Chennai Express

Så er det ved at være tid til Shah Rukh Khan... tid til Deepika Padukone... tid til Chennai Express!

Kom med i biffen d. 8. august kl. 22 i Albertslund bio og Park bio.

Nå ja, og hvis du også vil vide, hvad filmen handler om, så er her en trailer:

Indiens filmindustri bliver 100 år

For 100 år siden kunne publikum for første gang se en indisk spillefilm på det store lærred. Og siden har den indiske filmindustri været gennem en utrolig udvikling.

Dilwale Dulhania Le Jayenge fra 1995 fik kælighedsmelodramaerne til at eksplodere

I dag stikker Indiens filmindustri i mange retninger: Vi har en masse Tollywood, Kollywood, Bollywood og andre fængende navne for nogle af de mange forskellige indiske filmindustrier som telugu-, tamil- og hindifilm. Men det hele begyndte i Mumbai for 100 år siden, da den første indiske spillefilm ramte det store lærred i 1913. Det var Dhundiraj Govind Phalkes (også kaldet Dadasaheb Phalke) stumfilmen Raja Harishchandra, som blev startskuddet for hele den indiske filmindustri, der i dag producerer omkring 1000 film om året. Men det var først med den indiske lydfilm i 1931, at udviklingen til de film, vi kender i dag, begyndte at tage form.

Plakat til filmen Raja Harishchandra, 1913

Bombay Talkies – indiske tonefilm

Og siden den indiske lydfilms frembrud har sang og dans været et fast element i indisk film. I 1931 fik Alam Ara (The Light of the World) premiere, og det var Indiens første talkie. En talkie er en tonefilm, og denne første af slagsen i Indien var på hindi. Filmen blev annonceret som fyldt med dialog, sang og dans, og med dens syv sange etablerede filmen musik, sang og dans som noget af det allervigtigste i indisk film. Filminstruktør Karan Johar forklarer:

Alle i Vesten spørger altid, hvorfor alle indiske film er musicals – det er simpelthen, fordi musik er en stor del af vores kultur. […] Musik er en kæmpe del af os; det er så stor en del af vores kulturarv, af vores religion. Til hver religiøs festival er der sange, der bliver sunget. I vores dagligdag vågner vi til musik og sover til musik. Vi ånder og lever for musik. Så derfor bliver det nødt til at være i vores film.

I løbet af de efterfølgende år voksede antallet af sang- og dansescener, og i 1932 var filmen Indrasabha (Indra’s Court) helt oppe på 70.  Skønt inderne gerne vil have noget for pengene, var det dog alligevel i overkanten (man kan åbenbart også få for meget valuta for pengene). Nu indeholder en gængs bollywoodfilm omkring seks sang- og dansescener, som sætter filmens plot på pause for gennem sang, dans, fantastisk smukke kostumer og bjergtagende landskaber at illustrere figurernes følelser, hvad enten det er glæde, forelskelse, sorg, eller hvad det nu måtte være.

Alene filmplakaterne vidner om den store udvikling, der er sket i den indiske filmindustri.
Rawdy Rathore, 2012

De første film

De første film var de såkaldte mythologicals – film baseret på velkendte myter og heltedigte fra hinduismens mytologi, og størstedelen af Indiens befolkning kunne relatere til dem. Det var især i Sydindien, at mythologicals var populære, og nu lader de til at have fået et comeback. Arundhati er efter sigende telugufilmen, der har vækket Sydindiens interesse for mythologicals. Den klarede sig rigtig godt indtjeningsmæssigt og er blevet dubbet til både tamil og malayalam. Men også Magadheera, Once Upon a Warrior (Anaganaga O Dheerudu), Badrinath, Rajanna og Sri Rama Rajyam ridder på mytologibølgen.

