Viser opslag med etiketten Aishwarya Rai. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aishwarya Rai. Vis alle opslag

torsdag den 14. april 2011

Endhiran – Robotten, der får folk til at hade indisk film

Billede fra Endhiran med tamil megastjerne Rajni

En film om en robot, der kan skyde ud af fingrene, har overnaturlig styrke og som kan charmere den evigt skønne Aishwarya Rai, lyder for mig som den perfekte indiske film. Og det især hvis man er lidt træt af melodrama og romantik. Og når robotten så halvvejs inde i filmen bliver den sygeste bad guy, der skyder alt og alle, er involveret i biljagter, hvor alle kørertøjer eksploderer, bare man kigger på dem, kan det vel for fanden ikke gå galt!

Prøv selv at se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=hNXHveyzUvY

Men ak, det kan gå galt, og det gør det i den indiske storfilm Endhiran, som nu kan ses på CPH:PIX her den 26. april 2011. Og det er super ærgerligt, at filmfestivalen har valgt at vise netop denne film. Jeg er, som du nok har regnet ud, stor fortaler for indiske film i danske biografer, og netop derfor er det så forbandet, at Endhiran skal fylde det store lærred i København.

Og for en gang skyld er det heller ikke en bollywoodfilm, der bliver vist, men en tamilfilm. Er man i tvivl om, hvorvidt en film er en hindifilm fra Nordindien eller en film fra det sydlige Indien, skal man bare kigge på filmens helt. Er han en lille buttet, mørkhudet mand med en ordentlig snegl af et overskæg, ja så er den god nok: så er vi i Sydindien. Og der er rigtig gode chancer for, at vi enten er i delstaten Tamil Nadu eller Andhra Pradesh, der konstant kæmper om titlen som Indiens største filmproducent.

Sådan ser en rigtig mand ud i Sydindien. Rajni på et filmset.

Indisk science fiction i den dyre ende
Filmen her lægger ikke skjul på at være et af de nyeste skud på stammen af Indiens fascination af science fiction-film. Men desværre er det svært at have en følelse af, at dette er en original film, når det kommer til det visuelle udtryk, der tydeligvis er inspireret af både I, Robot og Terminator. Desværre lever filmens CGI ikke op til nogen af de to. Og det er mærkeligt, for den har om nogen film promoveret sig på sine effekter. Hele traileren er en stor special-effect! Filmen har bestemt sine CGI-øjeblikke, men kvaliteten svinger så meget mellem gode og dårlige effekter, at det bliver en joke.

Det er ellers en dyr film. Med et budget på ca. INR 1,900,000,000 (220.400.000 kr. plus minus et par kroner) skulle filmen efter sigende være den dyreste producerede film i Indien. Og der går da heller ikke mange minutter af filmen inden vi har product-placement for både Coca-Cola og Apple-produkter.

A. R. Rahman, Daft Punk og Black Eyed Peas
Heller ikke sangene virker særlig originale, og det på trods af, at vi har med den fantastiske komponist og sangskriver A. R. Rahman at gøre. Han har skrevet megahits til film som Dil Se ..., Lagaan, Swadesh, Water, Rang de Basanti og Delhi 6. Her i vesten er han nok mest kendt for sit soundtrack til Slumdog Millionaire og 127 Hours.

En af filmens dansescener, der intet har med robotter at gøre. Men til gengæld er den optaget i Peru.

Men her i Endhiran går det helt galt: vi hører konstant forvrængede ”robotstemmer” og falder dybere ned i robot-kitsch-fælden med en Daft Punk ”Around the World” møder Black Eyed Peas-dansesekvens. Hvor slemt må det ikke stå til i indiske kultur, når man føler sig nødsaget til at kopiere Black Eyed Peas?!

Lige ved og næsten …
Som stor fortaler for indiske populærfilm er det rigtig utilfredsstillende at se en film, der på mange punkter prøver at være en amerikansk SF/actionfilm, og til tider er lige ved at lykkes. Næsten. Men her er problemet: som en, der elsker indisk film er det helt vildt utilfredsstillende at skulle synes, at filmen er næsten lige så god som en Hollywoodfilm. Indisk film kan være så meget bedre, og det er nedladende over for indisk film at skulle sammenligne dem med Hollywoodfilm. Især hvis sammenligningen falder ud til Hollywoods fordel. Den eneste måde, hvorpå man kan synes, denne film er god, er hvis man forventer, at den er underlegen Hollywood, og det er da en ret kedelig forventning at have, når man går ind og ser en film.

