Roshan med sin Didi og skøre aunties.
I løbet af de seneste måneder har jeg set mange hindifilm. Virkelig mange hindifilm. Jeg tænkte, det var på tide at opdatere mit repertoire, så jeg reserverede 32 film på biblioteket, og så gik jeg ellers bare i gang.
Og hold da op, hvor har jeg set mange skodfilm! Det virker som om, at dem der sidder rundt omkring på landets biblioteker og køber bollywoodfilm ind, ikke rigtig ved, hvad det er, de køber. Der var bl.a. Sssshhh... (2003), Contract (2008) og Shakti (2002). Men dem skal jeg nok komme tilbage til en anden gang. Filmene, ikke bibliotekarerne.
I dag vil jeg skrive om en god film: Delhi-6.
Et stemningsbillede af Indien
For en gangs skyld har vi med en hindifilm at gøre, der ikke har 700 plottråde inden for de første 5 minutter. Det kan absolut have sin charme som for eksempel i klassikeren Amar Akbar Anthony (1979). Vi er ikke mere end 10 sekunder inde i filmen, da en far og husbond løslades fra fængsel og vender hjem til sin familie blot for at finde ud af, at hans elskede hustru er ved at dø af tuberkulose, og hans tre små drenge leger med våben. Og ikke nok med det, så har han siddet i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Så er scenen sat for 184 minutters drama med drama på.
For en gangs skyld har vi med en hindifilm at gøre, der ikke har 700 plottråde inden for de første 5 minutter. Det kan absolut have sin charme som for eksempel i klassikeren Amar Akbar Anthony (1979). Vi er ikke mere end 10 sekunder inde i filmen, da en far og husbond løslades fra fængsel og vender hjem til sin familie blot for at finde ud af, at hans elskede hustru er ved at dø af tuberkulose, og hans tre små drenge leger med våben. Og ikke nok med det, så har han siddet i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Så er scenen sat for 184 minutters drama med drama på.
Delhi-6 er en helt anden slags film. Den har kun ét plot, og er måske mere et stemningsbillede af Indien, end den er et plotdrevent melodrama. Vi skal nok få vores melodramatiske slutning, men selve filmen er rolig, og A.R. Rahmans fantastiske musik bidrager til en afdæmpet stemning. Vi har heller ikke de sædvanlige sang-og-dansescener, men korte sange og melodier, der skaber stemning, og kun i enkelte øjeblikke bruges som i en traditionel bollywoodfilm.
Roshan (Abhiskek Bachchan) og Annapurna Mehra (Waheeda Rehman)
En typisk NRI-film … og dog
Det er en af de der NRI-film, om en familie indere, der bor i vesten (som så mange gange før er det New York City), og modvilligt vender tilbage til Indien for at ordne noget. Her har vi en bedstemor (Waheeda Rehman), der er syg og vil hjem til Indien og dø. Hendes fortravlede søn vil ikke følge hende til det gamle land, men barnebarnet Roshan (Abhishek Bachchan) melder sig frivilligt til at tage med.
Det er en af de der NRI-film, om en familie indere, der bor i vesten (som så mange gange før er det New York City), og modvilligt vender tilbage til Indien for at ordne noget. Her har vi en bedstemor (Waheeda Rehman), der er syg og vil hjem til Indien og dø. Hendes fortravlede søn vil ikke følge hende til det gamle land, men barnebarnet Roshan (Abhishek Bachchan) melder sig frivilligt til at tage med.
Så er scenen sat for alle de klicheer, vi altid ser i NRI-filmene: den vestlig-fødte unge inder, der render rundt med solbriller og mobiltelefon og som er totalt distanceret fra det hele. Roshan synes, Indien er et mærkeligt land, hvor han absolut ikke føler sig hjemme, og for ligesom at være sikker på, vi har forstået, hvor fremmedgjort han er, render han rundt og tager billeder på sin mobil af alt og alle, samtidig med at han nægter at spise alle de gudsgivne søde sager, som folk byder ham.
