 |
| Dilwale Dulhania Le Jayenge fra 1995 fik kælighedsmelodramaerne til at eksplodere |
I dag stikker Indiens
filmindustri i mange retninger: Vi har en masse Tollywood, Kollywood, Bollywood
og andre fængende navne for nogle af de mange forskellige indiske
filmindustrier som telugu-, tamil- og hindifilm. Men det hele begyndte i Mumbai
for 100 år siden, da den første indiske spillefilm ramte det store lærred i 1913.
Det var Dhundiraj Govind Phalkes (også kaldet Dadasaheb Phalke) stumfilmen Raja Harishchandra, som blev startskuddet
for hele den indiske filmindustri, der i dag producerer omkring 1000 film om
året. Men det var først med den indiske lydfilm i 1931, at udviklingen til de
film, vi kender i dag, begyndte at tage form.
 |
| Plakat til filmen Raja Harishchandra, 1913 |
Bombay
Talkies – indiske tonefilm
Og siden den indiske lydfilms
frembrud har sang og dans været et fast element i indisk film. I 1931 fik Alam Ara (The Light of the World) premiere, og det var Indiens første talkie.
En talkie er en tonefilm, og denne første af slagsen i Indien var på hindi.
Filmen blev annonceret som fyldt med dialog, sang og dans, og med dens syv
sange etablerede filmen musik, sang og dans som noget af det allervigtigste i
indisk film. Filminstruktør Karan Johar forklarer:
Alle i
Vesten spørger altid, hvorfor alle indiske film er musicals – det er simpelthen,
fordi musik er en stor del af vores kultur. […] Musik er en kæmpe del af os;
det er så stor en del af vores kulturarv, af vores religion. Til hver religiøs
festival er der sange, der bliver sunget. I vores dagligdag vågner vi til musik
og sover til musik. Vi ånder og lever for musik. Så derfor bliver det nødt til
at være i vores film.
I løbet af de efterfølgende år
voksede antallet af sang- og dansescener, og i 1932 var filmen Indrasabha (Indra’s Court) helt oppe på 70.
Skønt inderne gerne vil have noget for pengene, var det dog alligevel i
overkanten (man kan åbenbart også få for meget valuta for pengene). Nu
indeholder en gængs bollywoodfilm omkring seks sang- og dansescener, som sætter
filmens plot på pause for gennem sang, dans, fantastisk smukke kostumer og
bjergtagende landskaber at illustrere figurernes følelser, hvad enten det er
glæde, forelskelse, sorg, eller hvad det nu måtte være.
 |
| Alene filmplakaterne vidner om den store udvikling, der er sket i den indiske filmindustri. Rawdy Rathore, 2012 |
De
første film
De
første film var de såkaldte mythologicals
– film baseret på velkendte myter og heltedigte fra hinduismens mytologi, og
størstedelen af Indiens befolkning kunne relatere til dem. Det var især i
Sydindien, at mythologicals var populære, og nu lader de til at have fået et
comeback. Arundhati er efter sigende
telugufilmen, der har vækket Sydindiens interesse for mythologicals. Den
klarede sig rigtig godt indtjeningsmæssigt og er blevet dubbet til både tamil og
malayalam. Men også Magadheera, Once Upon a Warrior (Anaganaga O Dheerudu), Badrinath, Rajanna og Sri Rama Rajyam
ridder på mytologibølgen.
Indtil
lydfilmen kom frem i Indien, var det som i resten af verden ikke noget problem
for filmene at blive populære mange steder, da der ikke var noget sprog, man
skulle tage hensyn til. Men med lydfilmen blev man nødt til at vælge et
filmsprog, og i Mumbais filmindustri blev det hindi. Hindi har dog mange
dialekter, så man valgte en blanding af hindi (Indiens officielle sprog) og
urdu (Pakistans officielle sprog), også kendt som ’hindustani’. Engelske ord
har også været en del af sproget i hindifilm i rigtig mange år. Især de nyere
film indeholder i stigende grad engelske ord, og engelsk blandet med hindi er
et fænomen, der kaldes ’hinglish’. Bliv derfor ikke chokeret, hvis de i en
hindifilm hyppigt udbryder ret så engelske fraser som „no problem”, „let’s go”
eller „I object!”. Også filmsproget bag kameraet er en blanding af engelsk og
hindi. For eksempel hedder en kamerakran en ghora
(hindi for hest), hvorimod en gæsteoptræden af en stjerne i en dansescene har
det engelske udtryk item number.
I Mumbai tales faktisk mest
gujarati og marathi, så Mumbais filmindustri er således den eneste, der ikke
laver film på områdets dominerende sprog. Lyden på hindifilm optages ikke
samtidig med billedet, da det er de færreste filmstudier, der er lydsikrede, og
siden dytten og motorstøj er obligatorisk baggrundslyd i indiske byer, er det
nødvendigt at sætte lyd på bagefter. Skuespillerne kommer så ind én ad gangen
og eftersynkroniserer deres egne replikker. Det kan også være en fordel for de
skuespillere, som ikke taler hindi, da de bare kan blive eftersynkroniseret af
en anden. I 1930’erne begyndte hindifilmen at bruge playback-sangere, så
skuespillerne ikke længere behøvede at kunne synge, men blot skulle mime.
 |
| Plakat for Indiens første tonefilm Alam Ara (Light of the World), 1931 |
Så når indisk film i dag
fejrer 100 år, så vidner industrien om en fantastisk udvikling. Fra stumfilm
til tonefilm, fra sort/hvid- til farvefilm, fra film om guderne til film om
nytidens indere i New York. Ydermere indeholder Indiens filmindustri både
smalle, alvorlige film og storladede mainstream blockbustere. Som landet selv indeholder
dagens fødselar det hele, så det er ikke kun bollywood, der fester i disse
dage.
Kilder:
Katrine Brøndsted Bollywoodfilm – en introduktion. Alt i Ord, 2012.
Nasreen
Munni Kabir Bollywood – the Indian Cinema Story. Channel 4
Books, 2001
Baiju
„Season of mythologicals” fra http://telugu.galatta.com/entertainment/telugu/livewire/id/Season_of_mythological_films_49544.html