Indtil lydfilmen kom frem i Indien, var det som i resten af verden ikke noget problem for filmene at blive populære mange steder, da der ikke var noget sprog, man skulle tage hensyn til. Men med lydfilmen blev man nødt til at vælge et filmsprog, og i Mumbais filmindustri blev det hindi. Hindi har dog mange dialekter, så man valgte en blanding af hindi (Indiens officielle sprog) og urdu (Pakistans officielle sprog), også kendt som ’hindustani’. Engelske ord har også været en del af sproget i hindifilm i rigtig mange år. Især de nyere film indeholder i stigende grad engelske ord, og engelsk blandet med hindi er et fænomen, der kaldes ’hinglish’. Bliv derfor ikke chokeret, hvis de i en hindifilm hyppigt udbryder ret så engelske fraser som „no problem”, „let’s go” eller „I object!”. Også filmsproget bag kameraet er en blanding af engelsk og hindi. For eksempel hedder en kamerakran en ghora (hindi for hest), hvorimod en gæsteoptræden af en stjerne i en dansescene har det engelske udtryk item number.

I Mumbai tales faktisk mest gujarati og marathi, så Mumbais filmindustri er således den eneste, der ikke laver film på områdets dominerende sprog. Lyden på hindifilm optages ikke samtidig med billedet, da det er de færreste filmstudier, der er lydsikrede, og siden dytten og motorstøj er obligatorisk baggrundslyd i indiske byer, er det nødvendigt at sætte lyd på bagefter. Skuespillerne kommer så ind én ad gangen og eftersynkroniserer deres egne replikker. Det kan også være en fordel for de skuespillere, som ikke taler hindi, da de bare kan blive eftersynkroniseret af en anden. I 1930’erne begyndte hindifilmen at bruge playback-sangere, så skuespillerne ikke længere behøvede at kunne synge, men blot skulle mime.

Plakat for Indiens første tonefilm Alam Ara (Light of the World), 1931

Så når indisk film i dag fejrer 100 år, så vidner industrien om en fantastisk udvikling. Fra stumfilm til tonefilm, fra sort/hvid- til farvefilm, fra film om guderne til film om nytidens indere i New York. Ydermere indeholder Indiens filmindustri både smalle, alvorlige film og storladede mainstream blockbustere. Som landet selv indeholder dagens fødselar det hele, så det er ikke kun bollywood, der fester i disse dage.

Kilder:

Katrine Brøndsted Bollywoodfilm – en introduktion. Alt i Ord, 2012.

Nasreen Munni Kabir Bollywood – the Indian Cinema Story. Channel 4 Books, 2001

“Arundhati (2009 film)” fra http://en.wikipedia.org/wiki/Arundhati_(2009_film)

Baiju „Season of mythologicals” fra http://telugu.galatta.com/entertainment/telugu/livewire/id/Season_of_mythological_films_49544.html

Earth

I 1947 bliver Indien uafhængig fra det britiske imperium, og i samme åndedrag deles landet (Partition) for at give plads til den islamiske republik Pakistan. I 1998 lavede Deepa Mehta en film om Partition. Det er en film, der kunne have været rørende, stærk og væsentlig. I stedet har hun lavet en film, der tyder på, at hun tror, hendes publikum er filmsprogsignoranter.

Dil Navaz og Lenny-baby i et altafgørende øjeblik

Earth er Methas anden film om Indiens tilstand i hendes ’Elements Trilogy’ (Fire, Earth og Water). I den daværende indiske by Lahore, møder vi et lille samfund, der undergår store forandringer i tiden under Partition. Muslimer, hinduer og sikher vender sig mod hinanden, selv om de dage forinden var naboer og venner.

De to muslimske venner, Dil Navaz (Aamir Khan) og Hassan (Rahul Khanna), er begge forelskede i den smukke hindu-kvinde Shanta (Nandita Das), der er barnepige for parsi-familien Sethnas polioramte datter Lenny-baby. Inden længe befinder filmens hovedpersoner sig midt i et nervepirrende mareridt, da en stor gruppe af byens muslimer begynder at smide hinduer og sikher på porten, eftersom Lahore nu er blevet pakistansk. Uden at sige for meget, kan jeg vel godt afsløre, at det ikke ender lykkeligt.

