Rowdy Rathore – Your Waistline Stole my Heart

“Your Waistline Stole my Heart” er ikke filmens officielle tagline, men det burde det være. Det er essensen i filmens kærlighedshistorie i en action-komedie med streg under både action og komedie. Sidste chance for at se den i biffen på lørdag d. 9. juni.

Filmen handler om … nej, det er for indviklet at forklare. Det, du egentlig bare skal vide, er, at der er personforviklinger, sydindiske danserytmer og superfed action. Hvis det er som noget for dig, ja så skal du se Rowdy Rathore.

Paan-spyt og klamme tænder

Akshay Kumar, der spiller hovedrollen i Rowdy Rathore, går til den, som om han skal bevise noget for første gang. Tidligere på året hittede han med Housefull 2, og her er han på igen. Han er virkelig tændt og leverer action og falden-på-halen-komik, som om det gjaldt hans liv.

Han er omgivet af sin makker 2G (Paresh Ganatra), den smukke Paro (Sonakshi Sinha – hende med taljen) og den lille pige Chinki, der var rigtig god og supernuttet. Og så har vi mega-skurken, der spilles af Nassar. Alene det at skuespilleren kun har et navn, gør ham cool og til den helt rigtige til rollen. Og det er rigtig fedt, at skurke-bossen konstant tygger paan, så rødt spyt vælter ud af kæften på ham. Hans tænder er virkelig klamme, og så er han ond som bare fanden.

Akshay Kumar og Sonakshi Sinas dragende talje

Prabhu Deva

Filmen er instrueret af skuespilleren og mega-danseren Prabhu Deva. Herhjemme kendes ham måske mest for sit bidrag til Buffalax’s skøre ”oversættelse” af den såkaldte ”Benny Lava”. ”Benny Lava” har intet med Rowdy Rathore at gøre, men se alligevel videoen. Den er sjov, og så er du i rette stemning til at se Rowdy Rathore.  http://www.youtube.com/watch?v=sdyC1BrQd6g

Akshay Kumar og Prabhu Deva i fuld vigør i sangen "Chinta Ta Ta Chita Chita" 

Hvis du virkelig vil se Prabhu Deva in action, så er her en scene fra tamilfilmen Indhu (1994). Lettere Michael Jackson-inspireret, men manden mangler ikke talent!
http://www.youtube.com/watch?v=nptzxFkqfa0

Item number og intertekstualitet

Ikke overraskende har instruktør Prabhu Deva sørget for rigtig mange gode dansescener. Især den første og den sidste. Der er fede sydindiske rytmer. Og mesteren selv skal også lige buste et par moves i et item number med Kareen Kapoor og den populære tamilskuespiller Vijay i sangen ”Chinta Ta Ta Chita Chita”.

Det er muligt, at der er flere stjerner med, som jeg bare ikke kender. Det virker i hvert fald, som om der er en del filmreferencer, som jeg ikke fatter. Men jeg kan dog kende et item number, når jeg ser det, og jeg kan se de kæmpe håndmalede filmplakater fra gamle Bachchan- og andre hindifilm, som sangen har som kulisse. http://www.youtube.com/watch?v=5dmwtnQBkLk

Også sangen ”Aa Re Pritam Pyare” har item number-stjerner som Maryam Zakaria, Shakti Mohan og Mumaith Khan.

Filmen et remake af telugufilmen Vikramarkudu fra 2006, men er man dejligt uvidende om det, så fungerer filmen rigtig godt.

Ingen økonomiserer med tiden i Rowdy Rathore

Der er rigtig mange unødvendige plots og unødvendige forviklinger, og man kunne sagtens fjerne første time af filmen. Men hvorfor skulle man det? Selv om Rowdy Rathore er fyldt med overflødige ting, er den aldrig kedelig, og hvis man er til energisk wire-dans, megaslåskampe, smadrede Walkmans og dragende taljer, bør man ikke snyde sig selv for en oplevelse. Jeg glæder mig allerede til Rowdy Rathore 2. Kun en tåbe frygter ikke Rowdy Rathore.

”Don’t angry me!!” 

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=gCAcU3p9GNo

Løven Singham leverer super action

 

Hvis du også har savnet 70’ernes gale bollywood-actionfilm, er her filmen, der leverer varen. Singham er for alle, der har hang til action og flyvende pandeklask. Og hvem har ikke det?

