lørdag den 3. september 2011

Pyar Ka Tarana - bollywood i Ellert

Plottet i bollywoodfilm har ændret sig en del i løbet af de sidste 10-20 år fra at handle om indere i Indien til i stigende grad at handle om indere i Vesten. For at tilgodese de indere, som bor i udlandet, bliver filmene optaget i vestlige lande som aldrig før. Der er blevet indspillet film i så forskellige lande som Australien, USA, England, Brasilien, Sverige og selv Københavns gader har været location for hindifilm.

I 1993 fik filmen Pyar Ka Tarana premiere og hele filmen foregår og er filmet i Danmark. Filmen er ikke lige sådan at skaffe, og det vrimler heller ikke med plotbeskrivelser på nettet, men de videoer man kan se på YouTube ser fantastiske ud! På den der absurde 90’er-agtige måde. Hovedpersonerne spillet af Manu Gargi og Anita Ayoob render rundt på de danske strande i hhv. speedo og badedragt, mens de synger og danser mellem de undrerne danske badegæster i sangen „Tumse Jo Kahun Gi Karo Ge”. Pludselig er de på Købmagergade, hvor de danser og synger på toppen af Rundetårn, så jeg er sikker på, Christian den 4. vender sig i graven.

Men det bliver endnu federe i titelsangen, hvor paret fræser forbi Vor Frue Kirke i en knaldrød Ellert for at køre ind på Strøget og synge i deres lille røde bil med åbent soltag, der nu er så proppet, at selv det indiske publikum må tænke: „Aahh, der er vist alligevel lidt for mange mennesker i den bil.” Efter en tur i en park, skal der synges og danses i Tivoli, og det er et syn de danske havegæster ikke havde regnet med at skulle se. De måbende danskere står i baggrunden og glor: ældre damer er stoppet brat op på stien, hvor de er kommet for at se på blomster, og restaurantgæster hænger ud af vinduerne for at se, hvad i alverden, der foregår.

Gargi og Ayoob skal da også lige rundt i alle Bakkens forlystelser, køre i hestevogn og vandrutchebane inden de tager turen til Langelinje.

Hvis du ved, hvor jeg kan skaffe filmen, så sig endelig til, for som dansk hindifilmfan, tror jeg, det er en must see. Døm selv efter dette klip:

http://www.youtube.com/watch?v=6pKk3PsqWog

lørdag den 27. august 2011

Film fra Indien og Pakistan i biffen


Hvis du har lyst til at se film fra Indien og Pakistan er september lige din måned.

Park Bio på Østerbro i København viser Mere Brother ki Dulhan fredag d. 9.sept., Bodyguard d. 10. sept. og den pakistanske film Bol d. 11.sept. Alle filmene vises kl. 21.

Jeg kender ikke filmene udover de trailers jeg har set, så jeg kan ikke anbefale dem. Men måske tager du ind og ser dem, og så kan du fortælle os andre, om det er film vi skal se.

Her er i hvert fald links til Park: http://www.park-bio.dk/bollywood.php

Mere Brother ki Dulhan: http://www.youtube.com/watch?v=iSwvdvRx8cg

Bodyguard: http://www.youtube.com/watch?v=V42XnJzbhpo

Bol: http://www.youtube.com/watch?v=f7toLRzMTh4


Mine penge er på Bol, men let us know.

mandag den 6. juni 2011

Singham – The Lion




Så er der action igen fra Indien. Uden yderligere sammenligning (forhåbentlig) er Singham ligesom Endhiran en hindi-remake af en tamilfilm. Men denne gang tror jeg virkelig, det bliver fedt. Se selv denne trailer:

http://twitchfilm.com/news/2011/06/ajay-devgn-throws-down-south-indian-style-in-singham-trailer.php

Ud over Indiens superproduktion af crazy, science fiction- og actionfilm, så er denne et godt eksempel på, hvilket multi-sproget land, Indien er. Det er efterhånden ikke så sjældent, at en film laves på flere sprog på én gang for efterfølgende (hvis den bliver en succes) at blive genindspillet på endnu flere sprog.

Singham (2011) er som sagt en hindi-remake af tamilfilmen Singam (2010). Filmen blev dubbet på telugu som Yamudu, geninspillet på Kannada (sproget i delstaten Karnataka) som Kempegowda, og nu kommer så hindiversionen her den 22. juli, 2011.

