4. søndag i advent: "Dhoom:3"

Dhoom:3 er et angreb på sanserne, logik og på rationel brug af kolon. Den kunne have været den ultimative film for de folk, der synes, at The Prestige, Rain Man og Bad Boys 2 kunne være endnu bedre, hvis de blev slået sammen, men desværre falder plot og momentum fuldkommen fra hinanden. Det, der skulle have været årets største hindi-action-hit, ender derfor desværre med at blive en katastrofal charmeforladt rodebutik.

Som i resten af Dhoom-serien har vi at gøre med en gang politi-efter-charmerende-tyv-film, og i denne omgang er det Aamir Khan i rollen som cirkusartist og kaostyv Sahir, der skal fanges. På grund af et barndomstraume har han svoret hævn over Chicago Bank og gør alt, hvad han kan, for at få banken ned med nakken. Desuden kæmper han konstant mod fysikkens love og er en stor fortaler for retten til at gå rundt med bar overkrop i sit hemmelige underjordiske laboratorium. Som ligger under et indisk cirkus i Chicago. Som han tilsyneladende ejer. Selv om banken lukkede det ned og tog det fra hans far, da Sahir var barn. Men så ikke alligevel. Eller noget. For nu er det et spektakulært cirkus, der trækker fulde huse (og som udgør filmens ubestridte højdepunkt).

Tåbeligt, usammenhængende plot

Banker i Chicago saboteres derfor på spektakulær vis, men jeg er ikke sikker på, at folk med bankkonti eller aktier i banken synes, det er lige så charmerende, som filmen vil have os til at tro. Som Lehman Brothers og Roskilde Bank har vist, er det jo aldrig almindelige mennesker, der kommer i klemme, når en bank krakker. Way to go, Sahir! Du har nu sørget for, at andre som din far – NRIs med drømme om at starte forretning i deres nye hjemland – heller ikke kan låne penge.

Siden tyven efterlader beskeder på hindi i de banker, han røver, bliver Chicagos politi og ledelsen i Chicago Bank jo nødt til at tilkalde Mumbai Police Force’s topagenter: superstrømer Jai Dixit (Bachchan jr.) og hans tro væbner Ali (Uday Chopra) – aka. henholdsvis wannabe-tough guy og lallende idiot. Det er åbenbart fuldstændig umuligt at finde en inder i USA, der kan bruges som tolk. Interessant at filmen vælger at ignorere de omkring 3 millioner indere, der anslås at bo i USA, når denne slags film netop tjener sine penge på NRIs.  

Katrinas rolle i filmen opsummeret.

De sure kritikere, der har været efter bollywoods fremstilling af kvinder kan dog stikke piben ind, for i Dhoom:3 spiller Katrina Kaif en sexet cirkusprinsesse ved navn Aaliya, som viser, at hun kan se sexet ud i alle mulige munderinger, OG så er hun tilmed en ivrig cyklist samt overskudsagtig plantevander, så der er virkelig girl-power. Ligesådan er der en amerikansk kvindelig politibetjent, Victoria (Tabrett Bethell), som OGSÅ kan køre på cykel (en motoriseret en af slagsen) og se sexet ud. Hun er desuden meget intelligent, for hun ved, at det er bedst at sidde stille og tage noter, når de mandlige betjente opklarer sagen.    

Suspension of disbelief

Selv om store blockbuster-film langtfra altid hænger ordentligt sammen, må man dog kunne forlange en vis indre logik. Det magiske ved film er netop, at man kan glemme sin egen rationalitet en stund og leve med og overgive sig til spektaklet, fordi det hele er så fedt og fører en ind i en anden verden.

Men der skal dog være bare antydningen af nogle spilleregler, før denne anmelder kan lade sig forføre. Plottet hænger overhovedet ikke sammen (heller ikke efter hindi-standard), enkeltscener hænger ikke sammen, og den vanvittige actionfilm, hvor mandlige mænd laver capoeira-limbo-BMW-motorcykel-action og indimellem drikker Mountain Dew i stride strømme, bliver pludselig til et forvekslings-buddy-drama, før det så ender [SPOILER ALERT] helt grotesk, umotiveret og uforklarligt på en dæmning.