Historien er om muligt endnu værre
Nu tænker du måske, at det da er muligt, at jeg har overset en fantastisk handling, fordi jeg har stirret mig blind på filmens visuelle udtryk. Til det kan jeg blot svare: Nej. Men jeg har allerede skrevet alt for meget nu, så hvis du insisterer på at vide, hvor dårlig også filmens historie er, ja så må du se filmen.
Hrithik Roshan og Priyanka Chopra på plakaten til Krrish (2006)

Men jeg kan anbefale…
Hvis man kan lide beskrivelsen af Endhiran og vil se en indisk actionfilm, der kan leve op til sin hype, så skal man gå på biblio og låne Krrish (2004). Her har vi super effekter, fede stunts og filmens stjerne Hrithik Roshan skuffer aldrig med sin spændstige krop, fede dansemoves og tre tommelfingre. Hrithik Roshan med vind i håret og musklerne spændte

Kilder:
http://www.imdb.com/ http://www.bollywoodworld.com/

tirsdag den 3. august 2010

Endhiran - The Robot


Jeg har lige set et indlæg på filmsitet Twitchfilm.net om den nyeste indiske science fictionfilm, Endhiran. Og lad mig begynde med at sige, at de ser fuldstændig crazy ud! Det kan selvfølgelig godt være at jeg har fået et helt forkert indtryk af filmen, da jeg ikke fatter, hvad der bliver sagt, men alligevel: der skal godt nok noget dybsindig dialog til at redde denne her i land. Men der er også bare min forudfattede mening om sydindiske film.

Det kunne dog blive fedt nok. Der er i hvert fald store kræfter bag: special effects lavet af Stan Winston Studeo i USA og stuntkoreografi af Yuen Woo Ping, som er bag stuntsekvenser i film som The Matrix, Kill Bill og Croutching Tiger, Hidden Dragon. Og ikke mindst superstjerne Superstar, Rajinikanth og Shankar (jeg ved ikke hvem de er, men deres navne er fede!)


Fedt fjæs, Rajinikanth

Men min pointe er netop også, at dette er en tamilfilm, en sydindisk film og ikke en bollywoodfilm, som Twitch har skrevet. Dog har den Aishwarya Rai som en af hovedrollerne, men selv på trods af det og at filmen får præmiere samtidig på tamil, hindi og telugu, så er det ikke nogen bollywoodfilm.

Så frygt ikke: I kan stadigvæk med æren i behold sige offentligt, at I godt kan lide bollywoodfilm, da Endhiran er en tamilfilm. Jeg tror til gengæld, at den er så skør, at den bliver helt sjov at se. Det troede jeg også med Dus, og den var bare dårlig, men jeg har en god fornemmelse med Endhiran. Døm selv:

lørdag den 8. maj 2010

DR fatter ikke bollywood



Som I måske ved har DR2 bollywoodtema i aften, og det er jo umiddelbart glædeligt. Men desværre har DR ikke fattet, hvad en god bollywoodfilm er. Eller bollywood i det hele taget. Jeg betragter i hvert fald ikke aftenens film som hverken bollywoodfilm eller kvalitet.

Aftenens tema begynder med tre udsendelser, hvoraf to af dem omhandler den danske sangerinde Anita Lerche og hendes indiske sangkarriere. Om man kan lide hendes sang er vel en smagssag, men det er altid dejligt at se folk, der brænder for det de laver. Især når det handler om Indien:) Indimellem sendes programmet "Bag om Bollywood", som uden tvivl kan opsummere alt hvad vi har brug for at vide om filmindustrien i de 9 minutter programmet varer.

Kl. 20.40 vises så filmen Bride & Prejudice, som i min mening under ingen omstændigheder kan karakteriseres som en bollywoodfilm eller som seværdig. Ja, nu synes I måske, at jeg er lidt hård ved en film som da både har en indiske skuespillerinde (Aishwarya Rai), flotte kostumer og sang og dans. Men det er en elendig fortolkning af Jane Austens Pride and Prejudice, som prøver at vise et vestligt publikum, hvor charmerende bollywoodfilm er.

Og bollywoodfilm er charmerende og fantastiske, derfor forstår jeg ikke, hvorfor DR vælger at vise en halvamerikansk udvandet version af slagsen. Hvad med at vise Kal Ho Naa Ho? Den foregår også i USA, men er af en helt anden kaliber.
Jeg anderkender, at DR før har vist rigtig gode indiske film som Devdas, Dil Se ... og Om Shanti Om. Men hvorfor stoppe der? For at bruge Devdas' ord: "I object!"

Kom så DR, se at vis os nogle rigtige filmperler. I kan godt. Og guderne må vide, der er nok at tage af. Jeg er rigtig glad, når andre viser interesser for en af mine store lidenskaber: indisk film, men når en hel filmindustri repræsenteres forkert er det svært at forsvare over for folk, som ikke har set indisk film, når de tror, at bollywoodfilm er det samme som Bride & Prejudice.