Burka Avenger

Animeret pakistansk superheltinde iklædt en burka-ligende ninja-superheltedragt kæmper for pakistanske pigers ret til uddannelse – what’s not to love?

Jeg ved godt, at Burka Avenger ikke er en bollywoodfilm, men en pakistansk animeret tv-serie for børn. Til gengæld er det top-underholdende, meget rørende og har en morale, jeg har lettere ved at tilslutte mig, end den der er at finde i mange bollywoodfilm.

Tv-serien blev første gang vist på Pakistans GEO-TV d. 28. juli og har åbenbart udløst stor debat hos bl.a. sekulære kulturpersonligheder og feminister. Tv-serien beskyldes for at gå islamisternes ærinde og at lære piger, at de kun kan blive til noget, hvis de bærer burka. Men det er på ingen måde sådan jeg ser serien og dens budskab.

Jiyas transformation fra skolelærer i salwar-kameez til uddannelsens beskytter i ninja-burka

Burka-bad-ass

Da det lader til at være heltindens valg af superhelte-påklædning, der optager kritikere af tv-serien, så lad mig tage fat på det først. Vores kvindelige burka-klædte hævner, Jiya, er skolelærer på en pigeskole i den fiktive by Halwapur. Til daglig går Jiya klædt i salwar-kameez, som er den almindelige klædedragt i Pakistan og store dele af Indien. Børnene i serien går også i salwar-kameez, så jeg vil mene, at tv-seere har rig mulighed for at identificere sig med ikke-burka-klædte figurer. At seriens hovedperson både går i salwar-kameez og i burka kunne afspejle det pakistanske samfund, og det giver en stor del af landets kvinder og piger mulighed for at identificere sig med heltinden.

Så tror jeg heller ikke vi skal lægge meget mere i den burka, udover at den selvfølelig er et oplagt valg til superheltinde-dragten. Hvad skulle hun ellers tage på, der kan skjule hendes identitet? Kimono? Latex? Som det kan ses hos andre superhelte af forskellige nationaliteter, er det oplagt at vælge en national klædedragt som superheltekostume. Og der er ikke noget, der er meget mere oplagt end en burka, der i forvejen flagrer som en kappe, maskerer som en maske og siger bad ass-ninja som ingen anden klædedragt jeg har set.

Vores små nuttede hovedpersoner i salwar-kameez med ondskaben lurende i baggrunden

Valg af våben: Kitab aur kalam

Burka Avengers våben er heller ikke Koranen eller bomber, men bøger og kuglepenne, så jeg har svært ved at se at moralen (der er ellers rimelig tykt smurt på) kan være andet end, at uddannelse er det pakistanske folks fremtid. I seriens første afsnit er truslen lukningen af den lokale pigeskole, som børnene er glade for, og hvor Jiya arbejder. Byen Halwapur og den lokale skole er fiktion, og det er lige før pakistanske pige skoler er i fare for at være det samme, da det kun er ca. 12% af kvindelige pakistanene, der kan læse og skrive.

Jeg vil mene, at vores sortklædte beskytter (for det er hun vel egentlig mere, end hun er hævner) er et godt forbillede for piger over hele verden, idet hun er klog, venlig og dygtig til kampsport. Skønt hun rammer skurkene med bøgernes omslag, er budskabet klart: Det skrevne ord har større magt end våben, og uddannelse er vejen til frihed.

Og jeg gætter på, at Malala Yousafzai gerne ville have haft opbakning til denne holdning samt assistance af en pakistans superheltinde – iklædt burka eller ej.

