Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab
kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs
Jeg har forgæves forsøgt ikke
at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i
denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.
De sidste mange år er
sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos
ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien
selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af
genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af
sporet.
Chennai Express er
endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm
op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op
til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed
hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på
det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både
er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.
Dobbeltforvirrende bliver det
også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod
(undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne
tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man
risikerer at blive efterladt på perronen.
Plot
Plotanslaget fejler ellers
ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en
rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig
selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede
bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens
aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.
Rahul har imidlertid andre
planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt
geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og
Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da
de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske
askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at
hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til
Rameswaram i Tamil Nadu.
Topplan! Rahul skal bare
overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han
ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor
vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at
gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten
Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.
DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)
Shah Rukh Khan fik sit store
gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale
Dulhania Le Jayenge, og Chennai
Express virker som én stor homage
til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære
hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli,
Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK
siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.
Alle filmreferencerne bliver
sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi,
hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone
spillede over for hinanden. Det var i Om
Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den
indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.
Det begynder morsomt, da Rahul
møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin
gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul
pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde
på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig
af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres
flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og
man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.
Med alle de referencer så er
der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans
film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var
Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to
skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai
Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!
 |
| Rahul og Meena i Chennai Express. Rahul: "I 've done this before." |
 |
| Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge. |
Falden-på-halen-komik og lungi-dans
Til gengæld synes jeg, at SRK
leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det
indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på
sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt
selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy,
da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå
hinanden.
Desværre virker de sydindiske
referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg
simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på
mig virker det som et forsøg på at give Chennai
Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis,
idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers
præger filmen.
 |
| ”My name is Rahul, and I am not a terrorist.” |
Instruktør Rohit Shetty
forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske
slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer
fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder
flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og
Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at
en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans
Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som
indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener,
der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med
lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling
under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…
Men filmen har bestemt sin
charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende
action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man
sagtens stige om bord på Chennai Express.
Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4
Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt
den et par gange.
 |
| ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor” |