Ikke just diskret
Det står klart fra begyndelsen, at Goas politistyrke er fyldt med korrupte politibetjente. Menige såvel som overordnede tager imod bestikkelse. Vi finder hurtigt ud af, at politistyrken samarbejder med den værste forbryder af dem alle: Jaykant Shikre (Prakash Raj), som viser sig at være skyldig i bl.a. at drive en uskyldig og ærekær politimand til selvmord. Politimandens enke, Meghan (Sonali Kulkarni), prøver at rense sin afdøde mands navn, og til det får hun brug for Inspector Bajirao M. Singham (Ajay Devgn), der kommer ind fra Udkantsgoa for at rydde op i storbyen.

Da filmen begyndte, var jeg ikke helt sikker på, at Singham ville være den vilde bad-ass, som traileren gav udtryk for. Men så kom første sang- og dansescene, og jeg begyndte at overveje, om mon ikke traileren havde ret i sin påstand: Singham er for hård. Som solen stiger op over sydindiske templer, stiger Singham op af vandet i slowmotion med en overkrop så spændstig, at man er bange for at kigge direkte på ham. Og som han lufttørrer i den sydindiske sol, gjalder Singhams temasang ud over land og by:

”Hjertet banker hårdt, kroppen ryster, når du ved, han kommer: Singham!
Han skåner aldrig de onde, han omfavner det gode.
Han er uovertruffen, han er meget stærk.
Singham tilintetgør ondskab.”

Jeg er ikke meget for ensidede og ensporede fortolkninger af lyrik, men jeg vil alligevel mene, at de prøver at antyde, at Singham er en helt. Og ikke en hvilken som helst helt, men en helt, der uden tvivl kan smadre Jaykant Shikre og hans håndlangere.

Apropos spændstig overkrop: Det virker, som om der er en six-pack-trend i Indien for tiden: Hrithik Roshan i Dhoom:2, SRK i Om Shanti Om og Ra.One og nu Ajay Devgn i Singham. Aldrig har Indien produceret så mange mavemuskler, og det er ikke en dårlig ting, slet ikke når vaskebrætterne vises frem i slowmotion.

Og slowmotion er Singhams M.O. Jeg har aldrig set nogen bevæge sig så meget i slow-mo som Singham: Slowmotion forfra, slowmotion fra siden og slowmotion i close up. Det er vist ikke engang filmen, der køres i slow-mo, men bare Singham, der er så cool, at han bevæger sig naturligt i slowmotion. Selv om skurke og bøller iler væk i biler, formår Singham ganske langsomt (men beslutsomt) at hale ind på dem. Ah, filmmagi.

Han er god ved børn, har trucker-solbriller og en ordentlig sydindisk snegl af et overskæg: Singham er kommet for at sparke røv og skabe retfærdighed.

http://www.youtube.com/watch?v=w6iFLBNbCGA
Titelsangen ”Singham”

Fra søvndyssende tiger til brølende løve
Singham er en hindi-remake af tamilfilmen Singam, og Mumbai-produktionen har ikke bare tilføjet et ’h’ i titlen, men også større budget og en ny hovedrolleindehaver. Singam foregår i Tamil Nadu, og måske for at bevare lidt sydindisk flavor, foregår Singham i Goa.

Efter at have set Kaal (2005) havde jeg ærlig talt ikke meget fidus til Ajay Devgn, der på den mest søvndyssende måde slæbte sig rundt i junglen, på trods af at han vist skulle fremstå mystisk og intens. Så jeg var lidt skeptisk over for, at samme Ajay Devgn skulle spille action-packed politimand i Singham. Men der er ingen grundt til bekymring, for Devgn har for længst forladt junglen til fordel for landsbylivet, hvor han håndhæver loven.  

Sydindisk galskab på hindi
Film fra især tamil- og telugu-filmindustrierne er lige en tand skørere end de gængse bollywoodfilm. Singham er én af en lang række film, der de senere år er blevet genindspillet på hindi fra en af de sydindiske filmindustrier, hvor galskaben har overlevet, og det klæder den. Vi er tilbage til hindiaction, som man så det i 1970’erne, hvor bl.a. the Big B sørgede for, at ingen forbryder slap uskadt fra sine ugerninger. Jeg kan anbefale Sholay, Deewaar og Coolie – alle med Bachchan i hovedrollen.

