onsdag den 14. november 2012

Jab tak hain Jaan – Yash Chopras svanesang


Ladakh – present day. Et hold bomberyddere er i gang med at desarmere en bombe på en markedsplads. Men de har problemer, det er for kompliceret  – så bomberydder nr. 1 gør sin entré. Shah Rukh Khan er tilbage i skudlinjen i Yash Chopra s romantisk drama Jab tak hain Jaan.

Samar Anand spillet af Shah Rukh Khan (hvis du skulle være i tvivl)

Albertslund bio – tirsdag aften. Salen er proppet med mennesker, og som SRK toner frem på lærredet, er der ingen, der holder sig tilbage. Der bliver klappet og piftet – også fra salens fyre – og det står klar, at skønt Khan er 47 år, så har han ikke mistet grebet om publikum, hverken som action- eller romantisk helt.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men jeg kan sige så meget, at det er et trekantsdrama mellem Samar Anand (SRK), Meera (Katrina Kaif) og Akira (Anushka Sharma). Det er formelfilm, det er kliché-præget, men det virker. Filmen er fyldt med fjollede replikker og tåbelige plothuller. Men ikke desto mindre tror jeg på Samars længsel efter Meera, og i modsætning til så mange hollywoodfilm, jeg har set de seneste måneder, bliver jeg følelsesmæssigt involveret. Jo jo, Meera opfører sig idiotisk, og man kan ikke altid følge grundlaget for hendes studehandler med Jesus, men det tilskriver jeg en kulturel baggrund, jeg ikke kan sætte mig ind i, ser bort fra det, og nyder filmen.

Der er ingen tvivl om, at det er Shah Rukh Khans karisma, Yash Chopras flotte vision og A.R. Rahman dejlige musik, der bærer filmen. Der er ikke nogen original handling, og som sagt skal man ikke tænke for meget over Meeras bevæggrunde. Men det er ikke desto mindre et dejligt romantisk drama.

God gammeldags dance-off
Gensyn med old-school romantisk drama
Med den unge ambitiøse Akira kommenterer Jab tak hain Jaan på to generationers romantiske dramaer, hvor der ikke bliver lagt skjul på, at SRK nu ikke længere tilhører den unge generation, ej heller deres kærlighedssyn. Som Akira udtrykker det, så har Indiens ungdom i dag flygtige kærlighedsforhold, hvorimod Samar (og dermed SRK, der har spillet romantisk helt siden 1995 i Dilwale Dulhania Le Jayenge) repræsenterer en generation, hvor man tror på den eneste ene og længes, så hjertet er ved at briste.

Jeg ved ikke, om den unge generation er ked af, at miste den old-school form for kærlighed, eller om der er tale om kulturel indoktrinering, men der blev i hvert fald klappet fra salen, hver gang der blev sagt eller gjort noget moralsk rigtigt. På den anden side blev der også klappet og piftet første gang man ser den unge, moderne og promiskuøse Akira i bikini, så …

Akira er en af drengene
Yash Chopras svanesang Jab tak hain Jaan er bestemt værd at se. Og Shah Rukh Khan … ja, han er og bliver romantisk helt nr. 1 lidt endnu.


Jab tak hain Jaan Albertslund bio 13.-24. november



tirsdag den 13. november 2012

Jab Tak Hai Jaan

Hvis du ikke har noget at lave i aften... Nej, selvom du har noget at lave i aften, så drop det og tag ind og se Jab Tak Hai Jaan. Der er verdenspremiere i Albertslund, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt!



Jab Tak Hai Jaan er Yash Chopras sidste film, og med Shah Rukh Khan tilbage i et romantisk melodrama tror jeg det bliver en rigtig god aften.

Albertslund kl. 20. Vi ses.

Se traileren.

søndag den 9. september 2012

Gandu – anmeldelse

 
Gandu er en af de film, jeg har glædet mig til at se rigtigt længe. Den er bandlyst i Indien, blevet vist på Berlinalen (2011), og hypet i Europa med beskrivelser som ”modig” og ”provokerende”. Nu har jeg set filmen, og jeg kunne ikke være mere uenig.