Ajay Devgn er helten i Singham, og det skulle eftersigende være ham, man hiver fat i, når der skal fed action på det store lærred.


Ajay Devgan som Singham


Også flere telugu-stjerner er med til at støtte vores helt Ajay. Kajal Agarwal er heltinden, der forelsker sig i Singham, den modige strømer.
Kajal Agarwal


På den mandlige side spiller telugu-stjernen Prakash Raj spiller …ja, jeg ved faktisk ikke hvem, for jeg forstår ikke, hvad de siger i traileren, og det er meget sparsomme oplysninger, jeg har kunne finde på nettet om plottet. Men måske han spiller skurken? Det ville være fedt! Imponerende er manden i hvert fald, der tilsyneladende har spillet med i samtlige tamil- og telugufilm siden sin karrieres start i 1995. Ok, måske ikke alle, men 156 film på 16 år virker som alle. Små 10 film om året. Damn!

Prakash Raj i hvad ligner den fedeste dansescene


Den her film skal jeg se, så hvis nogle af jer derude ved om den går et sted i Danmark, så skriv lige!

Kilder:
http://twitchfilm.com/news/2011/06/ajay-devgn-throws-down-south-indian-style-in-singham-trailer.php
http://en.wikipedia.org/wiki/Singam
www.imdb.com

onsdag den 1. juni 2011

Ra.One - første trailer. Det blir så fedt!



Nu er den første trailer til Shah Rukh Khans SF actionfilm endelig kommet, og den ser fantastisk ud. Det er en kort trailer, så man ser ikke så meget. Men man ser nok: super CGI, masser af action og Shah Rukhs fjæs! Kom så danske biografer!! You can do it! This Diwali.

http://twitchfilm.com/news/2011/05/first-full-trailer-for-shah-rukh-khans-raone-appears-online.php

tirsdag den 24. maj 2011

Lars von Trier: Dear Friend Hitler

Lars von Trier gir den gas på årets Cannes-festival

Lars von Trier har gjort det igen: kommet med fuldstændig langt ude bemærkninger, mens han promoverer sin film. På dette års Cannes-festival ytrede Trier, at han forstår Hitler og sympatiserer en smule med ham. Og det var ikke kun Trier, der bragte Hitler på banen. Den indiske film Dear Friend Hitler blev vist på festivalen til stor morskab for publikum.

Selv om filmen på ingen måde er en traditionel bollywood-basker med sang, dans og falden-på-halen-komik, så blev der alligevel grinet på årets festival i Cannes. Filmens idé lyder ellers interessant: Lige før 2. verdenskrigs udbrud og atter en gang i 1945 skriver Mahatma Gandhi til Hitler for at få ham til at droppe sine planer om verdensherredømme. Det går som bekendt ikke særlig godt, og filmen fokuserer mest på Hitlers sidste dage. Samtidig forsøger filmen at vise, hvordan Hitlers voldsideologi står i modsætning til Gandhis fredsideologi. I modsætning til Lars von Triers udtalelse, så sympatiserer denne film ikke med Hitler, siger filmes producer Anil Sharma.

Hitler (Raghuvir Yadav) og Eva Braun (Neha Dhupia)

På trods af at filmen ifølge Sharma ikke sympatiserer med Hitler, så illustrerer den, ifølge debutinstruktør Rakesh Ranjan Kumar, Hitlers kærlighed til Indien. Yderligere mener Sharma, at „hvis nogen kan takkes for Indiens uafhængighed, så er det Hitler.” Disse udtalelser er ikke blot fuldstændig langt ude; de er også forkerte. Ja, altså medmindre man køber præmissen: At Tyskland under 2. Verdenskrig svækkede England så landet blev tvunget til at give uafhængighed til sine kolonier heriblandt Indien.

Dear Friend Hitler er Indiens første film om Hitler, og på trods af Kumars ambitioner bliver denne næppe filmen, der cementerer Indisk film, som noget der skal tages seriøst her i vesten. Desværre. I Cannes kunne publikum ikke abstrahere fra det faktum, at alle roller – selv Hitler og Eva – spilles af indere. Og oven i de mange historiske bommerter, blev filmen efter sigende festivalens ufrivilligt komiske indslag.

