onsdag den 14. november 2012

Jab tak hain Jaan – Yash Chopras svanesang


Ladakh – present day. Et hold bomberyddere er i gang med at desarmere en bombe på en markedsplads. Men de har problemer, det er for kompliceret  – så bomberydder nr. 1 gør sin entré. Shah Rukh Khan er tilbage i skudlinjen i Yash Chopra s romantisk drama Jab tak hain Jaan.

Samar Anand spillet af Shah Rukh Khan (hvis du skulle være i tvivl)

Albertslund bio – tirsdag aften. Salen er proppet med mennesker, og som SRK toner frem på lærredet, er der ingen, der holder sig tilbage. Der bliver klappet og piftet – også fra salens fyre – og det står klar, at skønt Khan er 47 år, så har han ikke mistet grebet om publikum, hverken som action- eller romantisk helt.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men jeg kan sige så meget, at det er et trekantsdrama mellem Samar Anand (SRK), Meera (Katrina Kaif) og Akira (Anushka Sharma). Det er formelfilm, det er kliché-præget, men det virker. Filmen er fyldt med fjollede replikker og tåbelige plothuller. Men ikke desto mindre tror jeg på Samars længsel efter Meera, og i modsætning til så mange hollywoodfilm, jeg har set de seneste måneder, bliver jeg følelsesmæssigt involveret. Jo jo, Meera opfører sig idiotisk, og man kan ikke altid følge grundlaget for hendes studehandler med Jesus, men det tilskriver jeg en kulturel baggrund, jeg ikke kan sætte mig ind i, ser bort fra det, og nyder filmen.

Der er ingen tvivl om, at det er Shah Rukh Khans karisma, Yash Chopras flotte vision og A.R. Rahman dejlige musik, der bærer filmen. Der er ikke nogen original handling, og som sagt skal man ikke tænke for meget over Meeras bevæggrunde. Men det er ikke desto mindre et dejligt romantisk drama.

God gammeldags dance-off
Gensyn med old-school romantisk drama
Med den unge ambitiøse Akira kommenterer Jab tak hain Jaan på to generationers romantiske dramaer, hvor der ikke bliver lagt skjul på, at SRK nu ikke længere tilhører den unge generation, ej heller deres kærlighedssyn. Som Akira udtrykker det, så har Indiens ungdom i dag flygtige kærlighedsforhold, hvorimod Samar (og dermed SRK, der har spillet romantisk helt siden 1995 i Dilwale Dulhania Le Jayenge) repræsenterer en generation, hvor man tror på den eneste ene og længes, så hjertet er ved at briste.

Jeg ved ikke, om den unge generation er ked af, at miste den old-school form for kærlighed, eller om der er tale om kulturel indoktrinering, men der blev i hvert fald klappet fra salen, hver gang der blev sagt eller gjort noget moralsk rigtigt. På den anden side blev der også klappet og piftet første gang man ser den unge, moderne og promiskuøse Akira i bikini, så …

Akira er en af drengene
Yash Chopras svanesang Jab tak hain Jaan er bestemt værd at se. Og Shah Rukh Khan … ja, han er og bliver romantisk helt nr. 1 lidt endnu.


Jab tak hain Jaan Albertslund bio 13.-24. november



tirsdag den 13. november 2012

Jab Tak Hai Jaan

Hvis du ikke har noget at lave i aften... Nej, selvom du har noget at lave i aften, så drop det og tag ind og se Jab Tak Hai Jaan. Der er verdenspremiere i Albertslund, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt!



Jab Tak Hai Jaan er Yash Chopras sidste film, og med Shah Rukh Khan tilbage i et romantisk melodrama tror jeg det bliver en rigtig god aften.

Albertslund kl. 20. Vi ses.

Se traileren.

søndag den 9. september 2012

Gandu – anmeldelse

 
Gandu er en af de film, jeg har glædet mig til at se rigtigt længe. Den er bandlyst i Indien, blevet vist på Berlinalen (2011), og hypet i Europa med beskrivelser som ”modig” og ”provokerende”. Nu har jeg set filmen, og jeg kunne ikke være mere uenig.

Gandu er en ung knægt, der er fyldt af indestængt vrede. Han bor sammen med sin mor i et hus, som betales af moderens elsker. Moderen og elskeren dyrker tilsyneladende konstant højlydt sex, mens Gandu hver dag sniger sig ind i moderens rum og stjæler mandens penge. Så render han ellers sur rundt i Kolkata, hvor han dagligt køber lottokuponer for de stjålne penge. Hver dag bliver han så endnu mere vred, når det viser sig, at han ingenting har vundet. Gandus ensomhed brydes dog, da han en dag møder en Bruce Lee-wannabe af en rickshaw-wallah. Sammen tager de stoffer, er sure og rickshaw-wallah’en er publikum, når Gandu bryder ud i sang, der minder om det tidlige Beastie Boys (men hurtigere).