Se selv serien på youtube:

Ordfoklaringer

Halwapur – ’halwa’ er en indisk/pakistansk dessert og ’pur’ er et suffiks, der ofte bruges i forbindelse med bynavne

Jiya – et urdu/hindiord for ’ånd’ eller ’sjæl’, altså livets essens

Kitab aur kalam – bog og kuglepen

Kilder

Hessel, Niklas ”Halal-heltinden” Weekendavisen, 9. august 2013

http://www.burkaavenger.com/

Burka Avenger, afsnit 1 med engelsk undertekster http://www.youtube.com/watch?v=XahbqLdCVhE

“'Burka Avenger' fights for Pakistani schools”, 26. juli 2013 http://www.bbc.co.uk/news/world-asia-23468573

Anmeldelse: Chennai Express kan ikke holde dampen oppe

Intertekstuelle referencer og forceret sydindisk galskab kan ikke redde den lovende film fra at miste pusten halvvejs

Jeg har forgæves forsøgt ikke at falde i tog-metafor-fælden, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre i denne anmeldelse, så jeg undskylder på forhånd mine platheder.

De sidste mange år er sydindiske film som bl.a. tamil- og telugufilm blevet mere og mere populære hos ikke tamil- og telugutalende publikummer. Det har bollywoodindustrien selvfølgelig skullet udnytte, og der har været en lind strøm af genindspilninger på hindi af de sydindiske film, hvoraf nogle er kørt helt af sporet.

Chennai Express er endnu en film, der som Singham og Rowdy Rathore prøver at peppe nyere hindifilm op med sydindisk vildskab, men i modsætning til de to ovenstående film formår Chennai Express desværre ikke at leve op til den sydindiske filmindustris perler samt de velfungerende og action-packed hindi-genindspilninger, der har fået et begejstret indisk publikum om bord på det sydindiske eksprestog. Og det er dobbelt skuffende, hvis man som mig både er fan af sydindiske film og af Shah Rukh Khan.

Dobbeltforvirrende bliver det også, hvis det er første gang man stifter bekendtskab med en indisk film, da Chennai Express er en syndflod (undskyld, jeg kan åbenbart heller ikke holde naturkatastrofe-metaforerne tilbage) af referencer til både sydindisk film og Shah Rukh Khan-film, og man risikerer at blive efterladt på perronen.

Plot

Plotanslaget fejler ellers ikke noget, da vi har én af de der film, hvor hovedpersonen tvinges ud på en rejse, han slet ikke vil på, men på vejen finder han både kærligheden og sig selv. Strålende! Vores hovedperson er den 40-årige Rahul (SRK), hvis elskede bedstefar dør og efterlader Rahul med det kæmpe ansvar at sprede bedstefaderens aske ud over havet i den sydindiske by Rameswaram.

Rahul har imidlertid andre planer. Han vil til Goa og feste med sine venner. Her bliver det lidt geografisk kringlet, da vi både skal have styr på hvor Mumbai, Goa og Rameswaram ligger. Men heldigvis viser Rahuls venner os et kort over Indien, da de overbeviser Rahul om, at han sagtens kan kombinere den sydindiske askespredning med den ikke helt så sydindiske bade- og feststat Goa ved at hælde asken i en flod i Goa, som selvfølgelig vil bære asken de 1200 km ned til Rameswaram i Tamil Nadu.

Topplan! Rahul skal bare overbevise sin bedstemor om, at det er det, han gør, så derfor stiger han ombord på Chennai Express for blot at ville stå af på næste station, hvor vennerne står klar med en bil. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, og Rahul ender på Chennai Express med kurs mod en lille landsby i delstaten Tamil Nadu langt fra fest og vennerne i Goa.

DDLJ-referencer uden pay-off (*SPOILER*)

Shah Rukh Khan fik sit store gennembrud som romantisk helt med filmen Dilwale Dulhania Le Jayenge, og Chennai Express virker som én stor homage til Aditya Chopras film fra 1995. Der er adskillige referencer til DDLJ, men også til mange andre populære hindifilm som f.eks. Bunty aur Babli, Ra.One og My Name Is Khan. Selv navnet Rahul er en filmreference, da SRK siden 1990’erne har ynder at spille romantisk helt, der bærer netop dette navn.