Gandu er en ung knægt, der er fyldt af indestængt vrede. Han bor sammen med sin mor i et hus, som betales af moderens elsker. Moderen og elskeren dyrker tilsyneladende konstant højlydt sex, mens Gandu hver dag sniger sig ind i moderens rum og stjæler mandens penge. Så render han ellers sur rundt i Kolkata, hvor han dagligt køber lottokuponer for de stjålne penge. Hver dag bliver han så endnu mere vred, når det viser sig, at han ingenting har vundet. Gandus ensomhed brydes dog, da han en dag møder en Bruce Lee-wannabe af en rickshaw-wallah. Sammen tager de stoffer, er sure og rickshaw-wallah’en er publikum, når Gandu bryder ud i sang, der minder om det tidlige Beastie Boys (men hurtigere).


Jeg var inde at se filmen med en af mine indiske venner, som efter filmen var tilfreds, da han synes, det er en vigtig film for Indien. Den bryder grænser både i kraft af sin fortællestil samt filmens sort/hvide billeder, der dog ca. halvvejs inde i filmen skifter om til meget kraftige og varme orange-røde farver. Men det er især på grund af de meget eksplicitte pornografiske billeder, at Gandu skulle være en vigtig film, der kan åbne nye muligheder i en filmindustri, der i høj grad præges af kyske kindkys.

Jeg kan godt se, at Gandu i en indisk sammenhæng er interessant, da landet, så vidt vides, ikke tidligere har produceret noget lignende. Men efter min mening er det et problem, hvis det interessante begrænser sig til at være interessant i en afgrænset sammenhæng. Det gør desværre ikke filmen god, men bare til et kuriosum i en særlig kontekst. Der er intet i filmen, som ikke er set før, og på trods af en spilletid på kun 90 min., er filmen kedelig og prætentiøs.

Instruktøren (der insisterer på at kalde sig Q) har forsøgt at lave et provokerende metaværk, men filmen bliver offer for sin egen hype og ender ikke med at blive rebelsk, men blot ligegyldig. Jeg har intet imod porno, men der skal være en pointe med at se Gandu onanere (pikken i hånden og sperm på maven) eller en pointe med at se en pige sutte den af på ham. Men her virker det bare som porno for provokationens skyld.

Det er godt med forsøg på at lave nye former for film i og om Indien, men denne her er desværre bare en tom stiløvelse.

mandag den 20. august 2012

Gangs of Wasseypur 1 og 2 – anmeldelse



Imponerende film, der ikke alene fortæller historien om 70 års blodfejde mellem rivaliserende familieklaner, men samtidig er en historie om Indien. Se begge film på fredag d. 24. august i Cinemateket kl. 19. Tilsammen er der lidt under 6 timers gangsterfilm, så det er lidt af en kraftanstrengelse, men hold op hvor er det fedt!

Filmfestivalen ’Indian Indies – Bollywood and Beyond’ blev skudt i gang i går (søndag d. 19. aug.) med Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) 1 og 2. I mellem de to film var der indisk mad og instruktørbesøg af Anurag Kashyap. Han fortalte blandt andet om sin kærlighed for den store fortælling – ikke kun den episke fortælling, men også om endelig at have midlerne til at kunne sprede sin fortælling over 320 minutter. Så alle, der sætter pris på den store fortælling, historien som ellers kun tv-serier har mulighed for at fortælle, vil kunne værdsætte Kashyaps to film.

Filmen(e)s omdrejningspunkt er magtkampe og hævntogter mellem tre familieklaner gennem tre generationer. Og der er langt til bollywood fra Wasseypur – dette er parallel cinema, når det er bedst! Som andre før mig har skrevet, så er filmen nærmest tarantinosk i sin fremstilling af vold blandet med rå action og gangsterattitude med en god blanding af Sergio Leone, Coppola og Scorsese.


Der er ingen sang og dansescener, som vi kender det fra bollywoodfilm, men alligevel har filmen et utroligt soundtrack, der er meget vigtigt for filmen, og filmen er spækket med musik, som er med til at gøre den til noget særligt. En blanding af elektronisk, pop- og indisk folkemusik udgør filmens 15 numre, og sangene er ikke udført af kendte kunstnere, men lokale sangere fra området omkring Wasseypur og Dhanbad.