Jeg var inde at se filmen med en af mine indiske venner, som efter filmen var tilfreds, da han synes, det er en vigtig film for Indien. Den bryder grænser både i kraft af sin fortællestil samt filmens sort/hvide billeder, der dog ca. halvvejs inde i filmen skifter om til meget kraftige og varme orange-røde farver. Men det er især på grund af de meget eksplicitte pornografiske billeder, at Gandu skulle være en vigtig film, der kan åbne nye muligheder i en filmindustri, der i høj grad præges af kyske kindkys.

Jeg kan godt se, at Gandu i en indisk sammenhæng er interessant, da landet, så vidt vides, ikke tidligere har produceret noget lignende. Men efter min mening er det et problem, hvis det interessante begrænser sig til at være interessant i en afgrænset sammenhæng. Det gør desværre ikke filmen god, men bare til et kuriosum i en særlig kontekst. Der er intet i filmen, som ikke er set før, og på trods af en spilletid på kun 90 min., er filmen kedelig og prætentiøs.

Instruktøren (der insisterer på at kalde sig Q) har forsøgt at lave et provokerende metaværk, men filmen bliver offer for sin egen hype og ender ikke med at blive rebelsk, men blot ligegyldig. Jeg har intet imod porno, men der skal være en pointe med at se Gandu onanere (pikken i hånden og sperm på maven) eller en pointe med at se en pige sutte den af på ham. Men her virker det bare som porno for provokationens skyld.

Det er godt med forsøg på at lave nye former for film i og om Indien, men denne her er desværre bare en tom stiløvelse.

mandag den 20. august 2012

Gangs of Wasseypur 1 og 2 – anmeldelse



Imponerende film, der ikke alene fortæller historien om 70 års blodfejde mellem rivaliserende familieklaner, men samtidig er en historie om Indien. Se begge film på fredag d. 24. august i Cinemateket kl. 19. Tilsammen er der lidt under 6 timers gangsterfilm, så det er lidt af en kraftanstrengelse, men hold op hvor er det fedt!

Filmfestivalen ’Indian Indies – Bollywood and Beyond’ blev skudt i gang i går (søndag d. 19. aug.) med Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) 1 og 2. I mellem de to film var der indisk mad og instruktørbesøg af Anurag Kashyap. Han fortalte blandt andet om sin kærlighed for den store fortælling – ikke kun den episke fortælling, men også om endelig at have midlerne til at kunne sprede sin fortælling over 320 minutter. Så alle, der sætter pris på den store fortælling, historien som ellers kun tv-serier har mulighed for at fortælle, vil kunne værdsætte Kashyaps to film.

Filmen(e)s omdrejningspunkt er magtkampe og hævntogter mellem tre familieklaner gennem tre generationer. Og der er langt til bollywood fra Wasseypur – dette er parallel cinema, når det er bedst! Som andre før mig har skrevet, så er filmen nærmest tarantinosk i sin fremstilling af vold blandet med rå action og gangsterattitude med en god blanding af Sergio Leone, Coppola og Scorsese.


Der er ingen sang og dansescener, som vi kender det fra bollywoodfilm, men alligevel har filmen et utroligt soundtrack, der er meget vigtigt for filmen, og filmen er spækket med musik, som er med til at gøre den til noget særligt. En blanding af elektronisk, pop- og indisk folkemusik udgør filmens 15 numre, og sangene er ikke udført af kendte kunstnere, men lokale sangere fra området omkring Wasseypur og Dhanbad.

Udover at filmen filmet omkring Wasseypur og Dhanbad, er den baseret på virkelige hændelser fra byernes voldelige historie. Nogle figurer i filmen er baseret på virkelig personer med netop de navne, hvorimod andre er sammensmeltninger af flere personer. Da filmens historie(r) genfortæller virkelige begivenheder, der har fundet sted i Wasseypur, har den skabt kontroverser i Indien, men er uventet også blevet et kæmpe hit og har solgt mange billetter. Soundtracket er også blevet et hit, og sangen ‘O Womaniya’ synes jeg viser hvorfor.