Vild action, tamme kvinder
Det eneste, jeg har svært ved at acceptere i den ellers fantastisk velfungerende actionfilm, er det tåbelige pigebarn Kavya Bhosle (Kajal Agarwal).  Jeg er med på, at der skal være en kærlighedshistorie i en mainstream indisk film, men at Kavya skulle være en passende partner for Singham er for langt ude. Han er handlekraftig og bekymrer sig for andre, hun er barnlig og egoistisk.  

Hvorfor kunne kærligheden ikke opstå mellem Singham og den hævntørstige og handlekraftige enke Megha? Desværre nok fordi hun netop er enke. Jeg har endnu ikke set en mainstream hindifilm, hvor en enke kunne være kærlighedsobjekt. Men i mine øjne ville Megha og Singham være et godt par. Singham har ikke brug for en pige – Singham har brug for en kvinde.

Derudover er det lidt sjovt, at skurken Jaykant Shikre ligner Abhishek Bachchan og Rodney Dangerfields love child. Ikke just en kombi, man bliver bange for.

Skurken Jaykant Shikre

Flyvende pandeslag
Sighams varemærke er et flyvende pandeslag in sync med det løvebrøl, vi hører, hver eneste gang Singham tæsker forbryderne (og det er tit). For der er meget korruption blandt indiske politikere og politi, og hvis nogen kan rydde op, så er det Singham: Han kan sin mytologi – sin Mahabharata og Ramayana, han kan sine filmreferencer, og så kan han stå ud af bilen som en anden Bruce Willis i Red. Og som ingen andre kan han brøle som en løve, mens han som en anden angry young man rydder op i Indiens korruption.

http://www.youtube.com/watch?v=mp-XqCrCi6I
Se traileren for Sigham og overgiv dig til fed indisk action

Meget fjollet, men velfungerende komedie

Kodeordet er fjollet i Sajid Khan komedie Housefull 2. Det er en forvekslingskomedie med forveksling på, fuld af filmreferencer og overdreven brug af langt ude planer om at narre folk. Det hele ender selvfølgelig med et bryllup. Men absolut ikke et almindeligt et af slagsen – et forvekslings-, skuddrama-, falden på halen-komedie-et af slagsen.

Hindikomedie. Allerede dér plejer jeg at stå af. Men når nu filmen var i biffen, tænkte jeg ”Hva’ fa’en, hvor slemt kan det være?!” Og det viste sig slet ikke at være slemt. Jeg var utrolig godt underholdt i de 2 ½ time, filmen tordnede hen over det store lærred i Albertlund bio.

No animals were injured
”Shooting was done abroad and no animals were injured”. Når en film begynder på denne måde, så ved man, at det nok skal blive fedt. Vi er i London, nærmere bestemt i et cirkustelt, hvor to af vores kvindelige hovedpersoner Henna (Asin) og Bobby (Jacqueline Fernandez) bliver præsenteret. De arbejder for at sikre dyrerettigheder, og så er de selvfølgelig ærkefjender. Det giver god mening, at de er ærkefjender, for det viser sig, at deres forældre også hader hinanden, skønt de er i familie og bor klods op ad hinanden.

Her er de to familier, der hader hinanden. Fædrene spilles af de to tyksakke Rishi og Randhir Kapoor, der i virkeligheden er brødre og spiller sammen for første gang.

Men det der med dyrerettigheder, er straks sværere at se pointen i. Men det skal man heller ikke. Denne film er nemlig en film, hvor kun dem, der er allerbedst til at gemme den kritiske sans væk, kan more sig. Og det er absolut ingen kritik af filmen, men måske snarere af folk, der kritiserer film som Housefull 2 med korslagte arme og et udtryk i fjæset, der siger: ”Den her film er jo totalt urealistisk og folkekomedieagtig fjollet.”

En pyton i skridtet
Og netop folkekomedien og falden på halen-komedien kan spinde guld af to kvinder, der elsker dyr og har hhv. en kæmpepyton og en alligator som kæledyr, som kan bruges til at straffe selvsikre bejlere. Det har intet med handlingen at gøre, men det gør ikke noget.

Der bruges også det gamle trick med at spole filmen hurtigt, for at gøre noget morsomt, samtidig med at filmen er fyldt med ”dyt”, ”boing” og ”pift”-lyde, for at ingen skal være i tvivl om, at nu er det humor. Ja, sådan noget er virkeligt plat, men samtidig med denne ekstreme plathed er der en intensitet og en energi, så man må overgive sig. Det gjorde jeg i hvert fald, og der er ingen tvivl om, at min sidemand heller ingen problemer havde med at tilsidesætte sin kritiske sans, for hans latterudbrud rungede konstant i salen.