Udover at filmen filmet omkring Wasseypur og Dhanbad, er den baseret på virkelige hændelser fra byernes voldelige historie. Nogle figurer i filmen er baseret på virkelig personer med netop de navne, hvorimod andre er sammensmeltninger af flere personer. Da filmens historie(r) genfortæller virkelige begivenheder, der har fundet sted i Wasseypur, har den skabt kontroverser i Indien, men er uventet også blevet et kæmpe hit og har solgt mange billetter. Soundtracket er også blevet et hit, og sangen ‘O Womaniya’ synes jeg viser hvorfor.


Som sagt er filmen et hævndrama – en blodfejde, der går i arv gennem tre generationer, men det er samtidig et billede på 70 års Indisk historie. Landets industrielle udvikling spiller en vigtig birolle, og som et super fortællekneb ved vi præcis, hvornår vi er, gennem referencer til tidernes mest populære hindifilm: i 1970’erne har vi referencer til Amitabh Bachchan, som den vrede unge mand, der skal hævne sig, og filmen Trishul ses af vores hovedpersoner i biografen. Derudover har vi referencer til Kasam Paida Karne Wale Ki (1980’erne) og Dilwale Dulhania Le Jayenge (1990’erne), de unge til have frisure som Salman Khan (1990’erne) og til sidst i filmen går vores hovedpersoner i biffen og ser Munnabhai M.B.B.S. (00’erne).


Jeg vil på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser filmen(e) på fredag. Det er en unik chance for at se Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) på det store lærred i én ombæring. Et enormt filmprojekt, der imponerer med sin fortællekunst, sit stilistiske udtryk samt formidable soundtrack.



Til jer, der ikke var i Cinemateket i går, kan I se et interview med Anurag Kashyap her:



Læs mere om filmens musik i Times of India:

torsdag den 9. august 2012

Kæmpe indisk filmfestival i Kbh

Gandu

Så er der indisk festival i byen – en måned spækket med indisk kunst og kultur og selvfølgelig en masse filmoplevelser.

Så har PIX endelig offentliggjort filmprogrammet for filmfestivalen Indian Indies – Bollywood & Beyond, og det ser rigtig godt ud! Filmfestivalen foregår fra den 19. august til den 16. september og er en del af festivalen India Today Copenhagen Tomorrow, som er et erhvervs- og kulturfremstød med indisk kunst, mode, film, dans, politik, videnskab og erhverv.

Filmfestivalen giver os en unik mulighed for ikke kun at se bollywoodfilm, men også at stifte bekendtskab med film fra andre af Indiens mange filmindustrier og rigtig mange film, der ikke kører bolly-stilen – de indiske indier. Her er film fra Bengalen, Tamil Nadu, Maharashtra, Punjab, Gujarat og Kashmir.

Her er en liste over de film, der bliver vist under festivalen. Alle film bliver vist i Cinemateket på Gothersgade, Kbh. og er med engelske undertekster.

Gangs of Wasseypur (2012) 320 min. – hindi
søndag d. 19. august kl. 16:15
fredag d. 24. august kl. 19:00


Udaan (2010) 134 min. – hindi
onsdag d. 22. august kl. 18:45
lørdag d. 25. august kl. 16:60


Om Shanti Om (2007) 168 min. – hindi
Vises på Strøget/Nytorv lørdag d. 1. september kl. 20:30


7 Khoon Maaf (7 Sins Forgiven) (2011) 137 min. – hindi
søndag d. 26. august kl. 16:30


Abosheshey (At the End of it All) (2012) 118 min. - bengalsk
tirsdag d. 21. august kl. 20:00
søndag d. 26. august kl. 19:30


Zindagi Na Milegi Dobara
Zindagi Na Milegi Dobara (2011) 155 min. – hindi
lørdag d. 15. september kl. 19:00


Ballad of Rustom (2012) 117 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl.16:00
tirsdag d. 11. september kl. 16:30

