Indiens filmindustri bliver 100 år

For 100 år siden kunne publikum for første gang se en indisk spillefilm på det store lærred. Og siden har den indiske filmindustri været gennem en utrolig udvikling.

Dilwale Dulhania Le Jayenge fra 1995 fik kælighedsmelodramaerne til at eksplodere

I dag stikker Indiens filmindustri i mange retninger: Vi har en masse Tollywood, Kollywood, Bollywood og andre fængende navne for nogle af de mange forskellige indiske filmindustrier som telugu-, tamil- og hindifilm. Men det hele begyndte i Mumbai for 100 år siden, da den første indiske spillefilm ramte det store lærred i 1913. Det var Dhundiraj Govind Phalkes (også kaldet Dadasaheb Phalke) stumfilmen Raja Harishchandra, som blev startskuddet for hele den indiske filmindustri, der i dag producerer omkring 1000 film om året. Men det var først med den indiske lydfilm i 1931, at udviklingen til de film, vi kender i dag, begyndte at tage form.

Plakat til filmen Raja Harishchandra, 1913

Bombay Talkies – indiske tonefilm

Og siden den indiske lydfilms frembrud har sang og dans været et fast element i indisk film. I 1931 fik Alam Ara (The Light of the World) premiere, og det var Indiens første talkie. En talkie er en tonefilm, og denne første af slagsen i Indien var på hindi. Filmen blev annonceret som fyldt med dialog, sang og dans, og med dens syv sange etablerede filmen musik, sang og dans som noget af det allervigtigste i indisk film. Filminstruktør Karan Johar forklarer:

Alle i Vesten spørger altid, hvorfor alle indiske film er musicals – det er simpelthen, fordi musik er en stor del af vores kultur. […] Musik er en kæmpe del af os; det er så stor en del af vores kulturarv, af vores religion. Til hver religiøs festival er der sange, der bliver sunget. I vores dagligdag vågner vi til musik og sover til musik. Vi ånder og lever for musik. Så derfor bliver det nødt til at være i vores film.

I løbet af de efterfølgende år voksede antallet af sang- og dansescener, og i 1932 var filmen Indrasabha (Indra’s Court) helt oppe på 70.  Skønt inderne gerne vil have noget for pengene, var det dog alligevel i overkanten (man kan åbenbart også få for meget valuta for pengene). Nu indeholder en gængs bollywoodfilm omkring seks sang- og dansescener, som sætter filmens plot på pause for gennem sang, dans, fantastisk smukke kostumer og bjergtagende landskaber at illustrere figurernes følelser, hvad enten det er glæde, forelskelse, sorg, eller hvad det nu måtte være.

Alene filmplakaterne vidner om den store udvikling, der er sket i den indiske filmindustri.
Rawdy Rathore, 2012

De første film

De første film var de såkaldte mythologicals – film baseret på velkendte myter og heltedigte fra hinduismens mytologi, og størstedelen af Indiens befolkning kunne relatere til dem. Det var især i Sydindien, at mythologicals var populære, og nu lader de til at have fået et comeback. Arundhati er efter sigende telugufilmen, der har vækket Sydindiens interesse for mythologicals. Den klarede sig rigtig godt indtjeningsmæssigt og er blevet dubbet til både tamil og malayalam. Men også Magadheera, Once Upon a Warrior (Anaganaga O Dheerudu), Badrinath, Rajanna og Sri Rama Rajyam ridder på mytologibølgen.

Indtil lydfilmen kom frem i Indien, var det som i resten af verden ikke noget problem for filmene at blive populære mange steder, da der ikke var noget sprog, man skulle tage hensyn til. Men med lydfilmen blev man nødt til at vælge et filmsprog, og i Mumbais filmindustri blev det hindi. Hindi har dog mange dialekter, så man valgte en blanding af hindi (Indiens officielle sprog) og urdu (Pakistans officielle sprog), også kendt som ’hindustani’. Engelske ord har også været en del af sproget i hindifilm i rigtig mange år. Især de nyere film indeholder i stigende grad engelske ord, og engelsk blandet med hindi er et fænomen, der kaldes ’hinglish’. Bliv derfor ikke chokeret, hvis de i en hindifilm hyppigt udbryder ret så engelske fraser som „no problem”, „let’s go” eller „I object!”. Også filmsproget bag kameraet er en blanding af engelsk og hindi. For eksempel hedder en kamerakran en ghora (hindi for hest), hvorimod en gæsteoptræden af en stjerne i en dansescene har det engelske udtryk item number.

I Mumbai tales faktisk mest gujarati og marathi, så Mumbais filmindustri er således den eneste, der ikke laver film på områdets dominerende sprog. Lyden på hindifilm optages ikke samtidig med billedet, da det er de færreste filmstudier, der er lydsikrede, og siden dytten og motorstøj er obligatorisk baggrundslyd i indiske byer, er det nødvendigt at sætte lyd på bagefter. Skuespillerne kommer så ind én ad gangen og eftersynkroniserer deres egne replikker. Det kan også være en fordel for de skuespillere, som ikke taler hindi, da de bare kan blive eftersynkroniseret af en anden. I 1930’erne begyndte hindifilmen at bruge playback-sangere, så skuespillerne ikke længere behøvede at kunne synge, men blot skulle mime.

Plakat for Indiens første tonefilm Alam Ara (Light of the World), 1931

Så når indisk film i dag fejrer 100 år, så vidner industrien om en fantastisk udvikling. Fra stumfilm til tonefilm, fra sort/hvid- til farvefilm, fra film om guderne til film om nytidens indere i New York. Ydermere indeholder Indiens filmindustri både smalle, alvorlige film og storladede mainstream blockbustere. Som landet selv indeholder dagens fødselar det hele, så det er ikke kun bollywood, der fester i disse dage.

Kilder:

Katrine Brøndsted Bollywoodfilm – en introduktion. Alt i Ord, 2012.

Nasreen Munni Kabir Bollywood – the Indian Cinema Story. Channel 4 Books, 2001

“Arundhati (2009 film)” fra http://en.wikipedia.org/wiki/Arundhati_(2009_film)

Baiju „Season of mythologicals” fra http://telugu.galatta.com/entertainment/telugu/livewire/id/Season_of_mythological_films_49544.html