De fire fyre bærer filmen
Det var især de fire mandlige hovedroller, der gjorde filmen værd at se. Akshay Kumar, John Abraham, Shreyas Talpade og Ritesh Deshmukh var super! Især John Abraham virker, som om han har fundet sin form. Jeg kunne rigtig godt lide ham i Deepa Methas Water (som på ingen måde er bollywood), men ellers har jeg kun set ham i elendige roller i elendige film (Dhoom, Kaal og Zinda – sidstnævnte er en rigtig dårlig kopi af det sydkoreanske mesterværk Oldboy). Men her sammen med de tre andre er han rigtig god. Akshay Kumar fik åbenbart sit store gennembrud med Housefull (2010). Selv har jeg kun set ham i Singh Is Kinng fra 2008, hvis mest imponerende element var, at de havde fået Snoop Dogg til at synge rulletekstsangen. Talpade og Deshmukh kender jeg ikke, men når man kigger på deres track record på imdb, siger det vist mere om mig end om dem.

Chaplin-agtig humor med sang og dans
Af årsager jeg ikke kender til, er inderne vilde med en Buster Keaton- og Charlie Chaplin-agtig humor. Næsten alle bollywoodfilm indeholder naiv og klovnet humor, og jeg synes ikke altid, det fungerer. Men det gør det i Housefull 2. Derudover er der kung fu-inspirerede slåskampe, usandsynlig mange lussinger og en bryllupsarrangør, der taler hindi med italiensk accent. Det hele er selvfølgelig krydret med sang og dans, og især den første ”Papa toh Band Bajaye” er rigtig flot. Påklædningen er bedste 50’er-stil med farverige jakker, slips, briller og hatte. Det er koreograf Farah Khan, der er på spil her. Når man sammenligner med hendes fantastiske koreografi i film som Dilwale Dulhania Le Jayenge, Dil Se.., Monsoon Wedding, Kabhi Khushi Kabhie Gham..., Kal Ho Naa Ho, Paheli og Om Shanti Om er koreografien i Housefull 2 ikke imponerende, men ”Papa toh Band Bajaye” kommer tættest på.

De fire fyre Ritesh Deshmukh, Akshay Kumar, John Abraham og Shreyas Talpade

http://www.youtube.com/watch?v=Jvsgnk8lmn0

Genreforventninger
Men som jeg så ofte før har fablet om, så er genreforventninger vigtige, når man ser film. Og Housefull 2 er ikke det klassiske larger than life-melodrama, men en komedie med action, forviklinger og venskab. Det er de præmisser, filmen skal ses på. Og kan man det, så er her en lille guldgrube af absurd hindikomik.

Se traileren:
http://www.youtube.com/watch?v=mBKuW-cUK4g

Se mere om bollywood i biffen:
http://desiworld.dk/

Ra.One – genren er ikke science fiction, men masala!

En megaskurk fra et computerspil træder ud af spillet og dræber alle på sin vej i jagten på en lille dreng. En kvinde skriver en bog om, hvordan man omskriver alle kvindenedgørende bandeord om til mandenedgørende, og en penispiercing skaber ude-af-kontekst homoerotisk ’komik’. Årets science fiction-film. For børn. Nej, for voksne. Nej…

I går aftes fik jeg endelig set Ra. One – Shah Rukhs seneste science fiction-actionbrag. Godt nok 5 måneder efter premieren, men som du nok har opdaget, er det ikke altid de nyeste film, jeg anmelder. Nå, men efter at have set teasere, trailere og andet fantastisk pr-materiale i et halvt år op til premieren, var jeg virkelig spændt på Indiens nye stil inden for genrefilm – action og science fiction.

http://www.youtube.com/watch?v=yCtcNKb5RzA

Jeg havde ikke læst noget om filmen, så jeg vidste kun, hvad traileren havde vist: mega-action, science-fiction og superfede effekter. Det viste sig dog også at holde vand. Handlingen derimod…

Find og tilintetgør Lucifer
Shekhar (Shah Rukh Khan) udvikler computerspil, og på trods af hvad der ligner en fantastisk karriere (kæmpe huse i hhv. London og Mumbai, biler og privatskole til sønnike), så synes sønnen Prateek (Armaan Verma) ikke, at hans far er cool. På Prateeks opfordring udvikler Shekhar et spil med den ultimative skurk Ra.One, og sønnen synes nu, hans far er cool. Og da spillet udgives, bliver der ikke sparet på festlighederne i firmaet. Mens alle drikker, danser og synger – det er selvfølgelig Shekhar og hustruen Sonia (Kareena Kapoor) der står i spidsen – har Prateek (hvis screen name er Lucifer) fået lov til at prøve spillet, og af årsager jeg ikke forstod, bliver Ra.One bragt fra spillet og ud i virkeligheden (uden nogen opdager det), og nu er det så er hans mission at finde og tilintetgøre Lucifer.