Så lad mig slutte med at minde om Devdas, der deltog i hovedkonkurrencen på Cannes i 2002. Her var ingen ufrivillig komik. Filmen er et mesterværk, som jeg til hver en tid vil anbefale! Med hensyn til Dear Friend Hitler, kan jeg kun sige„ I object!”

Madhuri Dixit som den prostituerede Chandramukhi i Devdas

Kilder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/05/14/130319.htm
http://www.glamsham.com/movies/scoops/11/mar/04-dear-friend-hitler-unveiled-at-berlin-film-fest-031112.asp
http://www.guardian.co.uk/film/filmblog/2010/jun/11/bollywood-film-hitler
http://www.hindustantimes.com/Dear-Friend-Hitler-not-based-on-Hitler-s-love-life/Article1-554773.aspx
http://www.filmbiz.asia/reviews/dear-friend-hitler

torsdag den 14. april 2011

Endhiran – Robotten, der får folk til at hade indisk film

Billede fra Endhiran med tamil megastjerne Rajni

En film om en robot, der kan skyde ud af fingrene, har overnaturlig styrke og som kan charmere den evigt skønne Aishwarya Rai, lyder for mig som den perfekte indiske film. Og det især hvis man er lidt træt af melodrama og romantik. Og når robotten så halvvejs inde i filmen bliver den sygeste bad guy, der skyder alt og alle, er involveret i biljagter, hvor alle kørertøjer eksploderer, bare man kigger på dem, kan det vel for fanden ikke gå galt!

Prøv selv at se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=hNXHveyzUvY

Men ak, det kan gå galt, og det gør det i den indiske storfilm Endhiran, som nu kan ses på CPH:PIX her den 26. april 2011. Og det er super ærgerligt, at filmfestivalen har valgt at vise netop denne film. Jeg er, som du nok har regnet ud, stor fortaler for indiske film i danske biografer, og netop derfor er det så forbandet, at Endhiran skal fylde det store lærred i København.

Og for en gang skyld er det heller ikke en bollywoodfilm, der bliver vist, men en tamilfilm. Er man i tvivl om, hvorvidt en film er en hindifilm fra Nordindien eller en film fra det sydlige Indien, skal man bare kigge på filmens helt. Er han en lille buttet, mørkhudet mand med en ordentlig snegl af et overskæg, ja så er den god nok: så er vi i Sydindien. Og der er rigtig gode chancer for, at vi enten er i delstaten Tamil Nadu eller Andhra Pradesh, der konstant kæmper om titlen som Indiens største filmproducent.

Sådan ser en rigtig mand ud i Sydindien. Rajni på et filmset.

Indisk science fiction i den dyre ende
Filmen her lægger ikke skjul på at være et af de nyeste skud på stammen af Indiens fascination af science fiction-film. Men desværre er det svært at have en følelse af, at dette er en original film, når det kommer til det visuelle udtryk, der tydeligvis er inspireret af både I, Robot og Terminator. Desværre lever filmens CGI ikke op til nogen af de to. Og det er mærkeligt, for den har om nogen film promoveret sig på sine effekter. Hele traileren er en stor special-effect! Filmen har bestemt sine CGI-øjeblikke, men kvaliteten svinger så meget mellem gode og dårlige effekter, at det bliver en joke.

Det er ellers en dyr film. Med et budget på ca. INR 1,900,000,000 (220.400.000 kr. plus minus et par kroner) skulle filmen efter sigende være den dyreste producerede film i Indien. Og der går da heller ikke mange minutter af filmen inden vi har product-placement for både Coca-Cola og Apple-produkter.

A. R. Rahman, Daft Punk og Black Eyed Peas
Heller ikke sangene virker særlig originale, og det på trods af, at vi har med den fantastiske komponist og sangskriver A. R. Rahman at gøre. Han har skrevet megahits til film som Dil Se ..., Lagaan, Swadesh, Water, Rang de Basanti og Delhi 6. Her i vesten er han nok mest kendt for sit soundtrack til Slumdog Millionaire og 127 Hours.

En af filmens dansescener, der intet har med robotter at gøre. Men til gengæld er den optaget i Peru.

Men her i Endhiran går det helt galt: vi hører konstant forvrængede ”robotstemmer” og falder dybere ned i robot-kitsch-fælden med en Daft Punk ”Around the World” møder Black Eyed Peas-dansesekvens. Hvor slemt må det ikke stå til i indiske kultur, når man føler sig nødsaget til at kopiere Black Eyed Peas?!

