Viser opslag med etiketten Bag om bollywood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bag om bollywood. Vis alle opslag

tirsdag den 31. januar 2012

Første bog om bollywoodfilm på dansk


Så er det ikke kun i blogform, jeg skriver om bollywoodfilm, for nu har jeg fået udgivet bogen Bollywoodfilm – en introduktion.

Bollywoodfilm – en introduktion er den første bog om bollywoodfilm på dansk. Den er en blid introduktion, en guide samt en kærlighedserklæring til indisk film og især til bollywoodfilm. Bogen her beskriver blandt andet den særlige masala-genre og giver et indblik i en unik underholdningsindustri fyldt med dansescener, økonomisk kaos, nepotisme, genialiteter og skamløs kopiering.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og fokus er på at udbrede viden og entusiasme om Indiens filmindustri til alle læsere. Bogen er saglig og veldokumenteret, samtidig med at den er let at læse. For som du ved, skal bollywoodfilm skal ikke ses med en intellektuel panderynken, men med en kæft fuld af popcorn og chai. Der skal grædes, grines, hujes og måbes, når man ser de berømte og berygtede indiske film. Det er en verden af seriøse dramaer, løsslupne komedier, melodramatiske kærlighedshistorier, sang, dans og kung fu-inspirerede slåskampe.

Hvis du har lyst til at læse bogen, kan den købes hos Forlaget Alt i Ord: http://alt-i-ord.dk/

Køb bogen på forlagets hjemmeside eller send en mail til mathias@alt-i-ord.dk og bestil bogen. Den koster 200 kr. eks. forsendelse og er intet mindre end et røverkøb, hvis jeg selv skal sige det.

lørdag den 27. august 2011

Film fra Indien og Pakistan i biffen


Hvis du har lyst til at se film fra Indien og Pakistan er september lige din måned.

Park Bio på Østerbro i København viser Mere Brother ki Dulhan fredag d. 9.sept., Bodyguard d. 10. sept. og den pakistanske film Bol d. 11.sept. Alle filmene vises kl. 21.

Jeg kender ikke filmene udover de trailers jeg har set, så jeg kan ikke anbefale dem. Men måske tager du ind og ser dem, og så kan du fortælle os andre, om det er film vi skal se.

Her er i hvert fald links til Park: http://www.park-bio.dk/bollywood.php

Mere Brother ki Dulhan: http://www.youtube.com/watch?v=iSwvdvRx8cg

Bodyguard: http://www.youtube.com/watch?v=V42XnJzbhpo

Bol: http://www.youtube.com/watch?v=f7toLRzMTh4


Mine penge er på Bol, men let us know.

lørdag den 8. maj 2010

DR fatter ikke bollywood



Som I måske ved har DR2 bollywoodtema i aften, og det er jo umiddelbart glædeligt. Men desværre har DR ikke fattet, hvad en god bollywoodfilm er. Eller bollywood i det hele taget. Jeg betragter i hvert fald ikke aftenens film som hverken bollywoodfilm eller kvalitet.

Aftenens tema begynder med tre udsendelser, hvoraf to af dem omhandler den danske sangerinde Anita Lerche og hendes indiske sangkarriere. Om man kan lide hendes sang er vel en smagssag, men det er altid dejligt at se folk, der brænder for det de laver. Især når det handler om Indien:) Indimellem sendes programmet "Bag om Bollywood", som uden tvivl kan opsummere alt hvad vi har brug for at vide om filmindustrien i de 9 minutter programmet varer.

Kl. 20.40 vises så filmen Bride & Prejudice, som i min mening under ingen omstændigheder kan karakteriseres som en bollywoodfilm eller som seværdig. Ja, nu synes I måske, at jeg er lidt hård ved en film som da både har en indiske skuespillerinde (Aishwarya Rai), flotte kostumer og sang og dans. Men det er en elendig fortolkning af Jane Austens Pride and Prejudice, som prøver at vise et vestligt publikum, hvor charmerende bollywoodfilm er.

Og bollywoodfilm er charmerende og fantastiske, derfor forstår jeg ikke, hvorfor DR vælger at vise en halvamerikansk udvandet version af slagsen. Hvad med at vise Kal Ho Naa Ho? Den foregår også i USA, men er af en helt anden kaliber.
Jeg anderkender, at DR før har vist rigtig gode indiske film som Devdas, Dil Se ... og Om Shanti Om. Men hvorfor stoppe der? For at bruge Devdas' ord: "I object!"

Kom så DR, se at vis os nogle rigtige filmperler. I kan godt. Og guderne må vide, der er nok at tage af. Jeg er rigtig glad, når andre viser interesser for en af mine store lidenskaber: indisk film, men når en hel filmindustri repræsenteres forkert er det svært at forsvare over for folk, som ikke har set indisk film, når de tror, at bollywoodfilm er det samme som Bride & Prejudice.