Gandu er en af de film, jeg har
glædet mig til at se rigtigt længe. Den er bandlyst i Indien, blevet vist på
Berlinalen (2011), og hypet i Europa
med beskrivelser som ”modig” og ”provokerende”. Nu har jeg set filmen, og jeg
kunne ikke være mere uenig.
Gandu er en ung knægt, der er
fyldt af indestængt vrede. Han bor sammen med sin mor i et hus, som betales af
moderens elsker. Moderen og elskeren dyrker tilsyneladende konstant højlydt
sex, mens Gandu hver dag sniger sig ind i moderens rum og stjæler mandens
penge. Så render han ellers sur rundt i Kolkata, hvor han dagligt køber
lottokuponer for de stjålne penge. Hver dag bliver han så endnu mere vred, når
det viser sig, at han ingenting har vundet. Gandus ensomhed brydes dog, da han
en dag møder en Bruce Lee-wannabe af en rickshaw-wallah. Sammen tager de
stoffer, er sure og rickshaw-wallah’en er publikum, når Gandu bryder ud i sang,
der minder om det tidlige Beastie Boys (men hurtigere).
Jeg var inde at se filmen med
en af mine indiske venner, som efter filmen var tilfreds, da han synes, det er
en vigtig film for Indien. Den bryder grænser både i kraft af sin fortællestil samt
filmens sort/hvide billeder, der dog ca. halvvejs inde i filmen skifter om til
meget kraftige og varme orange-røde farver. Men det er især på grund af de
meget eksplicitte pornografiske billeder, at Gandu skulle være en vigtig film, der kan åbne nye muligheder i en
filmindustri, der i høj grad præges af kyske kindkys.
Jeg kan godt se, at Gandu i en indisk sammenhæng er
interessant, da landet, så vidt vides, ikke tidligere har produceret noget lignende.
Men efter min mening er det et problem, hvis det interessante begrænser sig til
at være interessant i en afgrænset sammenhæng. Det gør desværre ikke filmen
god, men bare til et kuriosum i en særlig kontekst. Der er intet i filmen, som
ikke er set før, og på trods af en spilletid på kun 90 min., er filmen kedelig
og prætentiøs.
Instruktøren (der insisterer
på at kalde sig Q) har forsøgt at lave et provokerende metaværk, men filmen
bliver offer for sin egen hype og
ender ikke med at blive rebelsk, men blot ligegyldig. Jeg har intet imod porno,
men der skal være en pointe med at se Gandu onanere (pikken i hånden og sperm
på maven) eller en pointe med at se en pige sutte den af på ham. Men her virker
det bare som porno for provokationens skyld.
Det er godt med forsøg på at
lave nye former for film i og om Indien, men denne her er desværre bare en tom
stiløvelse.
