Anmeldelse: "Guide" (1965)

Jeg savner en stærk kvindelig hovedrolle i mainstream hindifilm. En kvinde med ben i næsen, der ikke kun tænker på kærlighed og familie. Og jeg havde læst, at Guide (1965) skulle have netop en sådan kvinde. Og plottet lyder lovende: en kvinde forlader sin usympatiske mand for at forfølge sine drømme om at blive danser. Men lad jer ikke narre – Rosie er ikke et hak bedre end nogle af de andre tåbelige kvinder i bollywoodfilm.

Rosie (Waheeda Rehman) gør godt nok oprør imod sin mand Marco i begyndelsen af filmen, men jeg mener ikke, det kræver en særlig stærk kvinde at lade sig skille fra en mand, der er et røvhul: Han taler grimt til hende, forsømmer hende, omgås andre kvinder og drikker. Han indrømmer også, at han ser deres ægteskab som en handel –  han har købt hende. Det kan vel argumenters, at man ikke nødvendigvis behøver være den vildeste feminist for at gøre oprør imod sådan en mand.

At hun trods alt forlader Marco er desværre heller ikke tegn på, at hun er en specielt selvstændig kvinde, da det er manden, Raju (Dev Anand), der giver hende tanker om ligeværd og frihed til at vælge. Rosie siger tilmed, at hvis hendes mand havde elsket hende, ville hun tjene ham, lave mad til han, ja endda tag et lag tæsk i ny og næ. Hvordan det er en stærk kvinderolle, har jeg meget svært ved at se.

Men jeg vil dog lade tvivlen komme filmens kvinderolle til gode, da der dog er et skænderi i en grotte, hvor underteksterne svigter, og jeg ikke ved, hvad der tales om. Så det kan jo være det er dette skænderi, der gør hende stærk, forbilledlig og en ren Burka Avenger. Men jeg tvivler. Skriv endelig, hvis nogle af jer hindi/urdu-talende er af en anden opfattelse.

Der er dog ét element i filmen, hvor Rosie gør, hvad der passer hende og går stolt gennem byens gader med sine højlydte kathak-klokker om benene. I det mindste er det kathak-klokkerne, der giver hende lidt selvtillid og styrke: klokkerne, der er symbol på kvindelig underkastelse og prostitution, bliver nu et symbol op styrke og uafhængighed.

Men min begejstring er kort. Efter hun har forladt sin mand og er flytte ind hos Raju og hans mor, kan hun ikke engang selv tage en beslutning om at flytte fra Raju, efter at hun har ødelagt hans forhold til både hans familie og landbyen. Hun spørger ”Hvorfor smider du mig ikke ud, Raju?” Så flyt dog selv, kvinde! Tag lidt ansvar for det kaos, du har skabt!

Rosie får dog opfyldt sin drøm om at blive en berømt danser, hvilket er et fint tegn på en kvinde, der får hvad hun ønsker sig. Men det er Raju, der er hendes manager, og ham der styrer hendes økonomi. Og da han har friet til hende, bliver de ikke gift med det samme, da hun lige skal blive lidt mere rig og berømt. For det kan man jo ikke, hvis man er en gift kvinde.

Raju bliver et røvhul, der ryger, drikker og gambler samt påpeger, at Rosie ikke ville være, hvor hun er i dag, hvis ikke det var for ham. Han forfalsker tilmed hendes underskrift. Da Rosie opdager det, melder hun ham til politiet, og han ryger to år i fængsel. Men som de fleste bolly-kvinder, er Rosie en uselvstændig tåbe, der på et visit i fængslet græder: ”Nu hvor du er taget væk fra mig, så ved jeg, hvor meget du betyder for mig.” Magen til idioti skal man lede længe … never mind. Venter stadig på cool kvinder i mainstream hindifilm. Fortæl mig, hvis I finder nogen.

Film City Mumbai åbner sine døre for publikum

Under optagelserne til Chocolate - Deep Dark Secrets. Forfærdelig genindspilning af The Usual Suspects.

Ok, jeg har aldrig påstået, at jeg var den skarpeste kniv i skuffen, når det kommer til at opdage nye ting, så det er muligt, at I ved det allerede. Men here goes - breaking news i min verden: Film City Mumbai er gået (lidt) i Universal Studios fodspor, og filmfans kan nu besøge Film City på guidede ture. Jaja, det kunne man allerede fra januar i år (2014), så helt breaking er det vel ikke.

Men hvor er det fedt!! Næste gang jeg er i Mumbai skal jeg helt sikkert på sådan en tur! Man kan se kulisser og sets samt film under optagelse på en tour, der kan koster mellem 500 rs. og 3250 rs. per person (46-300 kr.)