Som sagt er filmen et hævndrama – en blodfejde, der går i arv gennem tre generationer, men det er samtidig et billede på 70 års Indisk historie. Landets industrielle udvikling spiller en vigtig birolle, og som et super fortællekneb ved vi præcis, hvornår vi er, gennem referencer til tidernes mest populære hindifilm: i 1970’erne har vi referencer til Amitabh Bachchan, som den vrede unge mand, der skal hævne sig, og filmen Trishul ses af vores hovedpersoner i biografen. Derudover har vi referencer til Kasam Paida Karne Wale Ki (1980’erne) og Dilwale Dulhania Le Jayenge (1990’erne), de unge til have frisure som Salman Khan (1990’erne) og til sidst i filmen går vores hovedpersoner i biffen og ser Munnabhai M.B.B.S. (00’erne).


Jeg vil på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser filmen(e) på fredag. Det er en unik chance for at se Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) på det store lærred i én ombæring. Et enormt filmprojekt, der imponerer med sin fortællekunst, sit stilistiske udtryk samt formidable soundtrack.



Til jer, der ikke var i Cinemateket i går, kan I se et interview med Anurag Kashyap her:



Læs mere om filmens musik i Times of India:

torsdag den 9. august 2012

Kæmpe indisk filmfestival i Kbh

Gandu

Så er der indisk festival i byen – en måned spækket med indisk kunst og kultur og selvfølgelig en masse filmoplevelser.

Så har PIX endelig offentliggjort filmprogrammet for filmfestivalen Indian Indies – Bollywood & Beyond, og det ser rigtig godt ud! Filmfestivalen foregår fra den 19. august til den 16. september og er en del af festivalen India Today Copenhagen Tomorrow, som er et erhvervs- og kulturfremstød med indisk kunst, mode, film, dans, politik, videnskab og erhverv.

Filmfestivalen giver os en unik mulighed for ikke kun at se bollywoodfilm, men også at stifte bekendtskab med film fra andre af Indiens mange filmindustrier og rigtig mange film, der ikke kører bolly-stilen – de indiske indier. Her er film fra Bengalen, Tamil Nadu, Maharashtra, Punjab, Gujarat og Kashmir.

Her er en liste over de film, der bliver vist under festivalen. Alle film bliver vist i Cinemateket på Gothersgade, Kbh. og er med engelske undertekster.

Gangs of Wasseypur (2012) 320 min. – hindi
søndag d. 19. august kl. 16:15
fredag d. 24. august kl. 19:00


Udaan (2010) 134 min. – hindi
onsdag d. 22. august kl. 18:45
lørdag d. 25. august kl. 16:60


Om Shanti Om (2007) 168 min. – hindi
Vises på Strøget/Nytorv lørdag d. 1. september kl. 20:30


7 Khoon Maaf (7 Sins Forgiven) (2011) 137 min. – hindi
søndag d. 26. august kl. 16:30


Abosheshey (At the End of it All) (2012) 118 min. - bengalsk
tirsdag d. 21. august kl. 20:00
søndag d. 26. august kl. 19:30


Zindagi Na Milegi Dobara
Zindagi Na Milegi Dobara (2011) 155 min. – hindi
lørdag d. 15. september kl. 19:00


Ballad of Rustom (2012) 117 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl.16:00
tirsdag d. 11. september kl. 16:30

Rockstar (2011) 150 min. – hindi
fredag d. 7. september kl. 19:00


Raavanan
Raavanan (2010) 137 min. – tamil
tirsdag d. 4. september kl. 21:00
onsdag d. 12. september kl. 19:00


The Untitled Kartik Krishnan Project (2010) 75 min. – engelsk og hindi
fredag d. 31. august kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 22:00

Greater Elephant (2012) 90 min. – hindi
lørdag d. 25. august kl. 19:30
torsdag d. 30. august kl. 21:30


Kshay (Corrode) (2011) 92 min. – hindi
søndag d. 2. september kl. 19:00
fredag d. 14. september kl. 21:30

Gandu (Asshole) (2010) 89 min.– bengalsk
fredag d. 7. september kl. 21:45
torsdag d. 13. september kl. 19:00


Deool (The Temple) (2011) 135 min. – marathi
tirsdag d. 21. august kl. 16:30
søndag d. 9. september kl. 19:00


Anhey gorhey da daan (Alms for a Blind Horse)(2011) 112 min. – punjabi
tirsdag d. 28. august kl. 21:30
torsdag d. 6. september kl. 19:00


Valley of Saints (2012) 82 min. – kashmiri
lørdag d. 8. september kl. 21:30
fredag d. 14. september kl. 19:00


Road, Movie (2009) 95 min. – hindi
tirsdag d. 21. august kl. 19:00
onsdag d. 5. september kl. 19:00