En film med et BUDSKAB

Filmen er en rammefortælling, hvor en voksen Lenny, leverer fortællingens voice-over, mens hendes 10 årige selv prøver at håndtere de bekymringer om et ”broken India”, som de voksne har. Voice-overen er bare én af de elementer, der gør det klart, at her er en film med et BUDSKAB. Og det er ikke et subtilt budskab: Lenny-baby (der halter, som Indien kommer til), smadrer tallerkener og river sin dukke midt over (som også Indien bliver delt i to) og tænker tanker som ”Can someone break India?” og ”They break my country in two and say ’Happy Independence’”. Hvis man stadig synes, at det er lidt uklart, hvilken symbolik, Metha bruger, så forklarer Dil Navaz heldigvis Lenny-baby, at ”We are all animals – like the lion in the zoo”, der bare venter på at buret bliver åbnet, så de kan hærge og slå ihjel.

Filmens karakterer er flade og kedelige, og de fungerer mere som symboler på holdninger og trosretninger, end de er runde karakterer, man bliver følelsesmæssigt involverede i. I begyndelsen af filmen diskuteres fremtiden ved et middagsselskab, der har både englændere, sikher, muslimer, hinduer og parsier til bords. Englænderen forudser konflikterne religionerne imellem, og sikhen og muslimen ender da også næste i slagsmål midt i hovedretten. Endnu en ikke så sofistikeret måde at forvarsle den vold, der kommer.

Vennegruppen nyder hinandens selskab i parken inden volden bryder ud 

Alvorligt emne = gode anmeldelser

Filmen fik ellers gode anmeldelser, da den fik premiere, men det virker som om, at anmelderne har ladt sig rive med af filmens alvorlige emne. Roger Ebert har rost filmen for at have et universelt budskab. Stephen Holden fra The New York Times lader også til at være blevet tryllebundet af fortællingen om Partition, der er en filmatisering af Bapsi Sidhwas roman Cracking India. Holden skriver ” "Earth" is a powerful and disturbing reminder of how a civilization can suddenly crack under certain pressures.”

Igen er fokus på filmens emne, og ikke på dens udførsel. Måske har de endda tænkt, at dette måtte være Indiens eneste alternativ til de muntre bollywoodfilm. Men det er da en fornærmelse af dimensioner, at rose en film for at behandle et seriøst emne. Det er nedsættende overfor indiske filmmagere, at man ikke kritiserer Methas klodsede filmsprog og overtydlige symbolik. Hvis jeg i slutningen af filmen blev lidt følsom, så var det ikke på grund af filmen, nærmere på trods af den.

Kilder: http://rogerebert.suntimes.com/apps/pbcs.dll/article?AID=/19991015/REVIEWS/910150301/1023

http://www.nytimes.com/library/film/091099earth-film-review.html

Jab tak hain Jaan – Yash Chopras svanesang

Ladakh – present day. Et hold bomberyddere er i gang med at desarmere en bombe på en markedsplads. Men de har problemer, det er for kompliceret  – så bomberydder nr. 1 gør sin entré. Shah Rukh Khan er tilbage i skudlinjen i Yash Chopra s romantisk drama Jab tak hain Jaan.

Samar Anand spillet af Shah Rukh Khan (hvis du skulle være i tvivl)

Albertslund bio – tirsdag aften. Salen er proppet med mennesker, og som SRK toner frem på lærredet, er der ingen, der holder sig tilbage. Der bliver klappet og piftet – også fra salens fyre – og det står klar, at skønt Khan er 47 år, så har han ikke mistet grebet om publikum, hverken som action- eller romantisk helt.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men jeg kan sige så meget, at det er et trekantsdrama mellem Samar Anand (SRK), Meera (Katrina Kaif) og Akira (Anushka Sharma). Det er formelfilm, det er kliché-præget, men det virker. Filmen er fyldt med fjollede replikker og tåbelige plothuller. Men ikke desto mindre tror jeg på Samars længsel efter Meera, og i modsætning til så mange hollywoodfilm, jeg har set de seneste måneder, bliver jeg følelsesmæssigt involveret. Jo jo, Meera opfører sig idiotisk, og man kan ikke altid følge grundlaget for hendes studehandler med Jesus, men det tilskriver jeg en kulturel baggrund, jeg ikke kan sætte mig ind i, ser bort fra det, og nyder filmen.

Der er ingen tvivl om, at det er Shah Rukh Khans karisma, Yash Chopras flotte vision og A.R. Rahman dejlige musik, der bærer filmen. Der er ikke nogen original handling, og som sagt skal man ikke tænke for meget over Meeras bevæggrunde. Men det er ikke desto mindre et dejligt romantisk drama.