Der er også et mægtigt twist midtvejs i filmen, der heller ikke giver mening, og filmen behandler et alvorligt emne som autisme fuldkommen tonedøvt. Filmen er en parodi på action-komedier. Et helt igennem ærgerligt fejlskud, der skuffer fælt. Måske er Dhom:3 et surreelt post-plot-meta-mesterværk og er forud for sin tid, men jeg tvivler.

Hvis du gerne vil se gode actionfilm på hindi, så er her et par anbefalinger:

Bolly-action:

Krrish

Dhoom:2

Singham

Rowdy Rathore

Parallel Cinema action:

Gangs of Wasseypur

2. søndag i advent

Desværre er begge film denne uge ikke værd at se. Så betragt det som denne uges adventsgave, at jeg her advarer dig mod at se Makkhi og Darr. Der er superdårlige. Og ikke på den fede måde.

Plakaten til hvad kunne have været en megafed film

Makkhi (2012)

En ung mand myrdes og reinkarneres som en flue for at hævne sin død. Det lød som et fantastisk plot i mine øre, da jeg aldrig går af vejen for en film, der har et plot, der er så langt ude, at den har potentiale for at være virkelig crazy. På den fede måde. Desværre drukner Makkhi i dårlig CGI (ALT for meget af det) og et meningsløst plot. Og i disse tider, hvor den ene indiske voldtægtssag efter den anden fylder medierne, er det sgu trættende at se en film, hvor fyren tror, at pigens konstante afvisninger betyder, at hun vil have ham. Især, fordi det åbenbart viser sig, at ’nej’ betyder ’ja’ i denne film. At filmen er dubbet fra telugu til hindi resulterer blot i, at filmens lyd har samme kvalitet som eftersynkronisering fra 1950’erne.

✪ ud af fem

En flue-CGI-træningsmontage

Darr (1993)

Endnu en film, hvor historiens hovedperson tror, at ’ja’ betyder ’nej’. Det gør det imidlertid ikke i denne komedie-thriller, der minder mere om Sommer i Tyrol end Basic Instincts. Shah Rukh Khan spiller en sindssyg stalker, der er så vanvittig forelsket i Kiran, at han op til flere gange prøver at slå hendes kæreste ihjel. 

Rahul og K...K...Kiran

Han er besat på den der måde, hvor man har kæmpe billeder af sit livs kærlighed projekteret op på alle vægge i sit værelse, ringer hele tiden samt flyver til Shimla, Goa, og Schweiz for at lure på hende. Du kender det måske. Dette er en af de film, hvor Schweiz bruges som location – ikke blot når de er i Schweiz, men Schweiz bruges endda som stand-in for Shimla. På trods af at dette virkelig ikke er nogen god film, var der dog øjeblikke der var sjove.

✪✪ ud af fem

Helt normal vægpynt

Her kommer den indiske filmadventskalender

I løbet af december kommer jeg til at se rigtig mange hindifilm, da jeg skal til hindi-eksamen i januar, og det er lettere at se film end at læse grammatik. Så i den og julens anledning kommer her første adventsanmeldelse.

Kahaani (Sujoy Ghosh, 2012)

Thriller i stil med The Vanishing (George Sluizer, 1993). En højgravid kvinde ankommer til Kolkata for at finde sin forsvundne mand. Hun tager direkte fra lufthavnen til politistationen, hvor hun melder ham savnet. Men hun er ikke typen, der sætter sig til at vente på, at politiet har opklaret sagen, så nu begynder hendes farefulde søgen efter ægtemanden. Men noget er helt galt, for ingen har set ham: Hverken på det hotel, hvor hun ved, han boede eller i det firma, hvor hun ved han arbejdede.

Topspændende thriller, der uden bollywoods farverige filter giver et filmteknisk poetisk og realistisk billede af den indiske storby. Kameraet er ofte håndholdt og klipningen uventet. Og så har filmen en af Indiens mest intense og hardcore skuespillere Nawazuddin Siddiqui (Gangs of Wasseypur) på  rollelisten. Derudover spiller både Vidya Balan (The Dirty Picture og Parineeta) og Parambrata Chatterjee (Baishe Srabon og Bhooter Bhabishyat) virkelig godt.

Filmen er bl.a. at finde på amerikansk Netflix.

✪✪✪✪✪