Patang (The Kite) (2011) 93 min. – hindi, gujarati og engelsk
torsdag d. 23. august kl. 19:15
onsdag d. 29. august kl. 19:15


Paan Singh Tomar (2010) 135 min. – hindi
lørdag d. 1. september kl. 16:45


Delhi Belly
Delhi Belly (2011) 103 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 16:30


Charulata (The Lonely Wife) (1964) 117 min. – bengalsk
søndag d. 16. september kl. 16:30

Læs mere om filmene og alle de andre udstillinger, koncerter, forestillinger og events på:
http://indiatoday.dk/aktiviteter/aktivitet/article/indiske-film-paa-cph-pix/

eller i festivalprogrammet som du kan læss her: http://issuu.com/andreascph/docs/cphpix_indian_indies_2012.pdf?mode=window&viewMode=double%20age  

onsdag den 8. august 2012

Ek Tha Tiger får Danmarkspremiere


Så er der snart premiere på endnu en splinterny bollywoodfilm. Ek Tha Tiger med Salman Khan i hovedrollen er på det store lærred for første gang herhjemme i Park Bio, Østerbro, fredag d. 17. august kl. 22. Derefter kan den ses i biografer over hele landet.

Se traileren på Kabir Khans action-/spion-/kærlighedsdrama af en film herunder. Og for en gangs skyld er der undertekster på traileren, så vi, der ikke taler hindi/urdu kan få et indtryk af, hvad filmen handler om. 

Her er filmens andre spilletider og -steder:

Sjælland
Park Bio
Østerbrogade 79 – 2100 København Ø – Telefon 35 38 33 62
Lørdag 18. august 2012 – kl. 22.00
Søndag 19. august 2012 – kl. 22.00
Albertslund Bio
Bibliotekstorvet 1-3 - 2620 Albertslund - Telefon 43 64 02 44
Lørdag 18. august 2012 - kl. 22.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 16.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 17.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 19.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 20.00
Lørdag 25. august 2012 - kl. 21.00
Søndag 26. august 2012 - kl. 19.30
Kosmorama Frederiksværk
Nørregade 10 B - 3300 Frederiksværk - Telefon 47 72 04 55
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.00

Ballerup Kino – Baltoppen
Baltorpvej 20 - 2750 Ballerup - Telefon 44 64 32 32
Mandag 20. august 2012 - kl. 19.00
Fyn
BioCity Odense
Østre Stationsvej 27 - 5000 Odense C - Telefon 70 13 12 11
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.30
Søndag 19. august 2012 - kl. 21.30
  
Jylland
BioCity Aarhus
Skt. Knuds Torv 15 - 8000 Aarhus C - Telefon 70 13 12 11
Søndag 19. august 2012 - kl. 17.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 20.00
  
Horsens Megascope
Holmboes Allé 13 B – 8700 Horsens - Telefon 76 64 67 88
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.00
  
Hadsten Bio
Nørregade 6 - 8370 Hadsten - Telefon 86 98 01 70
Fredag 24. august 2012 – kl. 21.00
Læs mere om filmen:

tirsdag den 7. august 2012

Agneepath – Path of Fire

Agneepath version 2012
Jeg havde virkelig glædet mig til at se Agneepath: En Karan Johar-produktion, der er en genindspilning af et Bachchan-hævnerdrama fra 1990. En film der for en gangs skyld gør opmærksom på, at den er en genindspilning. Det må være Bachchan-effekten, der gør, at man ikke tør stjæle rettighederne.

Første halvdel af Karan Malhotras instruktørdebut levede også fuldt ud op til forventningerne til et rigtig godt hævndrama: Den unge Vijay (Arush Bhiwandiwala) ser folkene i sin landsby franarret deres jord af den onde Kancha (Sanjay Dutt). Kancha vil selvfølgelig ikke fortsætte med ærlig landbrugsproduktion, men vil producere kokain, som han kan sælge i Mumbais underverden. Inden dagen er omme, har Vijay set sin far bliver framed af Kancha for utilladelig omgang med en skolepige, hvilket får landsbybeboerne til at lynche faderen fra det største træ i byen. Og så ved man godt, hvad klokken er slået: Vijay skal selvfølgelig vokse op og hævne sin familie i skikkelse af Hrithik Roshan med dertilhørende muskuløse krop og store talent.

