Dhoom:3
er et angreb på sanserne, logik og på
rationel brug af kolon. Den kunne have været den ultimative film for de folk, der synes, at The
Prestige, Rain Man og Bad Boys 2 kunne være endnu bedre, hvis de blev slået
sammen, men desværre falder plot og momentum fuldkommen fra hinanden. Det, der
skulle have været årets største hindi-action-hit, ender derfor desværre med at
blive en katastrofal charmeforladt rodebutik.
Som i resten af Dhoom-serien har vi at gøre med en gang politi-efter-charmerende-tyv-film,
og i denne omgang er det Aamir Khan i rollen som cirkusartist og kaostyv Sahir,
der skal fanges. På grund af et barndomstraume har han svoret hævn over Chicago
Bank og gør alt, hvad han kan, for at få banken ned med nakken. Desuden kæmper
han konstant mod fysikkens love og er en stor fortaler for retten til at gå
rundt med bar overkrop i sit hemmelige underjordiske laboratorium. Som ligger
under et indisk cirkus i Chicago. Som han tilsyneladende ejer. Selv om banken
lukkede det ned og tog det fra hans far, da Sahir var barn. Men så ikke
alligevel. Eller noget. For nu er det et spektakulært cirkus, der trækker fulde
huse (og som udgør filmens ubestridte højdepunkt).
Tåbeligt,
usammenhængende plot
Banker i Chicago saboteres derfor på spektakulær vis, men
jeg er ikke sikker på, at folk med bankkonti eller aktier i banken synes, det
er lige så charmerende, som filmen vil have os til at tro. Som Lehman Brothers
og Roskilde Bank har vist, er det jo aldrig almindelige mennesker, der kommer i
klemme, når en bank krakker. Way to go, Sahir! Du har nu sørget for, at andre
som din far – NRIs med drømme om at starte forretning i deres nye hjemland –
heller ikke kan låne penge.
Siden tyven efterlader beskeder på hindi i de
banker, han røver, bliver Chicagos politi og ledelsen i Chicago Bank jo nødt
til at tilkalde Mumbai Police Force’s topagenter: superstrømer Jai Dixit
(Bachchan jr.) og hans tro væbner Ali (Uday Chopra) – aka. henholdsvis
wannabe-tough guy og lallende idiot. Det er åbenbart fuldstændig umuligt at
finde en inder i USA, der kan bruges som tolk. Interessant at filmen vælger at
ignorere de omkring 3 millioner indere, der anslås at bo i USA, når denne slags
film netop tjener sine penge på NRIs.
Katrinas rolle i filmen opsummeret. |
De sure kritikere, der har været efter
bollywoods fremstilling af kvinder kan dog stikke piben ind, for i Dhoom:3 spiller Katrina Kaif en sexet
cirkusprinsesse ved navn Aaliya, som viser, at hun kan se sexet ud i alle
mulige munderinger, OG så er hun tilmed en ivrig cyklist samt overskudsagtig
plantevander, så der er virkelig girl-power. Ligesådan er der en amerikansk
kvindelig politibetjent, Victoria (Tabrett Bethell), som OGSÅ kan køre på cykel
(en motoriseret en af slagsen) og se sexet ud. Hun er desuden meget
intelligent, for hun ved, at det er bedst at sidde stille og tage noter, når de
mandlige betjente opklarer sagen.
Suspension
of disbelief
Selv om store blockbuster-film langtfra altid hænger
ordentligt sammen, må man dog kunne forlange en vis indre logik. Det magiske
ved film er netop, at man kan glemme sin egen rationalitet en stund og leve med
og overgive sig til spektaklet, fordi det hele er så fedt og fører en ind i en
anden verden.
Men der skal dog være bare antydningen af nogle
spilleregler, før denne anmelder kan lade sig forføre. Plottet hænger
overhovedet ikke sammen (heller ikke efter hindi-standard), enkeltscener hænger
ikke sammen, og den vanvittige actionfilm, hvor mandlige mænd laver
capoeira-limbo-BMW-motorcykel-action og indimellem drikker Mountain Dew i
stride strømme, bliver pludselig til et forvekslings-buddy-drama, før det så
ender [SPOILER ALERT] helt grotesk, umotiveret og uforklarligt på en dæmning.
Der er også et mægtigt twist midtvejs i filmen, der
heller ikke giver mening, og filmen behandler et alvorligt emne som autisme
fuldkommen tonedøvt. Filmen er en parodi på action-komedier. Et helt igennem
ærgerligt fejlskud, der skuffer fælt. Måske er Dhom:3 et surreelt post-plot-meta-mesterværk og er forud for sin
tid, men jeg tvivler.
Hvis du gerne vil se gode actionfilm på hindi, så er her
et par anbefalinger:
Bolly-action:
Krrish
Dhoom:2
Dhoom:2
Singham
Rowdy
Rathore
Parallel Cinema action:
Gangs
of Wasseypur
Ingen kommentarer:
Send en kommentar