Imponerende film, der
ikke alene fortæller historien om 70 års blodfejde mellem rivaliserende
familieklaner, men samtidig er en historie om Indien. Se begge film på fredag
d. 24. august i Cinemateket kl. 19. Tilsammen er der lidt under 6 timers
gangsterfilm, så det er lidt af en kraftanstrengelse, men hold op hvor er det
fedt!
Filmfestivalen ’Indian Indies – Bollywood and Beyond’ blev
skudt i gang i går (søndag d. 19. aug.) med Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) 1 og 2. I mellem de to film
var der indisk mad og instruktørbesøg af Anurag Kashyap. Han fortalte blandt
andet om sin kærlighed for den store fortælling – ikke kun den episke
fortælling, men også om endelig at have midlerne til at kunne sprede sin
fortælling over 320 minutter. Så alle, der sætter pris på den store fortælling,
historien som ellers kun tv-serier har mulighed for at fortælle, vil kunne
værdsætte Kashyaps to film.
Filmen(e)s omdrejningspunkt er magtkampe og hævntogter
mellem tre familieklaner gennem tre generationer. Og der er langt til bollywood
fra Wasseypur – dette er parallel cinema,
når det er bedst! Som andre før mig har skrevet, så er filmen nærmest tarantinosk
i sin fremstilling af vold blandet med rå action og gangsterattitude med en god
blanding af Sergio Leone, Coppola og Scorsese.
Der er ingen sang og dansescener, som vi kender det fra
bollywoodfilm, men alligevel har filmen et utroligt soundtrack, der er meget
vigtigt for filmen, og filmen er spækket med musik, som er med til at gøre den
til noget særligt. En blanding af elektronisk, pop- og indisk folkemusik udgør
filmens 15 numre, og sangene er ikke udført af kendte kunstnere, men lokale
sangere fra området omkring Wasseypur og Dhanbad.
Udover at filmen filmet omkring Wasseypur og Dhanbad, er den
baseret på virkelige hændelser fra byernes voldelige historie. Nogle figurer i
filmen er baseret på virkelig personer med netop de navne, hvorimod andre er
sammensmeltninger af flere personer. Da filmens historie(r) genfortæller
virkelige begivenheder, der har fundet sted i Wasseypur, har den skabt
kontroverser i Indien, men er uventet også blevet et kæmpe hit og har solgt
mange billetter. Soundtracket er også blevet et hit, og sangen ‘O Womaniya’ synes
jeg viser hvorfor.
Som sagt er filmen et hævndrama – en blodfejde, der går i
arv gennem tre generationer, men det er samtidig et billede på 70 års Indisk
historie. Landets industrielle udvikling spiller en vigtig birolle, og som et
super fortællekneb ved vi præcis, hvornår vi er, gennem referencer til tidernes
mest populære hindifilm: i 1970’erne har vi referencer til Amitabh Bachchan,
som den vrede unge mand, der skal hævne sig, og filmen Trishul ses af vores hovedpersoner i biografen. Derudover har vi
referencer til Kasam Paida Karne Wale Ki
(1980’erne) og Dilwale Dulhania Le
Jayenge (1990’erne), de unge til have frisure som Salman Khan (1990’erne)
og til sidst i filmen går vores hovedpersoner i biffen og ser Munnabhai M.B.B.S. (00’erne).
Jeg vil på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser
filmen(e) på fredag. Det er en unik chance for at se Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) på det store lærred i én
ombæring. Et enormt filmprojekt, der imponerer med sin fortællekunst, sit
stilistiske udtryk samt formidable soundtrack.
Til jer, der ikke var i Cinemateket i går, kan I se et
interview med Anurag Kashyap her:
Læs mere om filmens musik i Times of India:
http://articles.timesofindia.indiatimes.com/2012-06-05/music-reviews/32054877_1_song-lyrics-bhojpuri
Ingen kommentarer:
Send en kommentar