God gammeldags dance-off

Gensyn med old-school romantisk drama

Med den unge ambitiøse Akira kommenterer Jab tak hain Jaan på to generationers romantiske dramaer, hvor der ikke bliver lagt skjul på, at SRK nu ikke længere tilhører den unge generation, ej heller deres kærlighedssyn. Som Akira udtrykker det, så har Indiens ungdom i dag flygtige kærlighedsforhold, hvorimod Samar (og dermed SRK, der har spillet romantisk helt siden 1995 i Dilwale Dulhania Le Jayenge) repræsenterer en generation, hvor man tror på den eneste ene og længes, så hjertet er ved at briste.

Jeg ved ikke, om den unge generation er ked af, at miste den old-school form for kærlighed, eller om der er tale om kulturel indoktrinering, men der blev i hvert fald klappet fra salen, hver gang der blev sagt eller gjort noget moralsk rigtigt. På den anden side blev der også klappet og piftet første gang man ser den unge, moderne og promiskuøse Akira i bikini, så …

Akira er en af drengene

Yash Chopras svanesang Jab tak hain Jaan er bestemt værd at se. Og Shah Rukh Khan … ja, han er og bliver romantisk helt nr. 1 lidt endnu.

Jab tak hain Jaan Albertslund bio 13.-24. november

Jab Tak Hai Jaan

Hvis du ikke har noget at lave i aften... Nej, selvom du har noget at lave i aften, så drop det og tag ind og se Jab Tak Hai Jaan. Der er verdenspremiere i Albertslund, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver rigtig godt!



Jab Tak Hai Jaan er Yash Chopras sidste film, og med Shah Rukh Khan tilbage i et romantisk melodrama tror jeg det bliver en rigtig god aften.

Albertslund kl. 20. Vi ses.

Se traileren.

Gandu – anmeldelse

 

Gandu er en af de film, jeg har glædet mig til at se rigtigt længe. Den er bandlyst i Indien, blevet vist på Berlinalen (2011), og hypet i Europa med beskrivelser som ”modig” og ”provokerende”. Nu har jeg set filmen, og jeg kunne ikke være mere uenig.

Gandu er en ung knægt, der er fyldt af indestængt vrede. Han bor sammen med sin mor i et hus, som betales af moderens elsker. Moderen og elskeren dyrker tilsyneladende konstant højlydt sex, mens Gandu hver dag sniger sig ind i moderens rum og stjæler mandens penge. Så render han ellers sur rundt i Kolkata, hvor han dagligt køber lottokuponer for de stjålne penge. Hver dag bliver han så endnu mere vred, når det viser sig, at han ingenting har vundet. Gandus ensomhed brydes dog, da han en dag møder en Bruce Lee-wannabe af en rickshaw-wallah. Sammen tager de stoffer, er sure og rickshaw-wallah’en er publikum, når Gandu bryder ud i sang, der minder om det tidlige Beastie Boys (men hurtigere).

Jeg var inde at se filmen med en af mine indiske venner, som efter filmen var tilfreds, da han synes, det er en vigtig film for Indien. Den bryder grænser både i kraft af sin fortællestil samt filmens sort/hvide billeder, der dog ca. halvvejs inde i filmen skifter om til meget kraftige og varme orange-røde farver. Men det er især på grund af de meget eksplicitte pornografiske billeder, at Gandu skulle være en vigtig film, der kan åbne nye muligheder i en filmindustri, der i høj grad præges af kyske kindkys.

Jeg kan godt se, at Gandu i en indisk sammenhæng er interessant, da landet, så vidt vides, ikke tidligere har produceret noget lignende. Men efter min mening er det et problem, hvis det interessante begrænser sig til at være interessant i en afgrænset sammenhæng. Det gør desværre ikke filmen god, men bare til et kuriosum i en særlig kontekst. Der er intet i filmen, som ikke er set før, og på trods af en spilletid på kun 90 min., er filmen kedelig og prætentiøs.