Sidst jeg var i Film City var det som "engelsk journalist" i filmen Chocolate - Deep Dark Secrets, hvilket bestemt ikke var nogen dårlig oplevelse. Men at kunne opleve lidt mere, end at sidde på en plastikstol i uldtrøje og jakkesæt i 8 timer for at levere 1 replik i en tom lagerhal, bliver helt vildt. Mumbai here I come!!

Min lillebror og jeg på 6. time i bagende sol og meget varme jakkesæt.

Læs mere her:
http://www.mumbaifilmcitytours.com/index.aspx
http://gulfnews.com/news/world/india/mumbai-film-city-s-guided-tours-1.1281754

Anmeldelse: "The Lunchbox" (2013)

The Lunchbox præsenterer os for et stille og roligt Indien, hvor almindelig mennesker lever almindelige trivielle liv midt i Mumbais kaos og travlhed. Her er ingen action,  ingen CGI og ingen leflen for NRI-publikummet. Og det er virkelig forfriskende!

I Mumbai findes et madudbringningssystem som intet andet: Hver dag bringer ’dabba-walas’ stålmadkasser i fire lag til ca. 200.000 indere. Dabba’en (madkassen) fyldes med dampende varm hjemmelavet mad og bringes ud til de mange kontorarbejdere i millionbyen. Og der er stort set aldrig fejlleveringer. Kun én ud af seks millioner ender det gale sted, og det er denne ene fejllevering, The Lunchbox tager udgangspunkt i.

Mumbais dabbawalas, som spiller dem selv i The Lunchbox

En fejlslagen dabba-leverance forbinder en ung gift kvinde med en gnaven pensionsmoden mand. I et forsøg på at få sin ægtemands opmærksomhed giver Ila (Nimrat Kaur) sig i kast med en masse nye opskrifter og fylder sin mands dabba med himmelske retter. De ender ved en fejltagelse hos Saajan Fernandes (Irrfan Khan), og gennem små håndskrevne sedler i madkassen får de begge opfyldt deres behov for nærvær.  I stedet for at skrive om noget så uendelig kedeligt som alder, navn og status, formår de to fremmede at fortælle om det i deres hverdag, der betyder noget.

The Lunchbox er velspillet, velskrevet og præsenterer os for en væsentlig anderledes Indien, end hvad vi bollywoodfilmfans er vant til at se. Jeg elsker bollywoodgenren, men her på det sidste har der været langt mellem de gode, og de blockbustere, der har domineret (som f.eks. Dhoom:3), har været ligegyldige og hysteriske.

Et venskab vokser i et tætpakket tog.

Filmen er underspillet på trods af at de tre hovedrolleindehavere har baggrund i bollywoods mainstreamfilmindustri. Især de to herrer Irrfan Khan og Nawazuddin Siddiqui er velbevandret ud i gangster- og actionfilmgenren, så det er forfriskende at se dem vise andre talenter.

Lidt i stil med Stanley ka Dabba (Stanley’s lunchbox fra 2011), der handler om en lærer, der tvinger sine små elever til at dele deres frokost med ham, er The Lunchbox en simpel historie, der formår at vise et Indien vi sjældent ser i andre film om og fra Indien. Filmen er awesome på en dejlig stille måde.

Se The Lunchbox-traileren her

Læs mere om dabbawalas

Se Stanley ka Dabba-traileren her

Filmen vises den næste uges tid (til omkring 2. april) i bl.a. København: Empire, Grand Teatret, Dagmar, Park samt bl.a. i Bagsværd, Odense, Århus m.fl.

Filmen vises også i Snurretoppen i Store Heddinge torsdag d. 24. april, fredag d. 25., søndag d. 27. april og torsdag d. 1. og 8. maj. 

                                         

"Vara: a Blessing" i Cinemateket

At dømme ud fra traileren på Vara: a blessing, ser den bestemt ikke ud til at være en mainstream bolly-film. Men fuck, hvor ser den fed ud!

Filmen er en historie om forbudt kærlighed mellem hindu-kvinden Lila (Shahana Goswami, Midnight’s Children) og Shyma (Devesh Ranjan), der er lavkaste muslim. Lila er datter af devadasi-kvinden Vinata, der lever af at undervise i den klassiske dans Bharata Natyam. Som sin mor dedikerer Lila sig til Krishna, men når hun danser ser hun Shyma for sig og lader sig overtale til at være model for hans skulptur af gudinden Saraswati. Men seksuelle fantasier og åndelig trance forbindes ikke uden problemer.

Filmen er fra 2013 og er instrueret af Khyentse Norbu, en bhutansk buddhist, der foruden Vara: a Blessing har instrueret The Cup (1999) og Travelers and Magicians (2003). Han er den første, der har lavet en bhutansk spillefilm, og Vara: a Blessing er hans tredje spillefilm.

Spiller i Cinemateket torsdag d. 27. feb. kl. 19.