Lige ved og næsten …
Som stor fortaler for indiske populærfilm er det rigtig utilfredsstillende at se en film, der på mange punkter prøver at være en amerikansk SF/actionfilm, og til tider er lige ved at lykkes. Næsten. Men her er problemet: som en, der elsker indisk film er det helt vildt utilfredsstillende at skulle synes, at filmen er næsten lige så god som en Hollywoodfilm. Indisk film kan være så meget bedre, og det er nedladende over for indisk film at skulle sammenligne dem med Hollywoodfilm. Især hvis sammenligningen falder ud til Hollywoods fordel. Den eneste måde, hvorpå man kan synes, denne film er god, er hvis man forventer, at den er underlegen Hollywood, og det er da en ret kedelig forventning at have, når man går ind og ser en film.

Historien er om muligt endnu værre
Nu tænker du måske, at det da er muligt, at jeg har overset en fantastisk handling, fordi jeg har stirret mig blind på filmens visuelle udtryk. Til det kan jeg blot svare: Nej. Men jeg har allerede skrevet alt for meget nu, så hvis du insisterer på at vide, hvor dårlig også filmens historie er, ja så må du se filmen.
Hrithik Roshan og Priyanka Chopra på plakaten til Krrish (2006)

Men jeg kan anbefale…
Hvis man kan lide beskrivelsen af Endhiran og vil se en indisk actionfilm, der kan leve op til sin hype, så skal man gå på biblio og låne Krrish (2004). Her har vi super effekter, fede stunts og filmens stjerne Hrithik Roshan skuffer aldrig med sin spændstige krop, fede dansemoves og tre tommelfingre. Hrithik Roshan med vind i håret og musklerne spændte

Kilder:
http://www.imdb.com/ http://www.bollywoodworld.com/

søndag den 6. marts 2011

Delhi-6: stemningsbilleder af Indien

På trods af sine mange bollywoodklicheer er Delhi-6 en rørende fortælling om et moderne, men gammeldags Indien, hvis største fjende ikke længere er Pakistan, men inderne selv. En række poetiske billeder af Indien set gennem øjnene på en amerikansk inder, der vender hjem.

Roshan med sin Didi og skøre aunties.

I løbet af de seneste måneder har jeg set mange hindifilm. Virkelig mange hindifilm. Jeg tænkte, det var på tide at opdatere mit repertoire, så jeg reserverede 32 film på biblioteket, og så gik jeg ellers bare i gang.
Og hold da op, hvor har jeg set mange skodfilm! Det virker som om, at dem der sidder rundt omkring på landets biblioteker og køber bollywoodfilm ind, ikke rigtig ved, hvad det er, de køber. Der var bl.a. Sssshhh... (2003), Contract (2008) og Shakti (2002). Men dem skal jeg nok komme tilbage til en anden gang. Filmene, ikke bibliotekarerne.

I dag vil jeg skrive om en god film: Delhi-6.

Et stemningsbillede af Indien
For en gangs skyld har vi med en hindifilm at gøre, der ikke har 700 plottråde inden for de første 5 minutter. Det kan absolut have sin charme som for eksempel i klassikeren Amar Akbar Anthony (1979). Vi er ikke mere end 10 sekunder inde i filmen, da en far og husbond løslades fra fængsel og vender hjem til sin familie blot for at finde ud af, at hans elskede hustru er ved at dø af tuberkulose, og hans tre små drenge leger med våben. Og ikke nok med det, så har han siddet i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Så er scenen sat for 184 minutters drama med drama på.

Delhi-6 er en helt anden slags film. Den har kun ét plot, og er måske mere et stemningsbillede af Indien, end den er et plotdrevent melodrama. Vi skal nok få vores melodramatiske slutning, men selve filmen er rolig, og A.R. Rahmans fantastiske musik bidrager til en afdæmpet stemning. Vi har heller ikke de sædvanlige sang-og-dansescener, men korte sange og melodier, der skaber stemning, og kun i enkelte øjeblikke bruges som i en traditionel bollywoodfilm.