Instruktøren (der insisterer på at kalde sig Q) har forsøgt at lave et provokerende metaværk, men filmen bliver offer for sin egen hype og ender ikke med at blive rebelsk, men blot ligegyldig. Jeg har intet imod porno, men der skal være en pointe med at se Gandu onanere (pikken i hånden og sperm på maven) eller en pointe med at se en pige sutte den af på ham. Men her virker det bare som porno for provokationens skyld.

Det er godt med forsøg på at lave nye former for film i og om Indien, men denne her er desværre bare en tom stiløvelse.

Gangs of Wasseypur 1 og 2 – anmeldelse

Imponerende film, der ikke alene fortæller historien om 70 års blodfejde mellem rivaliserende familieklaner, men samtidig er en historie om Indien. Se begge film på fredag d. 24. august i Cinemateket kl. 19. Tilsammen er der lidt under 6 timers gangsterfilm, så det er lidt af en kraftanstrengelse, men hold op hvor er det fedt!

Filmfestivalen ’Indian Indies – Bollywood and Beyond’ blev skudt i gang i går (søndag d. 19. aug.) med Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) 1 og 2. I mellem de to film var der indisk mad og instruktørbesøg af Anurag Kashyap. Han fortalte blandt andet om sin kærlighed for den store fortælling – ikke kun den episke fortælling, men også om endelig at have midlerne til at kunne sprede sin fortælling over 320 minutter. Så alle, der sætter pris på den store fortælling, historien som ellers kun tv-serier har mulighed for at fortælle, vil kunne værdsætte Kashyaps to film.

Filmen(e)s omdrejningspunkt er magtkampe og hævntogter mellem tre familieklaner gennem tre generationer. Og der er langt til bollywood fra Wasseypur – dette er parallel cinema, når det er bedst! Som andre før mig har skrevet, så er filmen nærmest tarantinosk i sin fremstilling af vold blandet med rå action og gangsterattitude med en god blanding af Sergio Leone, Coppola og Scorsese.

Der er ingen sang og dansescener, som vi kender det fra bollywoodfilm, men alligevel har filmen et utroligt soundtrack, der er meget vigtigt for filmen, og filmen er spækket med musik, som er med til at gøre den til noget særligt. En blanding af elektronisk, pop- og indisk folkemusik udgør filmens 15 numre, og sangene er ikke udført af kendte kunstnere, men lokale sangere fra området omkring Wasseypur og Dhanbad.

Udover at filmen filmet omkring Wasseypur og Dhanbad, er den baseret på virkelige hændelser fra byernes voldelige historie. Nogle figurer i filmen er baseret på virkelig personer med netop de navne, hvorimod andre er sammensmeltninger af flere personer. Da filmens historie(r) genfortæller virkelige begivenheder, der har fundet sted i Wasseypur, har den skabt kontroverser i Indien, men er uventet også blevet et kæmpe hit og har solgt mange billetter. Soundtracket er også blevet et hit, og sangen ‘O Womaniya’ synes jeg viser hvorfor.

Som sagt er filmen et hævndrama – en blodfejde, der går i arv gennem tre generationer, men det er samtidig et billede på 70 års Indisk historie. Landets industrielle udvikling spiller en vigtig birolle, og som et super fortællekneb ved vi præcis, hvornår vi er, gennem referencer til tidernes mest populære hindifilm: i 1970’erne har vi referencer til Amitabh Bachchan, som den vrede unge mand, der skal hævne sig, og filmen Trishul ses af vores hovedpersoner i biografen. Derudover har vi referencer til Kasam Paida Karne Wale Ki (1980’erne) og Dilwale Dulhania Le Jayenge (1990’erne), de unge til have frisure som Salman Khan (1990’erne) og til sidst i filmen går vores hovedpersoner i biffen og ser Munnabhai M.B.B.S. (00’erne).

Jeg vil på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser filmen(e) på fredag. Det er en unik chance for at se Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) på det store lærred i én ombæring. Et enormt filmprojekt, der imponerer med sin fortællekunst, sit stilistiske udtryk samt formidable soundtrack.

Til jer, der ikke var i Cinemateket i går, kan I se et interview med Anurag Kashyap her:

Læs mere om filmens musik i Times of India:

http://articles.timesofindia.indiatimes.com/2012-06-05/music-reviews/32054877_1_song-lyrics-bhojpuri