først hjælper ham, for at han senere skal trodse en storm af orkanstyrke for at redde dem og hele deres landsby. Det hører ligesom Bolly-genren til. Men derfor kunne Karan Johar godt have gjort det lidt bedre på det punkt.

Men det er også stort set mit eneste kritikpunkt af denne film. Den er præcis, hvad jeg forventede og håbede: SRK og Kajol sammen i en dejlig film om tolerance, had og kærlighed, med drama, drama og så lige lidt mere drama.

Lad mig slutte med et citat fra Information: Shah Rukh Khan "spiller, så man tror, det er løgn. Filmen er på alle måder for meget, men hvordan kan man lade være med at elske den?" Så kan du lide storslået hindifilm eller blot vil se Indiens megastjerne giver Rainman baghjul med skuespil i verdensklasse, så vil jeg på det varmeste anbefale My Name Is Khan. Dejligt med en indisk Khan, der ikke glorificerer terrorisme.