Fra sangen "Chammak Challo" sunget af Akon

Taxabøller og tamilsk Megastar
Det siger sig selv, at Ra.One skal destrueres og hvem bedre til at gøre det end spillets helt G.One, der nu også bringes til live. Efter et par hæsblæsende, og meget velproducerede jagt- og kampscener i London, går turen til Mumbai.

Og her kommer så et af filmens absurde scener. De er ikke mere end lige kommet ud af lufthavnsbygningen, da de bliver truet af en flok lokale taxachauffører. Efter at G.One har kastet rundt med de lokale taxabøller, som selvfølgelig alle er udstyret med sværd i alle afskygninger, suser en bil med nummerpladen ’Superstar’ ind på pladsen foran lufthavnen. Bilen er selvfølgelig magnetisk, så alle våbnene havner henne på bilen.

Og det lader til, at bilens fører ikke er hvem som helst: Bøllerne er tydeligvis rædselsslagene for ham, og da han har sat sine sorte Nike-støvler solidt på jorden, stikker alle af. Og så stiger selveste Megastar ud af bilen. Altså skuespilleren Rajnikanth også kaldet Megastar. Og her set det ud til, at han spiller sig selv, for alle på pladsen genkender ham og hilser ærbødigt med sammenklappede hænder (dog kalder de ham Superstar og ikke Megastar).

Men hvad er nu det?! Megastar spiller alligevel ikke sig selv, men robotten Chitti fra Megastars egen tamilfilm Endhiran. Så her har vi altså både en reference til virkelighedes stjerne samt til en fiktiv figur i en tamilfilm. Chitti og G.One har en lille solbrille-battle, og så er den scene er færdig!

http://www.youtube.com/watch?v=l2RPAk2Tipw

I modsætning til den netop beskrevne scene, kan jeg godt lave overgange, og Megastars pludselige tilstedeværelse bringer mig videre til det faktum, at det lader til, at familien Shekhar er fra Tamil Nadu. Jeg forstod aldrig, hvorfor de skal forestille at være tamilere, når de taler hindi, men sådan er der så meget.

Fremtid møder fortid
Som så mange andre science fiction-film møder fremtiden fortiden. Her møder moderne teknologi den indiske mytologi. Ra.One (udtales Ravaan) repræsenterer selvfølgelig antagonisten Ravaan i den store hindumytologi The Ramayna. G.One (udtales jeevan, der betyder ’liv’ på hindi) er selvfølgelig den perfekte helt, der kæmper bravt for at redde Prateek.

Science fiction? Action? Masala!
Men tilbage til det der med, hvem der egentlig er målgruppen for denne film. Jeg synes, traileren lagde op til en film, der ikke var en børnefilm, men Ra.One havde (mange!!) scener, der hørte til i en børnefilm. Til gengæld var der også scener, der bestemt ikke havde børn som målgruppe. Så var der også den sædvanlige falden-på-halen-komik, det romantiske plot samt tåbelig homoerotisk ’komik’. I begyndelsen af filmen var også en ret pludselig reference til klassikeren Kuch Kuch Hota Hai, så jeg må konkludere at på trods af, at jeg havde fået indtryk af, at Indien var begyndt at lave hardcore genrefilm, så er Ra.One masala med action, kærlighed, sang og dans, cameos, børn, gamle, modernitet og traditioner. Hvis du har det i tankerne, når du sætter Ra.One på, så er det en action-packed film, der med sine absurditeter og barnlige elementer er ret underholdende

Første bog om bollywoodfilm på dansk

Så er det ikke kun i blogform, jeg skriver om bollywoodfilm, for nu har jeg fået udgivet bogen Bollywoodfilm – en introduktion.