Roshan (Abhiskek Bachchan) og Annapurna Mehra (Waheeda Rehman)

En typisk NRI-film … og dog
Det er en af de der NRI-film, om en familie indere, der bor i vesten (som så mange gange før er det New York City), og modvilligt vender tilbage til Indien for at ordne noget. Her har vi en bedstemor (Waheeda Rehman), der er syg og vil hjem til Indien og dø. Hendes fortravlede søn vil ikke følge hende til det gamle land, men barnebarnet Roshan (Abhishek Bachchan) melder sig frivilligt til at tage med.

Så er scenen sat for alle de klicheer, vi altid ser i NRI-filmene: den vestlig-fødte unge inder, der render rundt med solbriller og mobiltelefon og som er totalt distanceret fra det hele. Roshan synes, Indien er et mærkeligt land, hvor han absolut ikke føler sig hjemme, og for ligesom at være sikker på, vi har forstået, hvor fremmedgjort han er, render han rundt og tager billeder på sin mobil af alt og alle, samtidig med at han nægter at spise alle de gudsgivne søde sager, som folk byder ham.

Som mange andre NRI-film, så giver Delhi-6 et billede af, hvad Indien er, og det er ikke kun teater om guderne, lækker mad og håbløs trafik. Delhi-6 kritiserer også Indiens korruption og magtmisbrug, der spilles billard i stedet for karam-board og det udstilles, hvor tåbeligt det er, at al trafik skal gå i står, når en hellig ko skal føde midt på kørebanen. Derudover lader Roshan sin familie forstå, hvor latterligt han synes det er, at han skal vaskes efter mødet med en lavere kaste.

Den lavkastede kvinde Jalebi (Divya Dutta)

The Black Monkey
Allerede da Roshan og Didi ankommer i lufthavnen, bliver vi introduceret for breaking news-historien om The Black Monkey. Som handlingen skrider fremad, spiller den sorte abe en større rolle, og filmen fortæller sin historie om Indien gennem Roshans oplevelser af og i Indien, historien om den sorte abe samt en stor teaterforestilling baseret på Ramayana’en – hinduernes store episke mytefortælling om mennesker og guder. Frygten for den sorte abe kommer til at splitte det hyggelige nabolag, i Delhis gamle bydel, i hinduer og muslimer. Det ellers så rare nabolag, hvor alle handler og snakker med alle, bliver en slagmark, og da Roshan er både muslim og hindu, får filmens protagonister stridighederne at føle på egen krop. Og det bliver for meget for selv den patriotiske bedstemor, der i filmens mest rørende scene erklære, at her vil hun ikke dø: hun vil hjem til USA.

Der blev jeg rørt og imponeret på samme tid: imponeret, fordi aldrig før har jeg set en hindifilm, der ikke konkludere at Indien er det bedste sted i verden for alle uanset, hvilke problemer der nu engang er. I ca. 2 minutter blev Indien præsenteret som en skuffelse for en NRI, en skuffelse så hjerteskærende, som den kun kan være for den, der elsker Indien allermest. Men ak, glæden var kort. For Roshan (der ellers var på vej til USA – for han havde fået nok) pludselig synes, Indien er det mest fantastiske sted i verden, og han vil ikke rejse nogen steder. Nu er han selvfølgelig også blevet forelsket og ofrer sig for kærligheden. Kærligheden til kvinden, han elsker, og til sit land. Filmen slutter da også lidt corney, da det fortælles, at den sorte abe ikke er en trussel ude fra, men en trussel inde i os selv.
Roshan med Bittu (Sonam Kapoor)

Romantisering af terrorisme
Instruktøren er Rakeysh Omprakash Mehra, og da jeg fandt ud af, at hans sidste film var Rang de Basanti (2006), blev jeg lidt skeptisk. Jeg er ærlig talt dødtræt (undskyld ordspillet) af film om terrorisme, og Rang de Basanti var en af de tåbeligste af slagsen. Så jeg frygtede, at også denne film skulle være endnu en romantisering af terrorisme. En film, hvis morale er, at hvis man slår ihjel for sit land, er man ikke terrorist. Men det lader til, at det var Aamir Khans bidrag til filmen, for det var heldigvis ikke moralen i Delhi-6.
Sonam Kapoor sammen med instruktør Rakeysh Omprakash Mehra

Delhi-6 er en rolig og velproduceret fortælling, der på trods af klicheerne formår at levere en rørende fortælling om et moderne, men traditionelt og gammeldags Indien, der trods alt er værd at leve i.