Læs mere om filmen:
Filmbeskrivelse fra Cinemateket

Anmeldelse fra variety.com

Om filmen på imdb

4. søndag i advent: "Dhoom:3"

Dhoom:3 er et angreb på sanserne, logik og på rationel brug af kolon. Den kunne have været den ultimative film for de folk, der synes, at The Prestige, Rain Man og Bad Boys 2 kunne være endnu bedre, hvis de blev slået sammen, men desværre falder plot og momentum fuldkommen fra hinanden. Det, der skulle have været årets største hindi-action-hit, ender derfor desværre med at blive en katastrofal charmeforladt rodebutik.

Som i resten af Dhoom-serien har vi at gøre med en gang politi-efter-charmerende-tyv-film, og i denne omgang er det Aamir Khan i rollen som cirkusartist og kaostyv Sahir, der skal fanges. På grund af et barndomstraume har han svoret hævn over Chicago Bank og gør alt, hvad han kan, for at få banken ned med nakken. Desuden kæmper han konstant mod fysikkens love og er en stor fortaler for retten til at gå rundt med bar overkrop i sit hemmelige underjordiske laboratorium. Som ligger under et indisk cirkus i Chicago. Som han tilsyneladende ejer. Selv om banken lukkede det ned og tog det fra hans far, da Sahir var barn. Men så ikke alligevel. Eller noget. For nu er det et spektakulært cirkus, der trækker fulde huse (og som udgør filmens ubestridte højdepunkt).

Tåbeligt, usammenhængende plot

Banker i Chicago saboteres derfor på spektakulær vis, men jeg er ikke sikker på, at folk med bankkonti eller aktier i banken synes, det er lige så charmerende, som filmen vil have os til at tro. Som Lehman Brothers og Roskilde Bank har vist, er det jo aldrig almindelige mennesker, der kommer i klemme, når en bank krakker. Way to go, Sahir! Du har nu sørget for, at andre som din far – NRIs med drømme om at starte forretning i deres nye hjemland – heller ikke kan låne penge.

Siden tyven efterlader beskeder på hindi i de banker, han røver, bliver Chicagos politi og ledelsen i Chicago Bank jo nødt til at tilkalde Mumbai Police Force’s topagenter: superstrømer Jai Dixit (Bachchan jr.) og hans tro væbner Ali (Uday Chopra) – aka. henholdsvis wannabe-tough guy og lallende idiot. Det er åbenbart fuldstændig umuligt at finde en inder i USA, der kan bruges som tolk. Interessant at filmen vælger at ignorere de omkring 3 millioner indere, der anslås at bo i USA, når denne slags film netop tjener sine penge på NRIs.  

Katrinas rolle i filmen opsummeret.

De sure kritikere, der har været efter bollywoods fremstilling af kvinder kan dog stikke piben ind, for i Dhoom:3 spiller Katrina Kaif en sexet cirkusprinsesse ved navn Aaliya, som viser, at hun kan se sexet ud i alle mulige munderinger, OG så er hun tilmed en ivrig cyklist samt overskudsagtig plantevander, så der er virkelig girl-power. Ligesådan er der en amerikansk kvindelig politibetjent, Victoria (Tabrett Bethell), som OGSÅ kan køre på cykel (en motoriseret en af slagsen) og se sexet ud. Hun er desuden meget intelligent, for hun ved, at det er bedst at sidde stille og tage noter, når de mandlige betjente opklarer sagen.    

Suspension of disbelief

Selv om store blockbuster-film langtfra altid hænger ordentligt sammen, må man dog kunne forlange en vis indre logik. Det magiske ved film er netop, at man kan glemme sin egen rationalitet en stund og leve med og overgive sig til spektaklet, fordi det hele er så fedt og fører en ind i en anden verden.

Men der skal dog være bare antydningen af nogle spilleregler, før denne anmelder kan lade sig forføre. Plottet hænger overhovedet ikke sammen (heller ikke efter hindi-standard), enkeltscener hænger ikke sammen, og den vanvittige actionfilm, hvor mandlige mænd laver capoeira-limbo-BMW-motorcykel-action og indimellem drikker Mountain Dew i stride strømme, bliver pludselig til et forvekslings-buddy-drama, før det så ender [SPOILER ALERT] helt grotesk, umotiveret og uforklarligt på en dæmning.

Der er også et mægtigt twist midtvejs i filmen, der heller ikke giver mening, og filmen behandler et alvorligt emne som autisme fuldkommen tonedøvt. Filmen er en parodi på action-komedier. Et helt igennem ærgerligt fejlskud, der skuffer fælt. Måske er Dhom:3 et surreelt post-plot-meta-mesterværk og er forud for sin tid, men jeg tvivler.

Hvis du gerne vil se gode actionfilm på hindi, så er her et par anbefalinger:

Bolly-action:

Krrish

Dhoom:2

Singham

Rowdy Rathore

Parallel Cinema action:

Gangs of Wasseypur