Bollywoodfilm – en introduktion er den første bog om bollywoodfilm på dansk. Den er en blid introduktion, en guide samt en kærlighedserklæring til indisk film og især til bollywoodfilm. Bogen her beskriver blandt andet den særlige masala-genre og giver et indblik i en unik underholdningsindustri fyldt med dansescener, økonomisk kaos, nepotisme, genialiteter og skamløs kopiering.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og fokus er på at udbrede viden og entusiasme om Indiens filmindustri til alle læsere. Bogen er saglig og veldokumenteret, samtidig med at den er let at læse. For som du ved, skal bollywoodfilm skal ikke ses med en intellektuel panderynken, men med en kæft fuld af popcorn og chai. Der skal grædes, grines, hujes og måbes, når man ser de berømte og berygtede indiske film. Det er en verden af seriøse dramaer, løsslupne komedier, melodramatiske kærlighedshistorier, sang, dans og kung fu-inspirerede slåskampe.

Hvis du har lyst til at læse bogen, kan den købes hos Forlaget Alt i Ord: http://alt-i-ord.dk/

Køb bogen på forlagets hjemmeside eller send en mail til mathias@alt-i-ord.dk og bestil bogen. Den koster 200 kr. eks. forsendelse og er intet mindre end et røverkøb, hvis jeg selv skal sige det.

Pyar Ka Tarana - bollywood i Ellert

Plottet i bollywoodfilm har ændret sig en del i løbet af de sidste 10-20 år fra at handle om indere i Indien til i stigende grad at handle om indere i Vesten. For at tilgodese de indere, som bor i udlandet, bliver filmene optaget i vestlige lande som aldrig før. Der er blevet indspillet film i så forskellige lande som Australien, USA, England, Brasilien, Sverige og selv Københavns gader har været location for hindifilm.

I 1993 fik filmen Pyar Ka Tarana premiere og hele filmen foregår og er filmet i Danmark. Filmen er ikke lige sådan at skaffe, og det vrimler heller ikke med plotbeskrivelser på nettet, men de videoer man kan se på YouTube ser fantastiske ud! På den der absurde 90’er-agtige måde. Hovedpersonerne spillet af Manu Gargi og Anita Ayoob render rundt på de danske strande i hhv. speedo og badedragt, mens de synger og danser mellem de undrerne danske badegæster i sangen „Tumse Jo Kahun Gi Karo Ge”. Pludselig er de på Købmagergade, hvor de danser og synger på toppen af Rundetårn, så jeg er sikker på, Christian den 4. vender sig i graven.

Men det bliver endnu federe i titelsangen, hvor paret fræser forbi Vor Frue Kirke i en knaldrød Ellert for at køre ind på Strøget og synge i deres lille røde bil med åbent soltag, der nu er så proppet, at selv det indiske publikum må tænke: „Aahh, der er vist alligevel lidt for mange mennesker i den bil.” Efter en tur i en park, skal der synges og danses i Tivoli, og det er et syn de danske havegæster ikke havde regnet med at skulle se. De måbende danskere står i baggrunden og glor: ældre damer er stoppet brat op på stien, hvor de er kommet for at se på blomster, og restaurantgæster hænger ud af vinduerne for at se, hvad i alverden, der foregår.

Gargi og Ayoob skal da også lige rundt i alle Bakkens forlystelser, køre i hestevogn og vandrutchebane inden de tager turen til Langelinje.

Hvis du ved, hvor jeg kan skaffe filmen, så sig endelig til, for som dansk hindifilmfan, tror jeg, det er en must see. Døm selv efter dette klip:

http://www.youtube.com/watch?v=6pKk3PsqWog

Film fra Indien og Pakistan i biffen

Hvis du har lyst til at se film fra Indien og Pakistan er september lige din måned.

Park Bio på Østerbro i København viser Mere Brother ki Dulhan fredag d. 9.sept., Bodyguard d. 10. sept. og den pakistanske film Bol d. 11.sept. Alle filmene vises kl. 21.

Jeg kender ikke filmene udover de trailers jeg har set, så jeg kan ikke anbefale dem. Men måske tager du ind og ser dem, og så kan du fortælle os andre, om det er film vi skal se.

Her er i hvert fald links til Park: http://www.park-bio.dk/bollywood.php

Mere Brother ki Dulhan: http://www.youtube.com/watch?v=iSwvdvRx8cg

Bodyguard: http://www.youtube.com/watch?v=V42XnJzbhpo

Bol: http://www.youtube.com/watch?v=f7toLRzMTh4


Mine penge er på Bol, men let us know.