Gandu – anmeldelse

 

Gandu er en af de film, jeg har glædet mig til at se rigtigt længe. Den er bandlyst i Indien, blevet vist på Berlinalen (2011), og hypet i Europa med beskrivelser som ”modig” og ”provokerende”. Nu har jeg set filmen, og jeg kunne ikke være mere uenig.

Gandu er en ung knægt, der er fyldt af indestængt vrede. Han bor sammen med sin mor i et hus, som betales af moderens elsker. Moderen og elskeren dyrker tilsyneladende konstant højlydt sex, mens Gandu hver dag sniger sig ind i moderens rum og stjæler mandens penge. Så render han ellers sur rundt i Kolkata, hvor han dagligt køber lottokuponer for de stjålne penge. Hver dag bliver han så endnu mere vred, når det viser sig, at han ingenting har vundet. Gandus ensomhed brydes dog, da han en dag møder en Bruce Lee-wannabe af en rickshaw-wallah. Sammen tager de stoffer, er sure og rickshaw-wallah’en er publikum, når Gandu bryder ud i sang, der minder om det tidlige Beastie Boys (men hurtigere).

Jeg var inde at se filmen med en af mine indiske venner, som efter filmen var tilfreds, da han synes, det er en vigtig film for Indien. Den bryder grænser både i kraft af sin fortællestil samt filmens sort/hvide billeder, der dog ca. halvvejs inde i filmen skifter om til meget kraftige og varme orange-røde farver. Men det er især på grund af de meget eksplicitte pornografiske billeder, at Gandu skulle være en vigtig film, der kan åbne nye muligheder i en filmindustri, der i høj grad præges af kyske kindkys.

Jeg kan godt se, at Gandu i en indisk sammenhæng er interessant, da landet, så vidt vides, ikke tidligere har produceret noget lignende. Men efter min mening er det et problem, hvis det interessante begrænser sig til at være interessant i en afgrænset sammenhæng. Det gør desværre ikke filmen god, men bare til et kuriosum i en særlig kontekst. Der er intet i filmen, som ikke er set før, og på trods af en spilletid på kun 90 min., er filmen kedelig og prætentiøs.

Instruktøren (der insisterer på at kalde sig Q) har forsøgt at lave et provokerende metaværk, men filmen bliver offer for sin egen hype og ender ikke med at blive rebelsk, men blot ligegyldig. Jeg har intet imod porno, men der skal være en pointe med at se Gandu onanere (pikken i hånden og sperm på maven) eller en pointe med at se en pige sutte den af på ham. Men her virker det bare som porno for provokationens skyld.

Det er godt med forsøg på at lave nye former for film i og om Indien, men denne her er desværre bare en tom stiløvelse.