Hrithik Roshan som Vijayy Dinanath Chauhan
Stereotyperne bekræfter os i, at dette er mainstream hævnerfilm: Den sædvanlige fantastiske helteintroduktion, skønne klichéindstillinger, hvor Kancha ser rigtig ond ud (ørering, hæslige tænder, han er fed og skaldet og brugen af lys og skygge fremhæver hans ondskab), og blot Vijays navn (der betyder ’sejr’) gør det klart, at helten forhåbentlig vil sejre over skurken.

Agneepath spiller på vores primalinstinkter – det er en film berøvet for nogen form for raffinement. Det behøver et hævnerdrama heller ikke have – simpelt og primalt behøver ikke betyde dårligt. Det gør det dog desværre alligevel i Agneepath, da anden halvdel af filmen bliver alt for lang, har dårlige og unødvendige CGI-effekter, kokainen ligner sand, og den endelige opgør trækker ud i det uendelige. Katrina Kaif dukker pludselig op i et fuldstændig uprovokeret item number. Til gengæld er det skægt, at hver eneste gang, der tændes en smøg i sangen, kommer beskeden: ”Cigarette smoking is injurious to health”. Hvad med at vold, kokain, prostitution, mord og dårlig tandhygiejne? Det kan da vist heller ikke være helt sundt. Hvorfor moralisere i en film, der har til hensigt at få publikum til at svælge i  og retfærdiggøre vold?

Og så er jeg sgu lidt træt af, at det altid er indiske muslimer, der spiller skurke; det er aldrig hinduer. Og det er altid ikke-indere, der køber unge piger til prostitution.

Så på trods af en først halvdel med højt tempo og 1000 plottråde, smukke scener, fantastiske farver, godt skuespil af bl.a. Hrithik Roshan og Arush Bhiwandiwala, og stereotyper tilhørende de allerbedste genrefilm, bliver Agneepath langtrukken og klichéfyldt (på den dårlige måde). Ikke en god begynderfilm, for folk der vil prøve kræfter med hindihævnergenren. Måske originalen er et bedre bud?

Agneepath version 1990. Den ser dog lidt 70'er-agtig ud,
men det behøver ikke være et dårligt tegn.

mandag den 4. juni 2012

Rowdy Rathore – Your Waistline Stole my Heart

“Your Waistline Stole my Heart” er ikke filmens officielle tagline, men det burde det være. Det er essensen i filmens kærlighedshistorie i en action-komedie med streg under både action og komedie. Sidste chance for at se den i biffen på lørdag d. 9. juni.

Filmen handler om … nej, det er for indviklet at forklare. Det, du egentlig bare skal vide, er, at der er personforviklinger, sydindiske danserytmer og superfed action. Hvis det er som noget for dig, ja så skal du se Rowdy Rathore.

Paan-spyt og klamme tænder
Akshay Kumar, der spiller hovedrollen i Rowdy Rathore, går til den, som om han skal bevise noget for første gang. Tidligere på året hittede han med Housefull 2, og her er han på igen. Han er virkelig tændt og leverer action og falden-på-halen-komik, som om det gjaldt hans liv.

Han er omgivet af sin makker 2G (Paresh Ganatra), den smukke Paro (Sonakshi Sinha – hende med taljen) og den lille pige Chinki, der var rigtig god og supernuttet. Og så har vi mega-skurken, der spilles af Nassar. Alene det at skuespilleren kun har et navn, gør ham cool og til den helt rigtige til rollen. Og det er rigtig fedt, at skurke-bossen konstant tygger paan, så rødt spyt vælter ud af kæften på ham. Hans tænder er virkelig klamme, og så er han ond som bare fanden.

Akshay Kumar og Sonakshi Sinas dragende talje

Prabhu Deva
Filmen er instrueret af skuespilleren og mega-danseren Prabhu Deva. Herhjemme kendes ham måske mest for sit bidrag til Buffalax’s skøre ”oversættelse” af den såkaldte ”Benny Lava”. ”Benny Lava” har intet med Rowdy Rathore at gøre, men se alligevel videoen. Den er sjov, og så er du i rette stemning til at se Rowdy Rathore.  http://www.youtube.com/watch?v=sdyC1BrQd6g

Akshay Kumar og Prabhu Deva i fuld vigør i sangen "Chinta Ta Ta Chita Chita" 

Hvis du virkelig vil se Prabhu Deva in action, så er her en scene fra tamilfilmen Indhu (1994). Lettere Michael Jackson-inspireret, men manden mangler ikke talent!
http://www.youtube.com/watch?v=nptzxFkqfa0

Item number og intertekstualitet
Ikke overraskende har instruktør Prabhu Deva sørget for rigtig mange gode dansescener. Især den første og den sidste. Der er fede sydindiske rytmer. Og mesteren selv skal også lige buste et par moves i et item number med Kareen Kapoor og den populære tamilskuespiller Vijay i sangen ”Chinta Ta Ta Chita Chita”.

