I 1947 bliver Indien uafhængig fra det britiske imperium, og
i samme åndedrag deles landet (Partition) for at give plads til den islamiske
republik Pakistan. I 1998 lavede Deepa Mehta en film om Partition. Det er en
film, der kunne have været rørende, stærk og væsentlig. I stedet har hun lavet
en film, der tyder på, at hun tror, hendes publikum er filmsprogsignoranter.
Dil Navaz og Lenny-baby i et altafgørende øjeblik |
Earth er Methas anden film om
Indiens tilstand i hendes ’Elements Trilogy’ (Fire, Earth og Water). I den daværende indiske by
Lahore, møder vi et lille samfund, der undergår store forandringer i tiden
under Partition. Muslimer, hinduer og sikher vender sig mod hinanden, selv om
de dage forinden var naboer og venner.
De to muslimske venner, Dil
Navaz (Aamir Khan) og Hassan (Rahul Khanna), er begge forelskede i den smukke hindu-kvinde
Shanta (Nandita Das), der er barnepige for parsi-familien Sethnas polioramte
datter Lenny-baby. Inden længe befinder filmens hovedpersoner sig midt i et
nervepirrende mareridt, da en stor gruppe af byens muslimer begynder at smide
hinduer og sikher på porten, eftersom Lahore nu er blevet pakistansk. Uden at
sige for meget, kan jeg vel godt afsløre, at det ikke ender lykkeligt.
En film med et BUDSKAB
Filmen er en rammefortælling,
hvor en voksen Lenny, leverer fortællingens voice-over, mens hendes 10 årige
selv prøver at håndtere de bekymringer om et ”broken India”, som de voksne har.
Voice-overen er bare én af de elementer, der gør det klart, at her er en film
med et BUDSKAB. Og det er ikke et subtilt budskab: Lenny-baby (der halter, som
Indien kommer til), smadrer tallerkener og river sin dukke midt over (som også
Indien bliver delt i to) og tænker tanker som ”Can someone break India?” og ”They
break my country in two and say ’Happy Independence’”. Hvis man stadig synes,
at det er lidt uklart, hvilken symbolik, Metha bruger, så forklarer Dil Navaz
heldigvis Lenny-baby, at ”We are all animals – like the lion in the zoo”, der
bare venter på at buret bliver åbnet, så de kan hærge og slå ihjel.
Filmens karakterer er flade og
kedelige, og de fungerer mere som symboler på holdninger og trosretninger, end
de er runde karakterer, man bliver følelsesmæssigt involverede i. I begyndelsen
af filmen diskuteres fremtiden ved et middagsselskab, der har både englændere,
sikher, muslimer, hinduer og parsier til bords. Englænderen forudser
konflikterne religionerne imellem, og sikhen og muslimen ender da også næste i
slagsmål midt i hovedretten. Endnu en ikke så sofistikeret måde at forvarsle den
vold, der kommer.
Vennegruppen nyder hinandens selskab i parken inden volden bryder ud |
Alvorligt emne = gode anmeldelser
Filmen fik ellers gode
anmeldelser, da den fik premiere, men det virker som om, at anmelderne har ladt
sig rive med af filmens alvorlige emne. Roger Ebert har rost filmen for at have
et universelt budskab. Stephen Holden fra The New York Times lader også til at
være blevet tryllebundet af fortællingen om Partition, der er en filmatisering
af Bapsi Sidhwas roman Cracking India.
Holden skriver ” "Earth" is a
powerful and disturbing reminder of how a civilization can suddenly crack under
certain pressures.”
Igen er fokus på filmens emne,
og ikke på dens udførsel. Måske har de endda tænkt, at dette måtte være Indiens
eneste alternativ til de muntre bollywoodfilm. Men det er da en fornærmelse af
dimensioner, at rose en film for at behandle et seriøst emne. Det er nedsættende
overfor indiske filmmagere, at man ikke kritiserer Methas klodsede filmsprog og
overtydlige symbolik. Hvis jeg i slutningen af filmen blev lidt følsom, så var det ikke
på grund af filmen, nærmere på trods af den.