Alle filmreferencerne bliver sammen med filmens replikker leveret med utrolig meget humor og selvironi, hvilket i sig selv er en reference til sidste gang, SRK og Deepika Padukone spillede over for hinanden. Det var i Om Shanti Om (2007) – en super metafilm, proppet med referencer til den indiske filmindustri og charmerende kritik af samme.

Det begynder morsomt, da Rahul møder Meena på toget, og det viser sig, at hun er blevet kidnappet af sin gangster-fars håndlangere efter at være stukket af hjemmefra. Da Rahul pludselig også er blevet deres fange, bliver Rahul og Meena nødt til at finde på en flugtplan. Da håndlangerne kun kan forstå tamil, benytter Rahul og Meena sig af hindifilmsange til at kommunikere, så gangsterne ikke kan forstå deres flugtplan. Det er den slags logikløse indslag, der gør filmen charmerende, og man kan som publikum sidde og juble, hver gang man genkender en reference.

Med alle de referencer så er der lagt i ovnen til cameos en masse, som vi før har set det i Khans film. Især forventer man at se Kajol, da filmen konstant har referencer til Dilwale Dulhania Le Jayenge, som var Khan og Kajols første film sammen, og som i årtier har forbundet de to skuespillere. Men der er ingen Kajol i Chennai Express, hvilket skuffer. Hvorfor alle disse DDLJ-referencer, hvis ikke der er en pointe og noget pay-off?!

Rahul og Meena i Chennai Express.
Rahul: "I 've done this before."

Raj og Simran i Dilwale Dulhania Le Jayenge.

Falden-på-halen-komik og lungi-dans

Til gengæld synes jeg, at SRK leverer overbevisende falden-på-halen-komik i Buster Keaton-stil, som det indiske publikum er store fans af. Derudover er humoren i denne film baseret på sproglige misforståelser mellem tamil- og hinditalende, hvilket fungerer godt selv når man ikke taler hverken hindi eller tamil. Dog bliver det lidt cheesy, da moralen bliver, at når man ”bruger hjertet som telefon”, kan alle forstå hinanden.

Desværre virker de sydindiske referencer lidt forcerede. Og rulletekstsangens åbenlyse homage til den tamilske megastjerne Rajnikanth fatter jeg simpelthen ikke. Han har umiddelbart ikke har noget med filmen at gøre, så på mig virker det som et forsøg på at give Chennai Express et skud tamilsk etos, hvilket er unødvendigt med alle de lungis, idli- og dosareferencer samt mørke sydindiske mænd med kruset hår, der ellers præger filmen.

”My name is Rahul, and I am not a terrorist.”

Forspildte muligheder

Instruktør Rohit Shetty forsøger at lave et godt gammeldags komedie-melodrama krydret med synindiske slåskampe og biljagter, men blandingen er ikke helt så vellykket som i Singham (2011). Komediedelen fungerer fint, men action-scenerne er ikke velkoreograferede, og dér Shetty forspilder flere chancer for at gøre få det til at fungere. Når nu inderne dele Keaton og Chaplin-fascination med Jackie Chan kan jeg ikke lade være med at tænke på, at en bollywood-Chan-kombination ville være uovertruffen! Chans kampscener (i hans Hong Kong-film!!) er i mine øjne netop fyldt med den falden-på-halen-komik som indisk mainstreamfilm ynder, og med Chan-koreografi kunne vi få action-scener, der rent faktisk gav mening. Måske kunne Rahul endda have givet den gas med lidt drunken style kung fu, efter at han har drukket sig fra sans og samling under sang- og dansescenen ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? I’m just sayin…

Men filmen har bestemt sin charme i første halvdel, og har man ikke noget problem med manglende action-koreografi, lidt flade karakterer og manglende pay-off, så kan man sagtens stige om bord på Chennai Express. Kostumerne er utroligt flotte, Tamil Nadus natur er fantastisk og ”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”? er svær at få ud af hovedet, når først man har hørt den et par gange.

”1, 2, 3, 4 Get on the Dance Floor”