Det er muligt, at der er flere stjerner med, som jeg bare ikke kender. Det virker i hvert fald, som om der er en del filmreferencer, som jeg ikke fatter. Men jeg kan dog kende et item number, når jeg ser det, og jeg kan se de kæmpe håndmalede filmplakater fra gamle Bachchan- og andre hindifilm, som sangen har som kulisse. http://www.youtube.com/watch?v=5dmwtnQBkLk

Også sangen ”Aa Re Pritam Pyare” har item number-stjerner som Maryam Zakaria, Shakti Mohan og Mumaith Khan.

Filmen et remake af telugufilmen Vikramarkudu fra 2006, men er man dejligt uvidende om det, så fungerer filmen rigtig godt.

Ingen økonomiserer med tiden i Rowdy Rathore
Der er rigtig mange unødvendige plots og unødvendige forviklinger, og man kunne sagtens fjerne første time af filmen. Men hvorfor skulle man det? Selv om Rowdy Rathore er fyldt med overflødige ting, er den aldrig kedelig, og hvis man er til energisk wire-dans, megaslåskampe, smadrede Walkmans og dragende taljer, bør man ikke snyde sig selv for en oplevelse. Jeg glæder mig allerede til Rowdy Rathore 2. Kun en tåbe frygter ikke Rowdy Rathore.

”Don’t angry me!!” 

søndag den 6. maj 2012

Løven Singham leverer super action

 

Hvis du også har savnet 70’ernes gale bollywood-actionfilm, er her filmen, der leverer varen. Singham er for alle, der har hang til action og flyvende pandeklask. Og hvem har ikke det?

Ikke just diskret
Det står klart fra begyndelsen, at Goas politistyrke er fyldt med korrupte politibetjente. Menige såvel som overordnede tager imod bestikkelse. Vi finder hurtigt ud af, at politistyrken samarbejder med den værste forbryder af dem alle: Jaykant Shikre (Prakash Raj), som viser sig at være skyldig i bl.a. at drive en uskyldig og ærekær politimand til selvmord. Politimandens enke, Meghan (Sonali Kulkarni), prøver at rense sin afdøde mands navn, og til det får hun brug for Inspector Bajirao M. Singham (Ajay Devgn), der kommer ind fra Udkantsgoa for at rydde op i storbyen.

Da filmen begyndte, var jeg ikke helt sikker på, at Singham ville være den vilde bad-ass, som traileren gav udtryk for. Men så kom første sang- og dansescene, og jeg begyndte at overveje, om mon ikke traileren havde ret i sin påstand: Singham er for hård. Som solen stiger op over sydindiske templer, stiger Singham op af vandet i slowmotion med en overkrop så spændstig, at man er bange for at kigge direkte på ham. Og som han lufttørrer i den sydindiske sol, gjalder Singhams temasang ud over land og by:

”Hjertet banker hårdt, kroppen ryster, når du ved, han kommer: Singham!
Han skåner aldrig de onde, han omfavner det gode.
Han er uovertruffen, han er meget stærk.
Singham tilintetgør ondskab.”

Jeg er ikke meget for ensidede og ensporede fortolkninger af lyrik, men jeg vil alligevel mene, at de prøver at antyde, at Singham er en helt. Og ikke en hvilken som helst helt, men en helt, der uden tvivl kan smadre Jaykant Shikre og hans håndlangere.

Apropos spændstig overkrop: Det virker, som om der er en six-pack-trend i Indien for tiden: Hrithik Roshan i Dhoom:2, SRK i Om Shanti Om og Ra.One og nu Ajay Devgn i Singham. Aldrig har Indien produceret så mange mavemuskler, og det er ikke en dårlig ting, slet ikke når vaskebrætterne vises frem i slowmotion.

Og slowmotion er Singhams M.O. Jeg har aldrig set nogen bevæge sig så meget i slow-mo som Singham: Slowmotion forfra, slowmotion fra siden og slowmotion i close up. Det er vist ikke engang filmen, der køres i slow-mo, men bare Singham, der er så cool, at han bevæger sig naturligt i slowmotion. Selv om skurke og bøller iler væk i biler, formår Singham ganske langsomt (men beslutsomt) at hale ind på dem. Ah, filmmagi.