Rockstar (2011) 150 min. – hindi
fredag d. 7. september kl. 19:00


Raavanan
Raavanan (2010) 137 min. – tamil
tirsdag d. 4. september kl. 21:00
onsdag d. 12. september kl. 19:00


The Untitled Kartik Krishnan Project (2010) 75 min. – engelsk og hindi
fredag d. 31. august kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 22:00

Greater Elephant (2012) 90 min. – hindi
lørdag d. 25. august kl. 19:30
torsdag d. 30. august kl. 21:30


Kshay (Corrode) (2011) 92 min. – hindi
søndag d. 2. september kl. 19:00
fredag d. 14. september kl. 21:30

Gandu (Asshole) (2010) 89 min.– bengalsk
fredag d. 7. september kl. 21:45
torsdag d. 13. september kl. 19:00


Deool (The Temple) (2011) 135 min. – marathi
tirsdag d. 21. august kl. 16:30
søndag d. 9. september kl. 19:00


Anhey gorhey da daan (Alms for a Blind Horse)(2011) 112 min. – punjabi
tirsdag d. 28. august kl. 21:30
torsdag d. 6. september kl. 19:00


Valley of Saints (2012) 82 min. – kashmiri
lørdag d. 8. september kl. 21:30
fredag d. 14. september kl. 19:00


Road, Movie (2009) 95 min. – hindi
tirsdag d. 21. august kl. 19:00
onsdag d. 5. september kl. 19:00


Patang (The Kite) (2011) 93 min. – hindi, gujarati og engelsk
torsdag d. 23. august kl. 19:15
onsdag d. 29. august kl. 19:15


Paan Singh Tomar (2010) 135 min. – hindi
lørdag d. 1. september kl. 16:45


Delhi Belly
Delhi Belly (2011) 103 min. – hindi
lørdag d. 8. september kl. 19:00
lørdag d. 15. september kl. 16:30


Charulata (The Lonely Wife) (1964) 117 min. – bengalsk
søndag d. 16. september kl. 16:30

Læs mere om filmene og alle de andre udstillinger, koncerter, forestillinger og events på:
http://indiatoday.dk/aktiviteter/aktivitet/article/indiske-film-paa-cph-pix/

eller i festivalprogrammet som du kan læss her: http://issuu.com/andreascph/docs/cphpix_indian_indies_2012.pdf?mode=window&viewMode=double%20age  

onsdag den 8. august 2012

Ek Tha Tiger får Danmarkspremiere


Så er der snart premiere på endnu en splinterny bollywoodfilm. Ek Tha Tiger med Salman Khan i hovedrollen er på det store lærred for første gang herhjemme i Park Bio, Østerbro, fredag d. 17. august kl. 22. Derefter kan den ses i biografer over hele landet.

Se traileren på Kabir Khans action-/spion-/kærlighedsdrama af en film herunder. Og for en gangs skyld er der undertekster på traileren, så vi, der ikke taler hindi/urdu kan få et indtryk af, hvad filmen handler om. 

Her er filmens andre spilletider og -steder:

Sjælland
Park Bio
Østerbrogade 79 – 2100 København Ø – Telefon 35 38 33 62
Lørdag 18. august 2012 – kl. 22.00
Søndag 19. august 2012 – kl. 22.00
Albertslund Bio
Bibliotekstorvet 1-3 - 2620 Albertslund - Telefon 43 64 02 44
Lørdag 18. august 2012 - kl. 22.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 16.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 17.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 19.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 20.00
Lørdag 25. august 2012 - kl. 21.00
Søndag 26. august 2012 - kl. 19.30
Kosmorama Frederiksværk
Nørregade 10 B - 3300 Frederiksværk - Telefon 47 72 04 55
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.00

Ballerup Kino – Baltoppen
Baltorpvej 20 - 2750 Ballerup - Telefon 44 64 32 32
Mandag 20. august 2012 - kl. 19.00
Fyn
BioCity Odense
Østre Stationsvej 27 - 5000 Odense C - Telefon 70 13 12 11
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.30
Søndag 19. august 2012 - kl. 21.30
  