Som mange andre NRI-film, så giver Delhi-6 et billede af, hvad Indien er, og det er ikke kun teater om guderne, lækker mad og håbløs trafik. Delhi-6 kritiserer også Indiens korruption og magtmisbrug, der spilles billard i stedet for karam-board og det udstilles, hvor tåbeligt det er, at al trafik skal gå i står, når en hellig ko skal føde midt på kørebanen. Derudover lader Roshan sin familie forstå, hvor latterligt han synes det er, at han skal vaskes efter mødet med en lavere kaste.
Den lavkastede kvinde Jalebi (Divya Dutta)
The Black Monkey
Allerede da Roshan og Didi ankommer i lufthavnen, bliver vi introduceret for breaking news-historien om The Black Monkey. Som handlingen skrider fremad, spiller den sorte abe en større rolle, og filmen fortæller sin historie om Indien gennem Roshans oplevelser af og i Indien, historien om den sorte abe samt en stor teaterforestilling baseret på Ramayana’en – hinduernes store episke mytefortælling om mennesker og guder. Frygten for den sorte abe kommer til at splitte det hyggelige nabolag, i Delhis gamle bydel, i hinduer og muslimer. Det ellers så rare nabolag, hvor alle handler og snakker med alle, bliver en slagmark, og da Roshan er både muslim og hindu, får filmens protagonister stridighederne at føle på egen krop. Og det bliver for meget for selv den patriotiske bedstemor, der i filmens mest rørende scene erklære, at her vil hun ikke dø: hun vil hjem til USA.
Allerede da Roshan og Didi ankommer i lufthavnen, bliver vi introduceret for breaking news-historien om The Black Monkey. Som handlingen skrider fremad, spiller den sorte abe en større rolle, og filmen fortæller sin historie om Indien gennem Roshans oplevelser af og i Indien, historien om den sorte abe samt en stor teaterforestilling baseret på Ramayana’en – hinduernes store episke mytefortælling om mennesker og guder. Frygten for den sorte abe kommer til at splitte det hyggelige nabolag, i Delhis gamle bydel, i hinduer og muslimer. Det ellers så rare nabolag, hvor alle handler og snakker med alle, bliver en slagmark, og da Roshan er både muslim og hindu, får filmens protagonister stridighederne at føle på egen krop. Og det bliver for meget for selv den patriotiske bedstemor, der i filmens mest rørende scene erklære, at her vil hun ikke dø: hun vil hjem til USA.
Der blev jeg rørt og imponeret på samme tid: imponeret, fordi aldrig før har jeg set en hindifilm, der ikke konkludere at Indien er det bedste sted i verden for alle uanset, hvilke problemer der nu engang er. I ca. 2 minutter blev Indien præsenteret som en skuffelse for en NRI, en skuffelse så hjerteskærende, som den kun kan være for den, der elsker Indien allermest. Men ak, glæden var kort. For Roshan (der ellers var på vej til USA – for han havde fået nok) pludselig synes, Indien er det mest fantastiske sted i verden, og han vil ikke rejse nogen steder. Nu er han selvfølgelig også blevet forelsket og ofrer sig for kærligheden. Kærligheden til kvinden, han elsker, og til sit land. Filmen slutter da også lidt corney, da det fortælles, at den sorte abe ikke er en trussel ude fra, men en trussel inde i os selv.
Roshan med Bittu (Sonam Kapoor)
Romantisering af terrorisme
Instruktøren er Rakeysh Omprakash Mehra, og da jeg fandt ud af, at hans sidste film var Rang de Basanti (2006), blev jeg lidt skeptisk. Jeg er ærlig talt dødtræt (undskyld ordspillet) af film om terrorisme, og Rang de Basanti var en af de tåbeligste af slagsen. Så jeg frygtede, at også denne film skulle være endnu en romantisering af terrorisme. En film, hvis morale er, at hvis man slår ihjel for sit land, er man ikke terrorist. Men det lader til, at det var Aamir Khans bidrag til filmen, for det var heldigvis ikke moralen i Delhi-6.
Sonam Kapoor sammen med instruktør Rakeysh Omprakash Mehra
Delhi-6 er en rolig og velproduceret fortælling, der på trods af klicheerne formår at levere en rørende fortælling om et moderne, men traditionelt og gammeldags Indien, der trods alt er værd at leve i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar