Burka Avenger

Animeret pakistansk superheltinde iklædt en burka-ligende ninja-superheltedragt kæmper for pakistanske pigers ret til uddannelse – what’s not to love?

Jeg ved godt, at Burka Avenger ikke er en bollywoodfilm, men en pakistansk animeret tv-serie for børn. Til gengæld er det top-underholdende, meget rørende og har en morale, jeg har lettere ved at tilslutte mig, end den der er at finde i mange bollywoodfilm.

Tv-serien blev første gang vist på Pakistans GEO-TV d. 28. juli og har åbenbart udløst stor debat hos bl.a. sekulære kulturpersonligheder og feminister. Tv-serien beskyldes for at gå islamisternes ærinde og at lære piger, at de kun kan blive til noget, hvis de bærer burka. Men det er på ingen måde sådan jeg ser serien og dens budskab.

Jiyas transformation fra skolelærer i salwar-kameez til uddannelsens beskytter i ninja-burka

Burka-bad-ass

Da det lader til at være heltindens valg af superhelte-påklædning, der optager kritikere af tv-serien, så lad mig tage fat på det først. Vores kvindelige burka-klædte hævner, Jiya, er skolelærer på en pigeskole i den fiktive by Halwapur. Til daglig går Jiya klædt i salwar-kameez, som er den almindelige klædedragt i Pakistan og store dele af Indien. Børnene i serien går også i salwar-kameez, så jeg vil mene, at tv-seere har rig mulighed for at identificere sig med ikke-burka-klædte figurer. At seriens hovedperson både går i salwar-kameez og i burka kunne afspejle det pakistanske samfund, og det giver en stor del af landets kvinder og piger mulighed for at identificere sig med heltinden.

Så tror jeg heller ikke vi skal lægge meget mere i den burka, udover at den selvfølelig er et oplagt valg til superheltinde-dragten. Hvad skulle hun ellers tage på, der kan skjule hendes identitet? Kimono? Latex? Som det kan ses hos andre superhelte af forskellige nationaliteter, er det oplagt at vælge en national klædedragt som superheltekostume. Og der er ikke noget, der er meget mere oplagt end en burka, der i forvejen flagrer som en kappe, maskerer som en maske og siger bad ass-ninja som ingen anden klædedragt jeg har set.

Vores små nuttede hovedpersoner i salwar-kameez med ondskaben lurende i baggrunden

Valg af våben: Kitab aur kalam

Burka Avengers våben er heller ikke Koranen eller bomber, men bøger og kuglepenne, så jeg har svært ved at se at moralen (der er ellers rimelig tykt smurt på) kan være andet end, at uddannelse er det pakistanske folks fremtid. I seriens første afsnit er truslen lukningen af den lokale pigeskole, som børnene er glade for, og hvor Jiya arbejder. Byen Halwapur og den lokale skole er fiktion, og det er lige før pakistanske pige skoler er i fare for at være det samme, da det kun er ca. 12% af kvindelige pakistanene, der kan læse og skrive.

Jeg vil mene, at vores sortklædte beskytter (for det er hun vel egentlig mere, end hun er hævner) er et godt forbillede for piger over hele verden, idet hun er klog, venlig og dygtig til kampsport. Skønt hun rammer skurkene med bøgernes omslag, er budskabet klart: Det skrevne ord har større magt end våben, og uddannelse er vejen til frihed.

Og jeg gætter på, at Malala Yousafzai gerne ville have haft opbakning til denne holdning samt assistance af en pakistans superheltinde – iklædt burka eller ej.

Se selv serien på youtube:

Ordfoklaringer

Halwapur – ’halwa’ er en indisk/pakistansk dessert og ’pur’ er et suffiks, der ofte bruges i forbindelse med bynavne

Jiya – et urdu/hindiord for ’ånd’ eller ’sjæl’, altså livets essens

Kitab aur kalam – bog og kuglepen

Kilder

Hessel, Niklas ”Halal-heltinden” Weekendavisen, 9. august 2013

http://www.burkaavenger.com/

Burka Avenger, afsnit 1 med engelsk undertekster http://www.youtube.com/watch?v=XahbqLdCVhE

“'Burka Avenger' fights for Pakistani schools”, 26. juli 2013 http://www.bbc.co.uk/news/world-asia-23468573

Anmeldelse: Chennai Express kan ikke holde dampen oppe

Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs

Jeg har forgæves forsøgt ikke at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.

De sidste mange år er sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af sporet.

Chennai Express er endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.

Dobbeltforvirrende bliver det også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod (undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man risikerer at blive efterladt på perronen.

Plot

Plotanslaget fejler ellers ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.

Rahul har imidlertid andre planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til Rameswaram i Tamil Nadu.

Topplan! Rahul skal bare overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.

DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)

Shah Rukh Khan fik sit store gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge, og Chennai Express virker som én stor homage til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli, Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.

Alle filmreferencerne bliver sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi, hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone spillede over for hinanden. Det var i Om Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.

Det begynder morsomt, da Rahul møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.

Med alle de referencer så er der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!

Rahul og Meena i Chennai Express.
Rahul: "I 've done this before."

Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge.

Falden-på-halen-komik og lungi-dans

Til gengæld synes jeg, at SRK leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy, da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå hinanden.

Desværre virker de sydindiske referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på mig virker det som et forsøg på at give Chennai Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis, idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers præger filmen.

”My name is Rahul, and I am not a terrorist.”

Forspildte muligheder

Instruktør Rohit Shetty forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener, der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…

Men filmen har bestemt sin charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man sagtens stige om bord på Chennai Express. Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt den et par gange.

”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”

Chennai Express

Så er det ved at være tid til Shah Rukh Khan... tid til Deepika Padukone... tid til Chennai Express!

Kom med i biffen d. 8. august kl. 22 i Albertslund bio og Park bio.

Nå ja, og hvis du også vil vide, hvad filmen handler om, så er her en trailer:

Indiens filmindustri bliver 100 år

For 100 år siden kunne publikum for første gang se en indisk spillefilm på det store lærred. Og siden har den indiske filmindustri været gennem en utrolig udvikling.

Dilwale Dulhania Le Jayenge fra 1995 fik kælighedsmelodramaerne til at eksplodere

I dag stikker Indiens filmindustri i mange retninger: Vi har en masse Tollywood, Kollywood, Bollywood og andre fængende navne for nogle af de mange forskellige indiske filmindustrier som telugu-, tamil- og hindifilm. Men det hele begyndte i Mumbai for 100 år siden, da den første indiske spillefilm ramte det store lærred i 1913. Det var Dhundiraj Govind Phalkes (også kaldet Dadasaheb Phalke) stumfilmen Raja Harishchandra, som blev startskuddet for hele den indiske filmindustri, der i dag producerer omkring 1000 film om året. Men det var først med den indiske lydfilm i 1931, at udviklingen til de film, vi kender i dag, begyndte at tage form.

Plakat til filmen Raja Harishchandra, 1913

Bombay Talkies – indiske tonefilm

Og siden den indiske lydfilms frembrud har sang og dans været et fast element i indisk film. I 1931 fik Alam Ara (The Light of the World) premiere, og det var Indiens første talkie. En talkie er en tonefilm, og denne første af slagsen i Indien var på hindi. Filmen blev annonceret som fyldt med dialog, sang og dans, og med dens syv sange etablerede filmen musik, sang og dans som noget af det allervigtigste i indisk film. Filminstruktør Karan Johar forklarer:

Alle i Vesten spørger altid, hvorfor alle indiske film er musicals – det er simpelthen, fordi musik er en stor del af vores kultur. […] Musik er en kæmpe del af os; det er så stor en del af vores kulturarv, af vores religion. Til hver religiøs festival er der sange, der bliver sunget. I vores dagligdag vågner vi til musik og sover til musik. Vi ånder og lever for musik. Så derfor bliver det nødt til at være i vores film.