Jylland
BioCity Aarhus
Skt. Knuds Torv 15 - 8000 Aarhus C - Telefon 70 13 12 11
Søndag 19. august 2012 - kl. 17.00
Søndag 19. august 2012 - kl. 20.00
  
Horsens Megascope
Holmboes Allé 13 B – 8700 Horsens - Telefon 76 64 67 88
Søndag 19. august 2012 - kl. 18.00
  
Hadsten Bio
Nørregade 6 - 8370 Hadsten - Telefon 86 98 01 70
Fredag 24. august 2012 – kl. 21.00
Læs mere om filmen:

tirsdag den 7. august 2012

Agneepath – Path of Fire

Agneepath version 2012
Jeg havde virkelig glædet mig til at se Agneepath: En Karan Johar-produktion, der er en genindspilning af et Bachchan-hævnerdrama fra 1990. En film der for en gangs skyld gør opmærksom på, at den er en genindspilning. Det må være Bachchan-effekten, der gør, at man ikke tør stjæle rettighederne.

Første halvdel af Karan Malhotras instruktørdebut levede også fuldt ud op til forventningerne til et rigtig godt hævndrama: Den unge Vijay (Arush Bhiwandiwala) ser folkene i sin landsby franarret deres jord af den onde Kancha (Sanjay Dutt). Kancha vil selvfølgelig ikke fortsætte med ærlig landbrugsproduktion, men vil producere kokain, som han kan sælge i Mumbais underverden. Inden dagen er omme, har Vijay set sin far bliver framed af Kancha for utilladelig omgang med en skolepige, hvilket får landsbybeboerne til at lynche faderen fra det største træ i byen. Og så ved man godt, hvad klokken er slået: Vijay skal selvfølgelig vokse op og hævne sin familie i skikkelse af Hrithik Roshan med dertilhørende muskuløse krop og store talent.

Hrithik Roshan som Vijayy Dinanath Chauhan
Stereotyperne bekræfter os i, at dette er mainstream hævnerfilm: Den sædvanlige fantastiske helteintroduktion, skønne klichéindstillinger, hvor Kancha ser rigtig ond ud (ørering, hæslige tænder, han er fed og skaldet og brugen af lys og skygge fremhæver hans ondskab), og blot Vijays navn (der betyder ’sejr’) gør det klart, at helten forhåbentlig vil sejre over skurken.

Agneepath spiller på vores primalinstinkter – det er en film berøvet for nogen form for raffinement. Det behøver et hævnerdrama heller ikke have – simpelt og primalt behøver ikke betyde dårligt. Det gør det dog desværre alligevel i Agneepath, da anden halvdel af filmen bliver alt for lang, har dårlige og unødvendige CGI-effekter, kokainen ligner sand, og den endelige opgør trækker ud i det uendelige. Katrina Kaif dukker pludselig op i et fuldstændig uprovokeret item number. Til gengæld er det skægt, at hver eneste gang, der tændes en smøg i sangen, kommer beskeden: ”Cigarette smoking is injurious to health”. Hvad med at vold, kokain, prostitution, mord og dårlig tandhygiejne? Det kan da vist heller ikke være helt sundt. Hvorfor moralisere i en film, der har til hensigt at få publikum til at svælge i  og retfærdiggøre vold?

Og så er jeg sgu lidt træt af, at det altid er indiske muslimer, der spiller skurke; det er aldrig hinduer. Og det er altid ikke-indere, der køber unge piger til prostitution.

Så på trods af en først halvdel med højt tempo og 1000 plottråde, smukke scener, fantastiske farver, godt skuespil af bl.a. Hrithik Roshan og Arush Bhiwandiwala, og stereotyper tilhørende de allerbedste genrefilm, bliver Agneepath langtrukken og klichéfyldt (på den dårlige måde). Ikke en god begynderfilm, for folk der vil prøve kræfter med hindihævnergenren. Måske originalen er et bedre bud?

Agneepath version 1990. Den ser dog lidt 70'er-agtig ud,
men det behøver ikke være et dårligt tegn.