I løbet af december kommer jeg til at se rigtig
mange hindifilm, da jeg skal til hindi-eksamen i januar, og det er lettere at
se film end at læse grammatik. Så i den og julens anledning kommer her
første adventsanmeldelse.
Kahaani (Sujoy Ghosh, 2012)
Thriller i stil
med The Vanishing (George Sluizer,
1993). En højgravid kvinde ankommer til Kolkata for at finde sin forsvundne
mand. Hun tager direkte fra lufthavnen til politistationen, hvor hun melder ham
savnet. Men hun er ikke typen, der sætter sig til at vente på, at politiet har
opklaret sagen, så nu begynder hendes farefulde søgen efter ægtemanden. Men
noget er helt galt, for ingen har set ham: Hverken på det hotel, hvor hun ved,
han boede eller i det firma, hvor hun ved han arbejdede.
Topspændende
thriller, der uden bollywoods farverige filter giver et filmteknisk poetisk og
realistisk billede af den indiske storby. Kameraet er ofte håndholdt og
klipningen uventet. Og så har filmen en af Indiens mest intense og hardcore
skuespillere Nawazuddin Siddiqui (Gangs of Wasseypur) på rollelisten. Derudover spiller både
Vidya Balan (The Dirty
Picture og Parineeta) og Parambrata Chatterjee (Baishe Srabon og Bhooter
Bhabishyat) virkelig godt.
Filmen er bl.a.
at finde på amerikansk Netflix.
✪✪✪✪✪
Ingen kommentarer:
Send en kommentar