I løbet af de efterfølgende år voksede antallet af sang- og dansescener, og i 1932 var filmen Indrasabha (Indra’s Court) helt oppe på 70.  Skønt inderne gerne vil have noget for pengene, var det dog alligevel i overkanten (man kan åbenbart også få for meget valuta for pengene). Nu indeholder en gængs bollywoodfilm omkring seks sang- og dansescener, som sætter filmens plot på pause for gennem sang, dans, fantastisk smukke kostumer og bjergtagende landskaber at illustrere figurernes følelser, hvad enten det er glæde, forelskelse, sorg, eller hvad det nu måtte være.

Alene filmplakaterne vidner om den store udvikling, der er sket i den indiske filmindustri.
Rawdy Rathore, 2012

De første film

De første film var de såkaldte mythologicals – film baseret på velkendte myter og heltedigte fra hinduismens mytologi, og størstedelen af Indiens befolkning kunne relatere til dem. Det var især i Sydindien, at mythologicals var populære, og nu lader de til at have fået et comeback. Arundhati er efter sigende telugufilmen, der har vækket Sydindiens interesse for mythologicals. Den klarede sig rigtig godt indtjeningsmæssigt og er blevet dubbet til både tamil og malayalam. Men også Magadheera, Once Upon a Warrior (Anaganaga O Dheerudu), Badrinath, Rajanna og Sri Rama Rajyam ridder på mytologibølgen.

Indtil lydfilmen kom frem i Indien, var det som i resten af verden ikke noget problem for filmene at blive populære mange steder, da der ikke var noget sprog, man skulle tage hensyn til. Men med lydfilmen blev man nødt til at vælge et filmsprog, og i Mumbais filmindustri blev det hindi. Hindi har dog mange dialekter, så man valgte en blanding af hindi (Indiens officielle sprog) og urdu (Pakistans officielle sprog), også kendt som ’hindustani’. Engelske ord har også været en del af sproget i hindifilm i rigtig mange år. Især de nyere film indeholder i stigende grad engelske ord, og engelsk blandet med hindi er et fænomen, der kaldes ’hinglish’. Bliv derfor ikke chokeret, hvis de i en hindifilm hyppigt udbryder ret så engelske fraser som „no problem”, „let’s go” eller „I object!”. Også filmsproget bag kameraet er en blanding af engelsk og hindi. For eksempel hedder en kamerakran en ghora (hindi for hest), hvorimod en gæsteoptræden af en stjerne i en dansescene har det engelske udtryk item number.

I Mumbai tales faktisk mest gujarati og marathi, så Mumbais filmindustri er således den eneste, der ikke laver film på områdets dominerende sprog. Lyden på hindifilm optages ikke samtidig med billedet, da det er de færreste filmstudier, der er lydsikrede, og siden dytten og motorstøj er obligatorisk baggrundslyd i indiske byer, er det nødvendigt at sætte lyd på bagefter. Skuespillerne kommer så ind én ad gangen og eftersynkroniserer deres egne replikker. Det kan også være en fordel for de skuespillere, som ikke taler hindi, da de bare kan blive eftersynkroniseret af en anden. I 1930’erne begyndte hindifilmen at bruge playback-sangere, så skuespillerne ikke længere behøvede at kunne synge, men blot skulle mime.

Plakat for Indiens første tonefilm Alam Ara (Light of the World), 1931

Så når indisk film i dag fejrer 100 år, så vidner industrien om en fantastisk udvikling. Fra stumfilm til tonefilm, fra sort/hvid- til farvefilm, fra film om guderne til film om nytidens indere i New York. Ydermere indeholder Indiens filmindustri både smalle, alvorlige film og storladede mainstream blockbustere. Som landet selv indeholder dagens fødselar det hele, så det er ikke kun bollywood, der fester i disse dage.

Kilder:

Katrine Brøndsted Bollywoodfilm – en introduktion. Alt i Ord, 2012.