Han er god ved børn, har trucker-solbriller og en ordentlig sydindisk snegl af et overskæg: Singham er kommet for at sparke røv og skabe retfærdighed.


http://www.youtube.com/watch?v=w6iFLBNbCGA
Titelsangen ”Singham”

Fra søvndyssende tiger til brølende løve
Singham er en hindi-remake af tamilfilmen Singam, og Mumbai-produktionen har ikke bare tilføjet et ’h’ i titlen, men også større budget og en ny hovedrolleindehaver. Singam foregår i Tamil Nadu, og måske for at bevare lidt sydindisk flavor, foregår Singham i Goa.

Efter at have set Kaal (2005) havde jeg ærlig talt ikke meget fidus til Ajay Devgn, der på den mest søvndyssende måde slæbte sig rundt i junglen, på trods af at han vist skulle fremstå mystisk og intens. Så jeg var lidt skeptisk over for, at samme Ajay Devgn skulle spille action-packed politimand i Singham. Men der er ingen grundt til bekymring, for Devgn har for længst forladt junglen til fordel for landsbylivet, hvor han håndhæver loven.  

Sydindisk galskab på hindi
Film fra især tamil- og telugu-filmindustrierne er lige en tand skørere end de gængse bollywoodfilm. Singham er én af en lang række film, der de senere år er blevet genindspillet på hindi fra en af de sydindiske filmindustrier, hvor galskaben har overlevet, og det klæder den. Vi er tilbage til hindiaction, som man så det i 1970’erne, hvor bl.a. the Big B sørgede for, at ingen forbryder slap uskadt fra sine ugerninger. Jeg kan anbefale Sholay, Deewaar og Coolie – alle med Bachchan i hovedrollen.

Vild action, tamme kvinder
Det eneste, jeg har svært ved at acceptere i den ellers fantastisk velfungerende actionfilm, er det tåbelige pigebarn Kavya Bhosle (Kajal Agarwal).  Jeg er med på, at der skal være en kærlighedshistorie i en mainstream indisk film, men at Kavya skulle være en passende partner for Singham er for langt ude. Han er handlekraftig og bekymrer sig for andre, hun er barnlig og egoistisk.  

Hvorfor kunne kærligheden ikke opstå mellem Singham og den hævntørstige og handlekraftige enke Megha? Desværre nok fordi hun netop er enke. Jeg har endnu ikke set en mainstream hindifilm, hvor en enke kunne være kærlighedsobjekt. Men i mine øjne ville Megha og Singham være et godt par. Singham har ikke brug for en pige – Singham har brug for en kvinde.

Derudover er det lidt sjovt, at skurken Jaykant Shikre ligner Abhishek Bachchan og Rodney Dangerfields love child. Ikke just en kombi, man bliver bange for.
Skurken Jaykant Shikre
Flyvende pandeslag
Sighams varemærke er et flyvende pandeslag in sync med det løvebrøl, vi hører, hver eneste gang Singham tæsker forbryderne (og det er tit). For der er meget korruption blandt indiske politikere og politi, og hvis nogen kan rydde op, så er det Singham: Han kan sin mytologi – sin Mahabharata og Ramayana, han kan sine filmreferencer, og så kan han stå ud af bilen som en anden Bruce Willis i Red. Og som ingen andre kan han brøle som en løve, mens han som en anden angry young man rydder op i Indiens korruption.

http://www.youtube.com/watch?v=mp-XqCrCi6I
Se traileren for Sigham og overgiv dig til fed indisk action

søndag den 15. april 2012

Meget fjollet, men velfungerende komedie


Kodeordet er fjollet i Sajid Khan komedie Housefull 2. Det er en forvekslingskomedie med forveksling på, fuld af filmreferencer og overdreven brug af langt ude planer om at narre folk. Det hele ender selvfølgelig med et bryllup. Men absolut ikke et almindeligt et af slagsen – et forvekslings-, skuddrama-, falden på halen-komedie-et af slagsen.

Hindikomedie. Allerede dér plejer jeg at stå af. Men når nu filmen var i biffen, tænkte jeg ”Hva’ fa’en, hvor slemt kan det være?!” Og det viste sig slet ikke at være slemt. Jeg var utrolig godt underholdt i de 2 ½ time, filmen tordnede hen over det store lærred i Albertlund bio.

No animals were injured
”Shooting was done abroad and no animals were injured”. Når en film begynder på denne måde, så ved man, at det nok skal blive fedt. Vi er i London, nærmere bestemt i et cirkustelt, hvor to af vores kvindelige hovedpersoner Henna (Asin) og Bobby (Jacqueline Fernandez) bliver præsenteret. De arbejder for at sikre dyrerettigheder, og så er de selvfølgelig ærkefjender. Det giver god mening, at de er ærkefjender, for det viser sig, at deres forældre også hader hinanden, skønt de er i familie og bor klods op ad hinanden.

Her er de to familier, der hader hinanden. Fædrene spilles af de to tyksakke Rishi og Randhir Kapoor, der i virkeligheden er brødre og spiller sammen for første gang.

Men det der med dyrerettigheder, er straks sværere at se pointen i. Men det skal man heller ikke. Denne film er nemlig en film, hvor kun dem, der er allerbedst til at gemme den kritiske sans væk, kan more sig. Og det er absolut ingen kritik af filmen, men måske snarere af folk, der kritiserer film som Housefull 2 med korslagte arme og et udtryk i fjæset, der siger: ”Den her film er jo totalt urealistisk og folkekomedieagtig fjollet.”

En pyton i skridtet
Og netop folkekomedien og falden på halen-komedien kan spinde guld af to kvinder, der elsker dyr og har hhv. en kæmpepyton og en alligator som kæledyr, som kan bruges til at straffe selvsikre bejlere. Det har intet med handlingen at gøre, men det gør ikke noget.

Der bruges også det gamle trick med at spole filmen hurtigt, for at gøre noget morsomt, samtidig med at filmen er fyldt med ”dyt”, ”boing” og ”pift”-lyde, for at ingen skal være i tvivl om, at nu er det humor. Ja, sådan noget er virkeligt plat, men samtidig med denne ekstreme plathed er der en intensitet og en energi, så man må overgive sig. Det gjorde jeg i hvert fald, og der er ingen tvivl om, at min sidemand heller ingen problemer havde med at tilsidesætte sin kritiske sans, for hans latterudbrud rungede konstant i salen.

De fire fyre bærer filmen
Det var især de fire mandlige hovedroller, der gjorde filmen værd at se. Akshay Kumar, John Abraham, Shreyas Talpade og Ritesh Deshmukh var super! Især John Abraham virker, som om han har fundet sin form. Jeg kunne rigtig godt lide ham i Deepa Methas Water (som på ingen måde er bollywood), men ellers har jeg kun set ham i elendige roller i elendige film (Dhoom, Kaal og Zinda – sidstnævnte er en rigtig dårlig kopi af det sydkoreanske mesterværk Oldboy). Men her sammen med de tre andre er han rigtig god. Akshay Kumar fik åbenbart sit store gennembrud med Housefull (2010). Selv har jeg kun set ham i Singh Is Kinng fra 2008, hvis mest imponerende element var, at de havde fået Snoop Dogg til at synge rulletekstsangen. Talpade og Deshmukh kender jeg ikke, men når man kigger på deres track record på imdb, siger det vist mere om mig end om dem.

Chaplin-agtig humor med sang og dans
Af årsager jeg ikke kender til, er inderne vilde med en Buster Keaton- og Charlie Chaplin-agtig humor. Næsten alle bollywoodfilm indeholder naiv og klovnet humor, og jeg synes ikke altid, det fungerer. Men det gør det i Housefull 2. Derudover er der kung fu-inspirerede slåskampe, usandsynlig mange lussinger og en bryllupsarrangør, der taler hindi med italiensk accent. Det hele er selvfølgelig krydret med sang og dans, og især den første ”Papa toh Band Bajaye” er rigtig flot. Påklædningen er bedste 50’er-stil med farverige jakker, slips, briller og hatte. Det er koreograf Farah Khan, der er på spil her. Når man sammenligner med hendes fantastiske koreografi i film som Dilwale Dulhania Le Jayenge, Dil Se.., Monsoon Wedding, Kabhi Khushi Kabhie Gham..., Kal Ho Naa Ho, Paheli og Om Shanti Om er koreografien i Housefull 2 ikke imponerende, men ”Papa toh Band Bajaye” kommer tættest på.

De fire fyre Ritesh Deshmukh, Akshay Kumar, John Abraham og Shreyas Talpade

http://www.youtube.com/watch?v=Jvsgnk8lmn0

Genreforventninger
Men som jeg så ofte før har fablet om, så er genreforventninger vigtige, når man ser film. Og Housefull 2 er ikke det klassiske larger than life-melodrama, men en komedie med action, forviklinger og venskab. Det er de præmisser, filmen skal ses på. Og kan man det, så er her en lille guldgrube af absurd hindikomik.

Se traileren:
http://www.youtube.com/watch?v=mBKuW-cUK4g

Se mere om bollywood i biffen:
http://desiworld.dk/