Nasreen Munni Kabir Bollywood – the Indian Cinema Story. Channel 4 Books, 2001

“Arundhati (2009 film)” fra http://en.wikipedia.org/wiki/Arundhati_(2009_film)

Baiju „Season of mythologicals” fra http://telugu.galatta.com/entertainment/telugu/livewire/id/Season_of_mythological_films_49544.html

Earth

I 1947 bliver Indien uafhængig fra det britiske imperium, og i samme åndedrag deles landet (Partition) for at give plads til den islamiske republik Pakistan. I 1998 lavede Deepa Mehta en film om Partition. Det er en film, der kunne have været rørende, stærk og væsentlig. I stedet har hun lavet en film, der tyder på, at hun tror, hendes publikum er filmsprogsignoranter.

Dil Navaz og Lenny-baby i et altafgørende øjeblik

Earth er Methas anden film om Indiens tilstand i hendes ’Elements Trilogy’ (Fire, Earth og Water). I den daværende indiske by Lahore, møder vi et lille samfund, der undergår store forandringer i tiden under Partition. Muslimer, hinduer og sikher vender sig mod hinanden, selv om de dage forinden var naboer og venner.

De to muslimske venner, Dil Navaz (Aamir Khan) og Hassan (Rahul Khanna), er begge forelskede i den smukke hindu-kvinde Shanta (Nandita Das), der er barnepige for parsi-familien Sethnas polioramte datter Lenny-baby. Inden længe befinder filmens hovedpersoner sig midt i et nervepirrende mareridt, da en stor gruppe af byens muslimer begynder at smide hinduer og sikher på porten, eftersom Lahore nu er blevet pakistansk. Uden at sige for meget, kan jeg vel godt afsløre, at det ikke ender lykkeligt.

En film med et BUDSKAB

Filmen er en rammefortælling, hvor en voksen Lenny, leverer fortællingens voice-over, mens hendes 10 årige selv prøver at håndtere de bekymringer om et ”broken India”, som de voksne har. Voice-overen er bare én af de elementer, der gør det klart, at her er en film med et BUDSKAB. Og det er ikke et subtilt budskab: Lenny-baby (der halter, som Indien kommer til), smadrer tallerkener og river sin dukke midt over (som også Indien bliver delt i to) og tænker tanker som ”Can someone break India?” og ”They break my country in two and say ’Happy Independence’”. Hvis man stadig synes, at det er lidt uklart, hvilken symbolik, Metha bruger, så forklarer Dil Navaz heldigvis Lenny-baby, at ”We are all animals – like the lion in the zoo”, der bare venter på at buret bliver åbnet, så de kan hærge og slå ihjel.

Filmens karakterer er flade og kedelige, og de fungerer mere som symboler på holdninger og trosretninger, end de er runde karakterer, man bliver følelsesmæssigt involverede i. I begyndelsen af filmen diskuteres fremtiden ved et middagsselskab, der har både englændere, sikher, muslimer, hinduer og parsier til bords. Englænderen forudser konflikterne religionerne imellem, og sikhen og muslimen ender da også næste i slagsmål midt i hovedretten. Endnu en ikke så sofistikeret måde at forvarsle den vold, der kommer.

Vennegruppen nyder hinandens selskab i parken inden volden bryder ud 

Alvorligt emne = gode anmeldelser

Filmen fik ellers gode anmeldelser, da den fik premiere, men det virker som om, at anmelderne har ladt sig rive med af filmens alvorlige emne. Roger Ebert har rost filmen for at have et universelt budskab. Stephen Holden fra The New York Times lader også til at være blevet tryllebundet af fortællingen om Partition, der er en filmatisering af Bapsi Sidhwas roman Cracking India. Holden skriver ” "Earth" is a powerful and disturbing reminder of how a civilization can suddenly crack under certain pressures.”

Igen er fokus på filmens emne, og ikke på dens udførsel. Måske har de endda tænkt, at dette måtte være Indiens eneste alternativ til de muntre bollywoodfilm. Men det er da en fornærmelse af dimensioner, at rose en film for at behandle et seriøst emne. Det er nedsættende overfor indiske filmmagere, at man ikke kritiserer Methas klodsede filmsprog og overtydlige symbolik. Hvis jeg i slutningen af filmen blev lidt følsom, så var det ikke på grund af filmen, nærmere på trods af den.

Kilder: http://rogerebert.suntimes.com/apps/pbcs.dll/article?AID=/19991015/REVIEWS/910150301/1023

http://www.nytimes.com/library/film/091099earth-film-review.html

Jab tak hain Jaan – Yash Chopras svanesang

Ladakh – present day. Et hold bomberyddere er i gang med at desarmere en bombe på en markedsplads. Men de har problemer, det er for kompliceret  – så bomberydder nr. 1 gør sin entré. Shah Rukh Khan er tilbage i skudlinjen i Yash Chopra s romantisk drama Jab tak hain Jaan.

Samar Anand spillet af Shah Rukh Khan (hvis du skulle være i tvivl)

Albertslund bio – tirsdag aften. Salen er proppet med mennesker, og som SRK toner frem på lærredet, er der ingen, der holder sig tilbage. Der bliver klappet og piftet – også fra salens fyre – og det står klar, at skønt Khan er 47 år, så har han ikke mistet grebet om publikum, hverken som action- eller romantisk helt.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men jeg kan sige så meget, at det er et trekantsdrama mellem Samar Anand (SRK), Meera (Katrina Kaif) og Akira (Anushka Sharma). Det er formelfilm, det er kliché-præget, men det virker. Filmen er fyldt med fjollede replikker og tåbelige plothuller. Men ikke desto mindre tror jeg på Samars længsel efter Meera, og i modsætning til så mange hollywoodfilm, jeg har set de seneste måneder, bliver jeg følelsesmæssigt involveret. Jo jo, Meera opfører sig idiotisk, og man kan ikke altid følge grundlaget for hendes studehandler med Jesus, men det tilskriver jeg en kulturel baggrund, jeg ikke kan sætte mig ind i, ser bort fra det, og nyder filmen.

Der er ingen tvivl om, at det er Shah Rukh Khans karisma, Yash Chopras flotte vision og A.R. Rahman dejlige musik, der bærer filmen. Der er ikke nogen original handling, og som sagt skal man ikke tænke for meget over Meeras bevæggrunde. Men det er ikke desto mindre et dejligt romantisk drama.

God gammeldags dance-off

Gensyn med old-school romantisk drama

Med den unge ambitiøse Akira kommenterer Jab tak hain Jaan på to generationers romantiske dramaer, hvor der ikke bliver lagt skjul på, at SRK nu ikke længere tilhører den unge generation, ej heller deres kærlighedssyn. Som Akira udtrykker det, så har Indiens ungdom i dag flygtige kærlighedsforhold, hvorimod Samar (og dermed SRK, der har spillet romantisk helt siden 1995 i Dilwale Dulhania Le Jayenge) repræsenterer en generation, hvor man tror på den eneste ene og længes, så hjertet er ved at briste.

Jeg ved ikke, om den unge generation er ked af, at miste den old-school form for kærlighed, eller om der er tale om kulturel indoktrinering, men der blev i hvert fald klappet fra salen, hver gang der blev sagt eller gjort noget moralsk rigtigt. På den anden side blev der også klappet og piftet første gang man ser den unge, moderne og promiskuøse Akira i bikini, så …

Akira er en af drengene

Yash Chopras svanesang Jab tak hain Jaan er bestemt værd at se. Og Shah Rukh Khan … ja, han er og bliver romantisk helt nr. 1 lidt endnu.

Jab tak hain Jaan Albertslund bio 13.-24. november

Jab Tak Hai Jaan

Hvis du ikke har noget at lave i aften... Nej, selvom du har noget at lave i aften, så drop det og tag ind og se Jab Tak Hai Jaan. Der er verdenspremiere i Albertslund, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt!



Jab Tak Hai Jaan er Yash Chopras sidste film, og med Shah Rukh Khan tilbage i et romantisk melodrama tror jeg det bliver en rigtig god aften.

Albertslund kl. 20. Vi ses.

Se traileren.